Principmeddelelsen behandler spørgsmålet om, hvornår vikarer i en kommune skal anses for ansatte i kommunen og hvornår de skal anses for private aktører.
Ankestyrelsen præciserer hvilke forhold, der kan indgå i vurderingen af hvem der træffer afgørelse.
Sagen
Sagen omhandler en sygedagpengemodtager, der vurderes ikke længere at være uarbejdsdygtig i sygedagpengelovens forstand, og at sygedagpengene derfor ville ophøre.
Det fremgår af afgørelsesbrevet at det er kommunen, der har truffet afgørelsen.
Der klages over afgørelsen med henvisning til at afgørelsen er truffet af en anden aktør og ikke af kommunen.
Afgørelsen
I den konkrete sag vurderes det, at der er truffet afgørelse af en privat aktør i strid med reglerne.
Kommunen havde ikke indgået en særskilt ansættelsesaftale med den person, der traf afgørelse i sagen.
Kommunen havde ikke pligt til at udbetale løn eller udbetale sygedagpenge i tilfælde af sygdom, ligesom det var den private virksomhed, der havde pligt til at overholde reglerne om barsel og ferie.
Kommunen havde ret til en ydelse fra virksomheden, men ikke ret til en bestemt persons arbejdskraft.
Det fremgik af aftalen at kommunen havde instruktionsbeføjelsen, men denne var ikke fuldt ud effektiv, da der kun kunne ske sanktionering af virksomheden ved misligholdelse.
Det var den private virksomhed, der havde fuld ansættelses- og afskedigelsesret.
Grundlag for vurdering af om det er en ansat eller en privat aktør, der har truffet beslutning
Der skal foretages en konkret og samlet vurdering af de reelle og formelle forhold vedrørende ansættelsen og opgavevaretagelsen.
I denne vurdering kan indgå, hvem der har pligter og rettigheder som arbejdsgiver over for den person, der har truffet afgørelsen.
Ved rettigheder forstås blandt andet, hvem der har:
- Retten til at en bestemt person leverer sin arbejdskraft.
- Retten til at antage og afskedige personen.
- En effektiv instruktionsbeføjelse, herunder at kunne sanktionere vikaren.
- Retten til at placere arbejdstiden.
- Retten til at iværksætte kontrolforanstaltninger.
- Retten til at fastsætte regler på arbejdspladsen.
- Risikoen for vikarens fravær.
Ved pligter forstås blandt andet, hvem der har pligten til at:
- Udbetale løn.
- Udbetale sygedagpenge.
- Overholde regler om barsel og ferie.
- Tegne en forsikring som arbejdsgiver.
- Give ansættelsesbevis.
- Overholde reglerne om arbejdsmiljø.
- Forholde sig til erstatningskrav som arbejdsgiver.
Det betyder, at selvom det er indskrevet i kontrakten med den private aktør, at kommunen har fuld instruktionsbeføjelse over den enkelte medarbejder, eller at afgørelsen træffes på kommunens brevpapir, et det ikke i sig selv nok til at statuere en ansættelse hos kommunen.
Reglerne
Det kræver lovhjemmel, når en kommune vil overdrage afgørelseskompetencen til en privat aktør.
Der er ikke hjemmel til at overlade det til en privat aktør at træffe afgørelse om selve retten til sygedagpenge.
Helt undtagelsesvist kan en privat aktør træffe afgørelse om retten til sygedagpenge ved hel eller delvis uarbejdsdygtighed, hvis den sygemeldte er enig i vurderingen.
Kasserede principmeddelelser
Du skal være opmærksom på at denne principmeddelelse medfører at en del tidligere principmeddelelser kasseres:
105-10
107-10
226-10
162-11
185-11
186-11
27-12
Læs hele afgørelsen her: https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/54a5918c-b20d-4213-ad18-9e8b5f95837c