AFG. 8-26 – brugen af Anden Aktør og sagsbehandlingen:

Den konkrete sag, der er behandlet i denne afgørelse, drejer sig om afslag på forlængelse af sygedagpenge. Her behandles kun den del, der drejer sig om samarbejdet med anden aktør.

Lovhjemmel:

Udgangspunktet for brug af anden aktør er, at det kræver klar lovhjemmel, hvis en kommune helt eller delvist vil overlade sin afgørelseskompetence til en anden aktør.

Det er dermed ikke muligt for anden aktør at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge.

Den eneste undtagelse er afgørelser, hvor repræsentanten for anden aktør og borger er fuldt ud enige om vurderingen af uarbejdsdygtigheden.

Sagsforberedelse:

Kommunen kan anvende anden aktør ved forberedelsen af afgørelsessager – også sager om retten til sygedagpenge.

Det betyder, at anden aktør kan og skal foretage de nødvendige sagsbehandlingsskridt – herunder også partshøringer og udarbejdelse af indstillinger til selve afgørelsen.

Generelle krav til overladelse af sagsforberedelse til anden aktør

Ankestyrelsen omtaler i afgørelsen de vigtigste forudsætninger for brugen af anden aktør i sagsforberedelsen, når der skal træffes afgørelser:

  • Den anden aktør har den nødvendige fagkyndige ekspertise til at udføre opgaven.
  • Opgaven kan udføres uden, at der opstår interessekonflikter i forhold til myndigheden. Det vil sige, at den anden aktør ikke må optræde i en dobbeltrolle.
  • De sagsbehandlingsskridt, som den anden aktør foretager, skal leve op til de krav, der stilles til god sagsbehandlingsskik.
  • Ordningen skal tilrettelægges sådan, at der er sikkerhed for, at den ikke medfører tab af rettigheder for borgeren.
  • Kommunen skal på en hver måde stå inde for sagsbehandlingen og den afgørelse, som er truffet.

Det sidste krav betyder blandt andet, at kommunen skal vurdere,

  • om sagen er tilstrækkeligt oplyst,
  • om sagsfremstillingen fra den anden aktør er fyldestgørende, og
  • om der er taget hensyn til de oplysninger, der er indhentet.

OBS: Kommunen skal herefter træffe afgørelsen i sagen.

Den konkrete sag:

Anden aktør lavede et oplæg til afgørelsen om retten til sygedagpenge, som kommunen brugte i forbindelse med partshøringen og udarbejdelsen af selve afgørelsen. 

AFGØRELSEN fra AST:

Ankestyrelsen vurderede, at kommunens brug af anden aktør ikke var i strid med rammerne for anvendelse af anden aktører.

Kommunen havde forud for afgørelsen overladt sagsbehandlingen til

  • den anden aktør, som havde de nødvendige faglige forudsætninger for at udføre opgaven,
  • de enkelte dele af sagsbehandlingen levede op til de krav, som stilles til offentlige myndigheder, og
  • sagens forløb medførte ikke tab af rettigheder for borgeren.

Det er værd at bemærke, at kommunen:

  • Selv partshørte,
  • Selv traf afgørelse om afslag på forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge
  • Kommunen anvendte oplægget til afgørelse fra den anden aktør ved afgørelsen.

Læs hele afgørelsen her:https://www.ast.dk/for-myndigheder/principmeddelelser/2026/ankestyrelsens-principmeddelelse-8-26-om-sygedagpenge-anden-aktoer-sagsforberedelse

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *