Kategori: Beskæftigelse

Udgivet den

Lovforslag 14 – vedtaget den 14. marts 2023

Nu lov nr. 295 af 20/03/2023 med ikrafttræden 22.03.2023

I denne artikel gennemgår vi kort, de ændringer som det vedtagne lovforslag medfører.

Intentionen med lovforslaget er en nytænkning af beskæftigelsesindsatsen, hvor Jobcentrene skal bruge ressourcerne, hvor de har størst effekt og kommer flest ledige til gavn.

Det er hensigten, at der skal ske en omlægning fra ”øvrig vejledning og opkvalificering” til ordinære løntimer, ordinær uddannelse og virksomhedsrettede tilbud.

Der skal også ske en reduktion af administration, blandt andet ved større mulighed for digitale samtaler.

Ændringer i LAB

§31a – ophæves
Jobsamtaler skal afholdes ved personligt fremmøde

§33 – ændring

Første jobsamtale afholdes ved personligt fremmøde
Herefter vælger personen om en jobsamtale skal afholdes ved personligt fremmøde, telefonisk eller ved personligt digitalt fremmøde

§42, stk. 2, nr. 7 – ophæves

Min Plan skal ikke længere indeholde status på igangsatte indsatser og opfølgning på afsluttede indsatser

§102 – der indsættes et stk. 6

Et tilbud efter § 91 om øvrig vejledning og opkvalificering kan ikke udgøre et ret- og pligttilbud efter stk. 1

Ændringer i Sygedagpengeloven

§13b, stk. 1, 6 pkt. Og 7 pkt. – ændres

Første opfølgning (kat. 2 og 3) skal ske ved personligt fremmøde

Herefter kan personen vælge personligt fremmøde, telefonisk eller personligt digitalt fremmøde

(Nuværende regel er at alle opfølgninger de første 6 mdr. er ved personligt fremmøde)

§13b, stk. 4 – ændres

Opfølgning kan ske telefonisk eller personligt digitalt fremmøde (så ikke længere skriftligt)

Nyt stk. 4, nr. 1 – gælder nu for alle i ansættelsesforhold (selvom arbejdet ikke er genoptaget delvist)

Kapitel 8a – ophæves

Corona forlængelser

§43a – ophæves

Corona regel om ret til SDP de første 2 uger for selvstændige

§53b – ophæves

Corona regel om arbejdsgivers ret til refusion de første 30 dage

Kapitel 21a – ophæves

Coronaregler om ret til SDP for personer i øget smitterisiko

§70 – ophæves 

Direktøren for STAR kan iværksætte registersamkøring i kontroløjemed

§77 – ændres

Kommunens henvisning til andre aktører efter §19 (udlicitering af udføre opgaver og træffe afgørelser efter denne lov), kan ikke længere indbringes for ankestyrelsen
§19 blev ophævet 01.01.2020

Ændringer i Repatrieringsloven

§6b – ny paragraf

Kommunalbestyrelsen udarbejder hvert år senest den 31. december en beskrivelse af, hvordan kommunen arbejder med rådgivning og information om repatriering efter repatrieringsloven for det kommende år.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen offentliggør beskrivelsen af repatrieringsindsatsen.

Læs lovforslaget som vedtaget her: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2023/295

Udgivet den

Principmeddelelse 51-22 om sygedagpenge, opholdskommune og udbetalingsforpligtelse samt stedlig kompetence 

Principmeddelelsen fastslår at når en borger, der får sygedagpenge, flytter fra kommune A til kommune B midt i en udbetalingsperiode, så er det kommune B, der skal udbetale sygedagpenge for hele perioden. 

Det er således opholdskommunen på udbetalingsdagen, der skal udbetale sygedagpenge for hele perioden. 

Der gælder særregler for borgere med ophold i udlandet. 

Flytningen indvirker således kun på, hvilken kommune der skal udbetale sygedagpenge, og ikke på borgers eller arbejdsgivers fortsatte ret til sygedagpenge(refusion). 

Hvis den nye kommune – efter flytningen – vurderer at borgeren ikke længere opfylder kriterierne for at modtage sygedagpenge, skal de træffe en afgørelse om ophør af sygedagpenge. Først herefter kan udbetalingen standses. 

Kompetence til at træffe afgørelse 

Det er den aktuelle opholdskommune, der har kompetence til at afgøre borgerens ret til hjælp fremadrettet. 
Har borger ret til hjælp med virkning fra før tilflytningen, er det også den aktuelle opholdskommune, der har kompetencen til at afgøre dette. 

Hvis en kommune (A) har udbetalt sygedagpenge(refusion) for en periode, hvor borger havde ophold i en anden kommune (B), kan kommune A ikke kræve refusion fra kommune B. 

Læs hele principmeddelelsen her: https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/14c56d36-f23f-4d07-9b20-24a2af190845  

Udgivet den

8 år i samme praktik – om brugen af virksomhedspraktik

Baggrund: 

På DR´s hjemmeside har man omtalt en sag, hvor en borger har deltaget i virksomhedspraktik i omtrent 8 år på samme arbejdsplads. Der er tilsyneladende tale om samme typer arbejdsopgaver gennem hele forløbet. 

På baggrund af oplysningerne i opslaget går vi ud fra, at formålet med praktikken har været at afklare personens arbejdsevne. 

Vores overvejelser: 

Læsningen af opslaget på DR´s hjemmeside har givet os en vældig lyst til at ridse betingelserne for brugen af lovgivers favoritredskab – virksomhedspraktik – op. 

Inden vi ser nærmere på betingelserne, vil vi dog gerne slå fast, at det er meget vanskeligt at få øje på nogen som helst situation, hvor der kan være en tilstrækkelig faglig forklaring på en så langvarig praktik.  

Det vigtigste er efter vores opfattelse, at beslutninger om etablering og forlængelser af virksomhedspraktik altid sker efter en solid faglig vurdering af den konkrete situation. Et opmærksomhedspunkt bør være, at jo længere personen er fra arbejdsmarkedet, jo flere forhold i personens tilværelse kan have betydning for den beskæftigelsesindsats, der etableres. 

Reglerne: 

Vi tænker, at det afgørende i forhold til tilbud om praktik efter LAB må være: 

Formålet med praktikken kan være  

  • Afklaring eller udvikling af personens faglige, sociale eller sproglige kompetencer eller 
  • Afklaring af jobmål og proces med at bringe personen tættere på jobmålet. 

Det er vigtigt at være opmærksom på, om personens tilstand er så stabil, at formålet med praktikken kan opfyldes. Desuden ligger det fast, at formålet med praktikken aldrig udelukkende må være at dokumentere arbejdsevnen. 

Det præcise formål med praktikken skal aftales mellem personen, virksomheden og jobcenteret,  og aftalen skal fremgå af praktikaftalen. 

Arbejdsopgaver og rammen for praktikken 

 Ved udformningen af den gældende lov har lovgiver sørget for at tydeliggøre, at personer i praktik skal deltage i konkrete arbejdsopgaver og indgå i kollegiale sammenhænge. 

Desuden slås det fast i reglerne, at der skal være fokus på at kombinere timerne i praktikken med ordinære løntimer  

Praktikkens varighed 

Indsatserne i LAB hviler på mindsteindgrebsprincippet. Blandt andet derfor gælder der nogle forholdsvis restriktive regler for varigheden af praktikker. Dette suppleres naturligvis af problematikken med hensyn til risikoen for konkurrenceforvridning. 

Praktikker –  for  f.eks. aktivitetsparate personer og personer på sygedagpenge – kan forlænges også ud over 13 uger. Dette forudsætter løbende konkrete vurderinger af blandt andet progression, arbejdsopgaverne, kvaliteten af det udførte arbejde samt personens/virksomhedens opfattelse af praktikken. Der skal desuden tages stilling til, om formålet med praktikken stadig er opfyldt, eller det  skal korrigeres/ændres.  

På baggrund af disse vurderinger tages kontinuerligt stilling til eventuel forlængelse. Dette er et ufravigeligt krav. Jo længere praktikken har varet, jo mindre sandsynligt er det, at det skal ske yderligere forlængelse.  

Til sidst vil vi gerne lige sparke ind, at det en helt grundlæggende forudsætning for at forlænge praktikken, at den stadig er omfattet af et af de tre formål, der nu er indskrevet i reglerne. 

Udgivet den

225-timers reglen – lovlig administration

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har i midten af januar skrevet ud til landets kommuner. 

I skrivelsen opfordres kommunerne til at have særlig opmærksomhed rettet mod administrationen i sager om nedsættelse af forsørgelsesydelser. Her tænkes specifikt på nedsættelser som følge af 225-timersreglen*. 

Baggrunden er, at der i nogle kommuner er sket automatiske nedsættelser af borgernes ydelser en uden en lovlig afgørelse. Der er tale om uretmæssige nedsættelser af hjælpen til ugifte, der er undtaget fra 225-timersreglen på grund af begrænset arbejdsevne. 

Der er tilsyneladende tale om problemer med opsætningen af Kommunernes Ydelsessystem (KY, fælleskommunal it-understøttelse af kontanthjælpsområdet).  

Indtil dette er på plads, opfordres kommunerne til at have særlig opmærksomhed på, at der træffes rettidig afgørelse i sagerne. 

Det er kommunernes opgave at sørge for, at der træffes lovlige afgørelser i samtlige sager. Hvis man i kommunerne støder på sager omfattet af denne problematik, er det den pågældende kommunes ansvar at genoptage behandlingen af sagen (af egen drift). 

*Hvis en person har modtaget kontanthjælp eller uddannelseshjælp i sammenlagt 1 år i løbet af de sidste 3 år, skal pågældende have arbejdet mindst 225 timer inden for de seneste 12 kalendermåneder. Ellers kan ydelsen blive sat ned, og hvis man er gift, helt bortfalde. 

Udgivet den

Sammenhæng og subsidiaritet i reglerne om hjælpemidler

Sammenhæng og subsidiaritet i reglerne om hjælpemidler

Vi har fået et spørgsmål omkring subsidiaritet i forhold til reglerne om hjælpemidler, og har på den baggrund lavet denne artikel, samt et skema med overblik over reglerne om hjælpemidler i henholdsvis Kompensationsloven, Beskæftigelsesloven og Serviceloven.

Først slår vi lige nogle begreber fast:

Sektoransvarlighedsprincippet
Den sektor, der er ansvarlig for en ydelse, er også ansvarlig for, at ydelsen er tilgængelig for mennesker med nedsat funktionsevne.

Sektoransvar
Ansvaret for en offentlig service, skal placeres i den sektor, der i øvrigt har ansvaret og ekspertisen.
Samtidig med et styrket sektoransvar, er der behov for en stærkere koordinering mellem sektorerne, så der skabes smidige overgange mellem systemerne.

Hvad er et hjælpemiddel?
Serviceloven: Produkter, der er fremstillet specielt med det formål at afhjælpe nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Kompensationsloven: Arbejdsredskaber, studiemateriale eller mindre arbejdspladsindretninger.

Beskæftigelsesloven: Arbejdsredskaber, studiemateriale eller mindre arbejdspladsindretninger.

Lovgivningernes område
Hovedformålet med bestemmelserne i Serviceloven er at medvirke til, at personen får mulighed for at føre så normal og selvstændig en tilværelse som muligt, og i størst mulig grad bliver selvhjulpen.
Samtidig skal hjælpemidler og forbrugsgoder sikre, at personer med varigt nedsat funktionsevne, får mulighed for at få og bevare tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis de ønsker det.

Hovedformålet med bestemmelserne i Kompensationsloven er at styrke og stimulere mulighederne for beskæftigelse for personer med handicap, og at give disse personer samme muligheder for erhvervsudøvelse som personer uden handicap.
Dækker alle personer med handicap, også dem der ikke er omfattet af Beskæftigelsesloven eller Serviceloven.

Hovedformålet med bestemmelserne i Beskæftigelsesloven er, at hjælpemidlet er en nødvendig forudsætning, for at hjælpe personen til at opnå tilknytning til eller forblive på arbejdsmarkedet.
Det betyder, at personen som udgangspunkt altid skal tilhøre en målgruppe i Beskæftigelsesloven.

Subsidiaritet i reglerne om hjælpemidler
Det fremgår af Serviceloven, at det er en forudsætning for at bevilge støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder, at der ikke kan bevilges hjælpemidler efter anden lovgivning.

Det fremgår af Kompensationsloven, at det er en betingelse, at hjælp efter anden lovgivning ikke er tilstrækkelig til at kompensere for personens begrænsninger i arbejdsevnen.

Det fremgår af Beskæftigelsesloven, at hjælp efter anden lovgivning ikke må være tilstrækkelig til at kompensere for personens begrænsninger i arbejdsevnen.

Men hvordan hænger det så sammen, når nu alle 3 love hævder at være subsidiere til de andre?
I vejledningen til Serviceloven fremgår det, at behovet for hjælpemidlet skal række ud over den specifikke ansættelse eller tilbud.
Det betyder, at personen skal have et generelt kompensationsbehov og dermed har brug for hjælpemidlet, uanset om der er tale om arbejde eller ej.
Funktionsnedsættelsen skal være varig.
Det kan være særlige synshjælpemidler, som personen er afhængig af, både for at opretholde så normal og selvstændig en tilværelse som muligt, men som også bruges på en eventuel arbejdsplads.

Handicapkompensationsloven er en generel lovgivning for alle personer med handicap.
Der er krav om at funktionsnedsættelsen skal være langvarig eller uden slutdato.
Det kan være en særlig stol, som personen kan bruge i forhold til et konkret tilbud eller ansættelse.

I vejledningen til Beskæftigelsesloven fremgår det, at der kan bevilges tilskud til hjælpemidler i forbindelse med tilbud efter beskæftigelsesloven.
Det betyder altså, at personen som udgangspunkt skal være omfattet af en af målgrupperne i beskæftigelsesloven OG hjælpemidlet skal udelukkende bruges i forbindelse med tilknytning til arbejdsmarkedet.
Der er ingen krav om at funktionsnedsættelsen skal være varig – der kan altså gives hjælpemidler i midlertidige situationer.
Det kan være et særligt IT-program, der hjælper personen, til at kunne udføre sit arbejde i det konkrete tilbud eller job.

Sagsbehandlingsskridt

  1. Foretag en konkret og individuel vurdering af, om ansøger har behov for et hjælpemiddel,
    • der er generelt nødvendigt for at være på arbejdsmarkedet og personen har brug for hjælpemidlet, uanset om der er tale om arbejde eller ej og funktionsnedsættelsen er varig (Serviceloven), eller
    • der er generelt nødvendigt for at være på arbejdsmarkedet og personen har brug for hjælpemidlet til et konkret job eller tilbud og funktionsnedsættelsen er langvarig eller uden slutdato (Kompensationsloven), eller
      • der er nødvendigt i forhold til konkret ansættelse eller tilbud og personen er omfattet af en af målgrupperne i Beskæftigelsesloven og funktionsnedsættelsen er midlertidig eller varig (Beskæftigelsesloven).
  2. Vurder om der er behov for hjælp efter flere lovgivninger, og hjælp med at sikre at det er nemt for borger at bevæge sig på tværs af snitflader.

Ud over ovenstående, er det værd at være opmærksom på at redskaber, der indgår som led i behandling eller fortsættelse af behandling, skal bevilges under Sundhedsloven.
Desuden skal man være opmærksom på om der er sektoransvar, så eksempelvis en uddannelsesinstitution selv skal afholde udgiften til særlige møbler.

Kompensationsloven (KPL)Beskæftigelsesloven (LAB)Serviceloven (SEL)
MÅLGRUPPE§ 2:
Personer, der på grund af handicap kan have vanskeligt ved at få og bevare beskæftigelse uden støtte efter loven. Det er en betingelse, at hjælpemidlet er af afgørende betydning for, at personen kan deltage i tilbuddet, eller kompenserer for personens begrænsninger i arbejdsevnen.  

OBS: Efter §15j om hjælpemidler i forbindelse med fleksjob skal begge betingelser være opfyldt.  		Personer omfattet af lovens §6 – hvor hjælpemidlet er af afgørende betydning for, deltagelse i tilbuddet, eller kompenserer for personens begrænsninger i arbejdsevnen.  

OBS: Efter §179 om hjælpemidler i forbindelse med fleksjob skal begge betingelser være opfyldt.		§112:
Personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når
1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller 3) er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.
VARIGHED§ 2:
Funktionsnedsættelsen er langvarig/uden slutdato.		Der er ikke krav om, at funktionsnedsættelsen skal være varig.    §112: Funktionsnedsættelsen skal være varig.
DEFINITION AF HJÆLPEMIDDELArbejdsredskaber, undervisningsmateriale og mindre arbejdspladsindretninger.Arbejdsredskaber, undervisningsmateriale og mindre arbejdspladsindretninger.Produkter, som er fremstillet specielt til mennesker med en fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne.
HJÆLPEMIDLETS ANVENDELSEKPL §15 f:
Ved deltagelse i løntilskud efter lovens §15 eller ved tilbud efter LAB.

KPL §15i:
Ved ordinær ansættelse eller drift af selvstændig virksomhed.

§15j:
Ved fastholdelse eller ansættelse i fleksjob.  		LAB §172:
Ved deltagelse i tilbud efter LAB.

LAB §178:
Ved ordinær ansættelse eller drift af selvstændig virksomhed.

LAB §179:
Ved fastholdelse eller ansættelse i fleksjob.		I dagliglivet eller i forbindelse med beskæftigelse.
Oversigt over hjælpemidler efter Kompensationsloven, Beskæftigelsesloven og Serviceloven
Udgivet den

Oversigt over hjælpemidler efter Kompensationsloven, Beskæftigelsesloven og Serviceloven

Kompensationsloven (KPL)Beskæftigelsesloven (LAB)Serviceloven (SEL)
MÅLGRUPPE§ 2:
Personer, der på grund af handicap kan have vanskeligt ved at få og bevare beskæftigelse uden støtte efter loven. Det er en betingelse, at hjælpemidlet er af afgørende betydning for, at personen kan deltage i tilbuddet, eller kompenserer for personens begrænsninger i arbejdsevnen.  

OBS: Efter §15j om hjælpemidler i forbindelse med fleksjob skal begge betingelser være opfyldt.  		Personer omfattet af lovens §6 – hvor hjælpemidlet er af afgørende betydning for, deltagelse i tilbuddet, eller kompenserer for personens begrænsninger i arbejdsevnen.  

OBS: Efter §179 om hjælpemidler i forbindelse med fleksjob skal begge betingelser være opfyldt.		§112:
Personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når
1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne,
2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet eller 3) er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.
VARIGHED§ 2:
Funktionsnedsættelsen er langvarig/uden slutdato.		Der er ikke krav om, at funktionsnedsættelsen skal være varig.    §112: Funktionsnedsættelsen skal være varig.
DEFINITION AF HJÆLPEMIDDELArbejdsredskaber, undervisningsmateriale og mindre arbejdspladsindretninger.Arbejdsredskaber, undervisningsmateriale og mindre arbejdspladsindretninger.Produkter, som er fremstillet specielt til mennesker med en fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne.
HJÆLPEMIDLETS ANVENDELSEKPL §15 f:
Ved deltagelse i løntilskud efter lovens §15 eller ved tilbud efter LAB.

KPL §15i:
Ved ordinær ansættelse eller drift af selvstændig virksomhed.

§15j:
Ved fastholdelse eller ansættelse i fleksjob.  		LAB §172:
Ved deltagelse i tilbud efter LAB.

LAB §178:
Ved ordinær ansættelse eller drift af selvstændig virksomhed.

LAB §179:
Ved fastholdelse eller ansættelse i fleksjob.		I dagliglivet eller i forbindelse med beskæftigelse.
Udgivet den

AFG.35-22 om dobbeltforsørgelse, tilbagebetaling og modregning for personer på kontanthjælp og lignende ydelser og AFG. 42-22 om sygemelding og mangel på samme fra personer på kontanthjælp og lignende ydelser  

Supplement til oversigten over afgørelser på kontanthjælpsområdet fra indeværende år i nyhedsbrev fra november måned:  

Den altid flittige Ankestyrelse har udsendt yderligere to afgørelser i denne måned og de kommer her: 

AFG.35-22 om dobbeltforsørgelse, tilbagebetaling og modregning for personer på kontanthjælp og lignende ydelser  

Med ydelser i denne sammenhæng menes: Kontanthjælp, uddannelseshjælp, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse (herefter kontanthjælp).  

Dobbeltforsørgelse 

På grund af princippet om dobbeltforsørgelse kan en person ikke kan få udbetalt to forsørgelsesydelser samtidigt – eller for den samme periode.  

Kommunen kan vælge at træffe afgørelse om tilbagebetaling af forsørgelsesydelse, der allerede er udbetalt (LAS § 94, stk. 1.). Dette gælder, hvis en person, der har modtaget en offentlig forsørgelsesydelse, senere får udbetalt en anden offentlig forsørgelsesydelse, der dækker samme tidsrum og har samme formål. 

Modregning med bruttobeløb 

Når kommunen vælger at træffe afgørelse om tilbagebetaling på grund af dobbeltforsørgelse, er denne forpligtet til at foretage modregning af den allerede udbetalte forsørgelsesydelse i den forsørgelsesydelse, der skal efterbetales.  

Når modregningen sker, anvendes bruttobeløbet (dvs. ydelsen før fratræk af skat) af såvel den allerede udbetalte ydelse, som af den ydelse personen har krav på at få efterbetalt. 

Læs hele afgørelsen her: 

https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/cc08f09e-090b-4240-ba93-e6e05cfc14f2

AFG. 42-22 om sygemelding og mangel på samme fra personer på kontanthjælp og lignende ydelser  

Sygemeldingen 

Hvis en modtager af Kontanthjælp (Uddannelseshjælp, Selvforsørgelses- Og Hjemrejseydelse Eller Overgangsydelse – Herefter Kontanthjælp) udebliver fra et tilbud efter LAB uden sygemelding til jobcentret, skal der ske en nedsættelse af hjælpen. 

Sygemeldingen skal ske til jobcenteret. Manglende sygemelding til tilbudsstedet kan ikke sanktioneres. Der er simpelthen ikke lovhjemmel til at sanktionere personen i den situation. 

Kommunen kan fastsætte konkrete retningslinjer for, hvordan og hvornår personen skal sygemelde sig. Hvis personen ikke overholder retningslinjerne, kan kommunen pålægge borger en sanktion for mangelfuld sygemelding. 

Én punktsanktion pr. sygdomsperiode 

Når en person undlader at give besked om sygdom på den første sygedag i en sygdomsperiode og udebliver, skal personen have én punktsanktion som nedsættelse af hjælpen. 

Manglende sygemelding betragtes som én hændelse, der udløser én punktsanktion.  

Dette gælder uanset, at kommunen har stillet krav om sygemelding hver dag i en sygdomsperiode. Der kan kun gives én punktsanktion. 

OBS:  

Praksisændring 

Ankestyrelsens ændrer praksis i forhold til, hvem/hvor personen er forpligtet til at sygemelde sig til ved udeblivelser fra tilbud på grund af sygdom.  

Vi anbefaler, at man nøje læser hele afgørelsen, hvis denne ændring af praksis har betydning for ens daglige arbejde. 

Man skal være opmærksom på, at den tidligere praksis kan have ført til, at der uberettiget er opkrævet sanktion for udeblivelse. 

Derfor skal Ankestyrelsen og kommunerne tage stilling til genoptagelse af sager, som er afgjort i overensstemmelse med den ophævede praksis. 

Afgørelsen indeholder afsnit om reglerne om genoptagelse af sager og reglerne om forældelse. 

Læs hele afgørelsen her: 

https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/06654d10-4742-4b77-8d8c-c741a860b4c6

Udgivet den

Artikel om Ankestyrelsens praksis på kontanthjælpsområdet i 2022 

Vi har valgt at sætte fokus på Ankestyrelsens afgørelser på kontanthjælpsområdet fra indeværende år. 

Hvis der kommer en blændende afgørelse i december måned, tager i naturligvis den med i vores næste nummer. 

For god ordens skyld skal vi lige slå fast, at vi her med kontanthjælp mener kontanthjælp, uddannelseshjælp, overgangsydelse og selvforsørgelses- og hjemrejseydelse. Altså kontanthjælp i bredeste forstand. 

AFG.21-22 om vejledning og sanktioner for modtagere af kontanthjælp  

Afgørelsen fastslår, at kommunen skal vejlede borger om alle rettigheder og pligter om rådighed og sanktioner, samt at dette skal ske senest ved første jobsamtale. Herefter skal der som minimum vejledes hvert halve år.  

Hvis reglerne om vejledning ikke er opfyldt, er der ikke grundlag for at træffe afgørelse om sanktionering. Dette gælder uanset grunden til den manglende vejledning. 

Første jobsamtale: 

Ved indkaldelsen til første jobsamtale kan kommunen vejlede skriftligt om, at borgeren har pligt til at møde til jobsamtalen. Kommunen kan også vejlede om, at udeblivelse fra jobsamtalen uden rimelig grund vil medføre, at borgeren bliver sanktioneret. 

 Afgørelsen indeholder en grundig gennemgang af reglerne om udeblivelse fra første jobsamtale og den vejledning, der skal gives i indkaldelsesbrevet. 

Endvidere gennemgås reglerne om den pligtmæssige vejledning ved første jobsamtale, pligten til at udlevere vejledningen skriftligt til borgeren og pligten til at sende den skriftlige vejledning til borger umiddelbart efter samtalen. Endvidere gennemgås reglerne om genvejledning. 

OBS – Vi minder lige om vigtigheden af notatpligten i denne typer sager. Derfor reklamerer vi for, at det skal noteres på sagen, hvilken vejledning kommunen har givet borgeren, samt at betingelserne om udlevering og eftersendelse af den skriftlige vejledning er opfyldt. Læs hele afgørelsen, hvis du har brug for eksakt viden om kravene til dokumentationen på sagen. Dette kan være en rigtig god idé, da vejledningspligten ikke er opfyldt, hvis notaterne ikke fyldestgørende (beklager det gammeldags udtryk).  

Afgørelsen indeholder tre konkrete sager. 

Læs hele afgørelsen her: 

https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/b4c34875-a558-4ae3-bb09-46ac5b6593ef

AFG.13-22 om aktivitetsparat borger som muligvis skal sanktioneres på grund af udeblivelse fra jobsamtale  

Når en kommune skal vurdere, om en borger skal sanktioneres efter reglerne i aktivloven, er det en forudsætning, at borger ikke har en rimelig grund til at undlade at opfylde sin rådighedsforpligtelse. Dette gælder uanset hvilken visitationsgruppe, borgeren tilhører. 

Det er meget vigtigt at være opmærksom på, at kommunen er forpligtet til at lave en udvidet vurdering (Ankestyrelsens udtryk), inden en aktivitetsparat borger kan sanktioneres. Med udvidet vurdering menes, at kommunen skal vurdere, om der er andre særlige grunde hos den aktivitetsparate borger, end de grunde der gælder for personer visiteret til andre målgrupper. Hvis det er tilfældet, kan grunden føre til, at personen ikke sanktioneres. Vurderingen skal bygge på en konkrete og individuel stillingtagen til samtlige relevante oplysninger i sagen. Det er ikke tilstrækkeligt at afgørelsen alene træffes ud fra borgerens forklaringer om grunden til udeblivelsen. 

Ved vurderingen skal kommunen have taget stilling til, om sanktionen vil fremme den aktivitetsparate borgers rådighed. Hvis dette ikke er tilfældet, kan der ikke sanktioneres. Man skal være opmærksom på, at vurderingen af den eventuelle beskæftigelsesfremmende effekt af en sanktion skal beskrives i begrundelsen for afgørelsen. 

Afgørelsen indeholder to konkrete sager. 

Læs hele afgørelsen her: 

https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/c0190f22-9b55-48b8-a5b9-2ee6c1a72667

Afg.32-22 om tilbagebetaling og modregning når borgerens modtager kontanthjælp  

En borger ikke kan få udbetalt to forsørgelsesydelser til samme formål samtidigt eller for den samme periode. I den situation vil der være tale om dobbeltforsørgelse. Kommunen kan vælge at træffe afgørelse om tilbagebetaling af den forsørgelsesydelse, der er udbetalt først. Hvis kommunen vælger at træffe afgørelse om tilbagebetaling på grund af dobbeltforsørgelse, er den forpligtet til at lave modregning af den allerede udbetalte forsørgelsesydelse i den forsørgelsesydelse, der skal efterbetales. Modregningen skal ske med bruttobeløbet (dvs. ydelsen før fratræk af skat) af den allerede udbetalte ydelse. Det samme gælder ved beregningen af den ydelse, som borgeren har krav på efterbetaling af. 

Den konkrete sag: I den konkrete sag havde borgeren modtaget kontanthjælp i en periode. Kommunen afgjorde efterfølgende, at borger havde ret til sygedagpenge med virkning fra samme dato, der var udbetalt kontakthjælp fra. Borgeren havde dermed krav på en efterbetaling af sygedagpenge.  Ankestyrelsen vurderede, at borger havde været dobbeltforsørget i en periode, idet efterbetalingen af sygedagpenge dækkede samme periode og havde samme formål, som den allerede udbetalte kontanthjælp. Ankestyrelsen vurderede, at kommunen var forpligtet til at foretage modregning af den allerede udbetalte kontanthjælp i efterbetalingen af sygedagpenge, inden kommunen opgjorde et tilbagebetalingskrav i henhold til reglerne om tilbagebetaling på grund af dobbeltforsørgelse. Modregningen skulle ske med bruttobeløbene af begge ydelser. 

Læs hele afgørelsen her:  

https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/f31b2894-4771-495e-b3df-01f997989ed9

AFG.22-22 om hjælp til dækning af udgifter til bolig til modtager af kontanthjælp under varetægtsfængsling  

En indsat, hvis bolig skal bruges under udgang eller efter løsladelsen og boligen derfor bør bevares, har som udgangspunkt ret til hjælp til dækning af en rimelig boligudgift. Dette gælder, hvis pågældende ikke selv har indtægter eller formue, der kan dække udgifterne.  

Når man i disse situationer beregner hjælp, skal beregningen af hjælpen som hovedregel ske på baggrund af den indsattes og en eventuel ægtefælles faktiske indtægter.  

Den konkrete sag: I den konkrete sag traf kommunen afgørelse om, at den indsatte, som er gift, ikke havde ret til dækning af sin andel af boligudgifterne under afsoningen. Kommunen havde foretaget sin beregning på grundlag af en gennemsnitlig månedlig indkomst, der blev udregnet efter Kriminalforsorgens minimumstakster for dusør og kost. På denne baggrund havde kommunen vurderet, at den indsatte selv kunne afholde sin andel af boligudgifterne.  Ankestyrelsen vurderede, at hjælpen skulle beregnes efter den indsattes og dennes ægtefælles faktiske indtægter. Der blev lagt vægt på, at da den indsatte borger ikke havde frasagt sig muligheden for at arbejde under afsoningen. Styrelsen lagde også vægt på, at der manglede oplysninger om den indsattes og ægtefællens faktiske nettoindtægter. Sagen blev derfor hjemvist til kommunen. 

Læs hele afgørelsen her:  

https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/043d4067-28c3-46d4-b353-d0365026a794

Udgivet den

Ankestyrelsens temanotat vedrørende sager efter Integrationsloven 

Herunder har vi udvalgt de dele af notatet, der giver et grundlæggende overblik over reglerne om vejledning og opkvalificering, danskbonus, boligplacering og flytning i integrationsperioden. 

Vejledning og opkvalificering 

Vejledning og opkvalificering kan bestå af 

  • Korte vejlednings- og afklaringsforløb 
  • Særligt tilrettelagte projektet samt uddannelsesforløb mv. 
  • Ordinære uddannelsesforløb 
  • Særligt opkvalificerende forløb med henblik på anvendelse uddannelseskvalifikationer på det danske arbejdsmarked 
  • Forberedende forløb til virksomhedsrettede tilbud, for at støtte en udlænding til at blive i stand til at deltage i et virksomhedsrettet tilbud. 
    Disse forløb kan tilbydes i op til 6 måneder fra overtagelsen af integrationsansvaret og skal være knyttet til en konkret virksomhed 
  • Efter en konkret vurdering, kan der gives tilbud om vejledning og opkvalificering i form af studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse til udlændinge der er fyldt 25 år, eller som har forsørgerpligt overfor hjemmeboende børn, hvis personen ikke har sådan en uddannelse i forvejen 

Danskbonus 

Både selvforsørgende og integrationsydelsesmodtagere kan søge om danskbonus. 

Kravet for at få danskbonus er at personen har bestået Prøve i Dansk 2, FVU læsning trin 2 eller tilsvarende og højere prøve i dansk. 

Personer der får selvforsørgelses- og hjemrejseydelse/overgangsydelse, får bonus udbetalt efter Lov om en Aktiv Socialpolitik, i op til 6 måneder. 

Personer der ikke får selvforsørgelses- og hjemrejseydelse/overgangsydelse eller kontanthjælp, får et engangsbeløb efter Integrationsloven. 

Boligplacering og overtagelse af integrationsansvaret 

Det er den kommune, som flygtningen boligplacere i, der har ansvaret for udlændingens integration og skal stå for at der laves en kontrakt og lægges et program for integrationen. 

Programmet skal indeholde både danskuddannelse og beskæftigelsesrettede tilbud, og skal sikre at udlændingen bliver hurtigst muligt selvforsørgende. 

Hvis en flygtning eller familiesammenført ønsker at flytte til en anden kommune i Integrationsperioden, skal udlændingen selv ansøge tilflytningskommunen om at overtage integrationsansvaret. 

Flytter udlændingen til en anden kommune, selv om denne har givet afslag på at overtage integrationsansvaret, kan det få konsekvenser for retten til hjælp i tilflytningskommunen. 

Efter integrationsperioden, på op til 5 år, kan personen frit flytte uden at være begrænset af integrationslovens regler. 

Selvom målene i kontrakten og programmet er opnået, skal udlændingen fortsat ansøge tilflytningskommunen om tilsagn til at overtage integrationsprogrammet, hvis der flyttes inden for integrationsperioden. Det skyldes at det kan blive nødvendigt at genoptage integrationsindsatsen, hvis udlændingen mister sit forsørgelsesgrundlag inden integrationsperioden er udløbet. 

Der er udlændingen selv der skal ansøge tilflytningskommunen om overtagelse af integrationsansvaret og fraflytningskommunen er ikke part i sagen og kan heller ikke være udlændingens partsrepræsentant. 

Hvis udlændingen først flytter efter at have fået tilsagn om overtagelse af integrationsansvaret, gælder overtagelsen fra tilflytningstidspunktet. 

En kommune har altid ret til at overtage integrationsansvaret for en udlænding, men de er kun forpligtet til at overtage, hvis flytningen er nødvendig for integrationsforløbet eller på grund af særlige personlige forhold. 

Det står i loven, at tilflytningskommunen skal overtage integrationsansvaret hvis personen eller dennes ægtefælle opnår ordinær beskæftigelse i kommunen og flytningen er nødvendig for at kunne varetage arbejdet.  

Ud over dette ene konkrete eksempel, er det en skønsmæssig bestemmelse, der beror på en konkret og individuel vurdering af udlændingens forhold.  
Kommunen skal sikre, at der er proportionalitet mellem afgørelse og bestemmelsens formål om en sammenhængende og effektiv integrationsindsats. 

Hvornår er kommunen er forpligtet til at overtage integrationsansvaret 

Ordinær beskæftigelse 

Tilflytningskommunen er forpligtet til at overtage integrationsansvaret når 

  1. Det ordinære arbejde ligger i tilflytningskommunen, og 
  1. Flytningen skal være nødvendig for varetagelsen af arbejdet 

Tilflytningskommunen skal lægge vægt på, om det er rimeligt at henvise personen til muligheden for offentlig transport. 

Følgende momenter kan indgå i vurderingen 

  • Afstand 
  • Transporttid 
  • Hvor ofte er der mulighed for offentlig transport 
  • Er beskæftigelsen varig eller midlertidig – dog kan kommunen være forpligtet til overtage integrationsansvaret også hvis der er tale om deltidsbeskæftigelse (se afgørelse I-4-03) 

Uddannelse 

Optagelse på en uddannelsesinstitution i en anden kommune, hvor der ikke umiddelbart er transportmuligheder, kan begrunde at tilflytningskommunen skal overtage ansvaret. 

Ankestyrelsens praksis er, at tilflytningskommunen ikke er forpligtet til at overtage integrationsansvaret for en udlænding, hvis den samme uddannelse kan tages i boligplaceringskommunen, eller en kommune hvor der er transportmuligheder til. 

Tilflytningskommunen er heller ikke forpligtet til at overtage integrationsansvaret, hvis uddannelsen ikke er den hurtigste vej i beskæftigelse for udlændingen. 

Ægtefælle 

Hvis udlændingens ægtefælle ikke er omfattet af integrationsloven, vil det at ægtefællen flytter til en anden kommune, som udgangspunkt være så tungtvejende, at kommunen skal overtage integrationsansvaret for udlændingen. 

Årsagen til ægtefællens flytning er uden betydning. 

Der lægges vægt på at et ægtepar udgør en familieenhed, der bør forblive sammen (se også afgørelse I-2-05). 

På samme vis, skal kommunen overtage integrationsansvaret for en udlænding, der efter indgåelse af ægteskab, ønsker at flytte sammen med sin ægtefælle, der ikke er omfattet af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet/introduktionsprogrammet. 

Er begge ægtefæller omfattet af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet/introduktionsprogrammet, skal tilflytningskommunen foretage en særskilt vurdering af ægtefællernes forhold. 
Hvis den ene ægtefælles forhold begrunder at tilflytningskommunen skal overtage integrationsansvaret for den pågældende, skal kommunen som udgangspunkt overtage ansvaret for dem begge. 

Kæresteforhold 

Det er Ankestyrelsens praksis, at det samme ikke gør sig gældende, hvis der er tale om et kæresteforhold, da det ikke er en tilstrækkelig nær og fast relation til, at der foreligger en familierelation. 

Hvis en udlænding og dennes kæreste har fået et barn og ønsker at bo sammen, foreligger der til gengæld en familierelation i forhold til barnet, der gør at kommunen er forpligtet til at overtage integrationsansvaret. 

Det er afgørende at faderskabet er registreret, hvorfor det først er efter barnets fødsel, at kommunen er forpligtet til at overtage ansvaret. 

Sygdom 

En udlændings sygdom kan efter en konkret vurdering medføre at tilflytningskommunen skal overtage integrationsansvaret. 
Det er en betingelse, at der ikke umiddelbart er rimelige transportmuligheder fra boligplaceringskommunen til relevant behandlingssted, eksempelvis hvis personen skal til undersøgelser eller behandling hver uge. 

Sygdom ved nære pårørende kan efter omstændighederne også være et særligt personligt forhold, der gør at integrationsansvaret skal overtages. 
Det gælder eksempelvis alvorligt syge børn, der kræver hyppig hospitalsbehandling. 

Trusler 

Hvis en udlænding af sikkerhedsmæssige årsager ikke kan vende tilbage til boligplaceringskommunen, er tilflytningskommunen forpligtet til at overetage integrationsansvaret, medmindre udlændingen har en større tilknytning til en anden kommune. 

Følgende momenter kan indgå i vurderingen 

  • Er truslerne anmeldt til politiet 
  • Er oplysningerne om voldunderstøttet af journal fra læge/hospital eller en krisecentererklæring 
  • Anbefaler politiet eller andre myndigheder, at udlændingen ikke bor i nærheden af gerningspersonen 

Midlertidigt ophold på krisecenter medfører ikke at udlændingen har fået større tilknytning til krisecenterkommunen, end den kommune der ønskes flytning til. 

Mindre by kontra større by 

Selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet/introduktionsprogrammet kan lige så godt gennemføres i en mindre kommune som i en større kommune, så dette er ikke en årsag til at skulle overtage integrationsansvaret. Se også afgørelse I-2-00. 

Familie 

Det at have familie og/eller venner i tilflytningskommunen, kan ikke føre til at kommunen skal overtage integrationsansvaret. Læs mere i afgørelse I-2-00. 

Ensomhed er heller ikke grund, der kan føre til overtagelse af integrationsansvaret. 

Mindreårig uledsaget flygtning 

Hvis en mindreårig uledsaget flygtning er tilbudt et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram, og der opstår forhold der gør det nødvendigt at anbringe barnet på eksempelvis en døgninstitution i en anden kommune, og den kommune hvor institutionen ligger, vil overtage integrationsansvaret. 

Konsekvenser hvis udlændingen flytter 

Bolig 

Overtagelse af integrationsansvaret betyder, som hovedregel, ikke at tilflytningskommunen skal anvise en bolig til udlændingen. 

Selvforsørgelses- og hjemrejseprogram/introduktionsprogram 

Hvis tilflytningskommunen giver afslag på at overtage integrationsansvaret, har udlændingen stadig ret til at flytte, men det har konsekvenser for den ret til hjælp, som udlændingen kan få i tilflytningskommunen; 

  • Udlændingen har ikke ret til at fortsætte selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet/introduktionsprogrammet 
  • Udlændingen har ret til at deltage i danskuddannelse 
  • Udlændingen har ikke ret til at modtage beskæftigelsesrettede tilbud efter integrationsloven 

Ydelse 

Når tilflytningskommunen har valgt at overtage integrationsansvaret, så har udlændingen ret til fuld selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, hvis personen opfylder betingelserne her for. 

Når tilflytningskommunen har valgt ikke at overtage integrationsansvaret, kan kommunen efter en konkret vurdering, træffe afgørelse om at nedsætte eller helt ophøre selvforsørgelses- og hjemrejseydelsen. 

Der er tale om et skøn, der kræver en konkret afvejning af, hvilke konsekvenser afslaget på at overtage integrationsansvaret, skal have for udlændingens ret til ydelse.  

Følgende kriterier skal indgå i den skønsmæssige vurdering: 

  • Udlændingens behov for ydelse 
  • Årsagen til at udlængen vil flytte 
  • Skyldes flytningen, at udlændingen vil forsøge at slippe for at deltage i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet 

Ud fra disse kriterier skal der laves en proportionalitetsafvejning, så der gives en rimelig konsekvens. 

Hvis der ikke foretages en konkret afvejning i hver enkelt sag, vil det kunne stride mod vores internationale forpligtelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN´s konvention om Borgerlige og Politiske rettigheder. 

Hvis en udlænding, der har fået nedsat sin ydelse, flytter tilbage til fraflytningskommunen, udbetaler denne (efter ansøgning) fuld ydelse, såfremt de øvrige betingelser for hjælp er opfyldt. 

Læs hele notatet her: https://ast.dk/til-myndigheder/vejledning-til-kommuner/praksisnotater-fra-temamoder-1/praksisnotater-om-andre-love-pa-det-social-og-beskaeftigelsesretlige-omrade/notat-til-brug-for-temaankemode-i-uge-12-2022-omhandlende-behandling-af-sager-om-dele-af-integrationsloven.pdf  

Udgivet den

Ankestyrelsens praksisundersøgelse af sager, hvor borgere er blevet sanktioneret efter reglerne om udeblivelse. 

Baggrunden for undersøgelsen

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har bedt Ankestyrelsen om at gennemføre en undersøgelse af sager, hvor borgeren er blevet sanktioneret efter udeblivelse fra tilbud eller samtale. Ankestyrelsen gennemfører undersøgelser af sanktionssager i 2021, 2022 og 2023. Denne undersøgelse er den første i rækken. I praksisundersøgelserne skal der være et særligt fokus på sanktioner overfor aktivitetsparate borgere. 

Resultaterne fra undersøgelsen

Ankestyrelsen har fundet sager, hvor afgørelsen samlet set er opfylder reglerne, men i over halvdelen af sagerne ville styrelsen enten ændre eller hjemvise afgørelsen, hvis den blev 

behandlet som en klagesag. Ud fra disse fund kommer Ankestyrelsen med en række anbefalinger, som fremgår af undersøgelsens s.9-10. I anbefalingerne fremhæves de forhold, som kommunen skal opfylde for at leve op til reglerne og gældende praksis.  

Der er i undersøgelsen fundet mange eksempler på sager, hvor kommunen forholder sig til, om borgeren har haft en rimelig grund til ikke at skulle opfylde sin rådighedsforpligtelse. Der er dog også mange eksempler på sager, hvor kommunen ikke har oplyst sagen tilstrækkeligt. Dette ses især i de sager, hvor udeblivelsen skyldes sygdom. Hvis disse sager var behandlet som klagesager, ville de blive hjemvist eller ændret.  

I de sager, hvor borgeren oplyser andre årsager til udeblivelsen end helbredsmæssige forhold, er der fundet eksempler på sager, hvor kommunen ikke opfylder krave til oplysning af sagen. Disse sager ville styrelsen også have hjemvist eller ændret.  

Størstedelen af de sager, som Ankestyrelsen ville ændre eller hjemvise, drejer sig om aktivitetsparate borgere.  

Der er fundet flere eksempler på udfordringer med (eller manglende stillingtagen til!) følgende forhold: 

  • om der er tale om en jobparat eller aktivitetsparat borger, 
  • om der foreligger rimelige grunde, 
  • om der er andre forhold end de rimelige grunde, som kan føre til, at den aktivitetsparate borger ikke skal opfylde sin rådighedsforpligtelse, herunder om en sanktion vil fremme den aktivitetsparate borgeres rådighed, 
  • om det fremgår af sagen, at kommunen har udtømt alle rimelige muligheder for personlig kontakt med borgeren. 

Læs hele undersøgelsen her: https://ast.dk/publikationer/sanktioner-1-2013-praksisundersogelse-om-sanktion-ved-udeblivelse-fra-tilbud-eller-samtale-2