Forenkling af sygedagpengereglerne

Den 14. marts indgik Beskæftigelsesministeren og forligspartierne bag sygedagpengereformen en aftale om at forenkle reglerne og sætte borgernes behov i centrum.

Aftalen bygger på ”Afdækning af regler for meget alvorligt syge” (Beskæftigelsesministeriet, 2023), Reformkommissionens anbefalinger og gode erfaringer fra de nordjyske frikommuneforsøg.

Aftalen er kun første skridt og større strukturelle ændringer af sygedagpengereglerne afventer ekspertgruppens anbefalinger.

Aftalen træder i kraft den 1. januar 2025.

De er fire fokusområder og ti initiativer i aftalen:

Større målretning mod den enkelte borgers behov

  • Fleksibel brug af rehabiliteringsteams
    Rehabiliteringsteamet skal kun inddrages i sager om jobafklaringsforløb, når kommunen vurderer at der kan være behov for en tværfaglig indsats.
  • Fleksibel sammensætning af rehabiliteringsteams
    Der bliver kun krav om at der er en repræsentant fra beskæftigelsesområdet og en repræsentant fra regionens kliniske funktion. Resten af rehabiliteringsteamet sammensættes ud fra en konkret vurdering.
    Borgeren har altid mulighed for at medbringe en bisidder til mødet.
  • Mestringsforløb skal gives ud fra en faglig vurdering
    Forløbene målrettes de borgere, der kan få gavn af forløbet.
  • Forenkling af visitationskategorierne
    Kategori 3 afskaffes. Borgerne kan dog fortsat få en tværfaglig indsats, hvis der er behov for det.

Mere værdighed i mødet med systemet

  • Færre krav til sygemeldte der er i arbejde

    • Ingen krav om samtaler udover den første opfølgningssamtale i korte og ukomplicerede forløb.
    • Ingen krav om Min Plan.
    • Kontakt til arbejdsgiver kan undlades, hvis det er mest hensigtsmæssigt at den sygemeldte selv har dialogen.
    • Trappemodellen afskaffes for alle sygemeldte – også de ledige.
  • Styrket fokus på kommunens kontakt med alvorlig syge
    Vejledningen om kontakt til borgere på standby ordningen præciseres.
  • Forenkling af ”Mit sygefravær”
    På baggrund af en undersøgelse, skal ”Mit sygefravær” forenkles og give større mening for den enkelte borger.
  • Mulighed for at vise lægeattester for sygemeldte borgere
    Det skal undersøges om borgeren kan få adgang til at se sine lægeattester samlet ét sted, for at sikre bedre indsigt i egen sag.

Mere smidighed i samarbejdet mellem kommunen og praktiserende læger

  • Afskaffelse af generelt krav om lægeattester
    Hvis kommunen vurderer, at de helbredsmæssige oplysninger i sagen er tilstrækkelige, kan man undlade at indhente LÆ265 i sager der skal forelægges for rehabiliteringsteamet.
  • Undersøge muligheden for at ændre i kommunens anmodning om lægeattester
    For at understøtte en bedre kommunikation mellem sagsbehandler og læge, undersøges det om blanketterne til lægeattester kan ændres.

Læs hele aftalen her: https://bm.dk/media/0ninaqa3/aftaletekst.pdf

Beskæftigelsesministeriets status på arbejdsmarkedet – Februar 2024 – fokus på unge

Tre gange om året udgiver Beskæftigelsesministeriet “Status på arbejdsmarkedet” og i udgaven fra februar er der særligt fokus på de 43.000 unge uden uddannelse eller arbejde.

Denne gruppe af unge er meget sammensat og der er stor variation i hvor tæt på/langt fra arbejdsmarkedet den unge er.
Gruppen består af unge der

  • udelukkende modtager offentlig forsørgelse – denne gruppe er dem der oftest fortsætter på offentlig forsørgelse og en høj andel har socale og psykiske udfordringer
  • har op til 18 timers lønmodtagerbeskæftigelse om ugen, sammen med offentlig forsørgelse – denne gruppe har færre udfordringer end de andre unge
  • ikke har hverken lønindtægt eller offentlig forsørgelse – denne gruppe er meget blandet med både stærke unge der eksempelvis er i udlandet og unge under 18, der endnu ikke har krav på offentlig forsørgelse

Sammenlignet med deres jævnaldrende har denne gruppe af unge betydelige udfordringer og meget tyder på at de udfordringer de unge har, fortsat er uløste senere i livet.

  • 15% af disse unge har været anbragt
  • 43% er diagnosticeret med en psykiatrisk diagnose
  • 29% har gået i specialtilbud i 9. klasse

Ud over kapitlet om de unge, kan du også læse om

  • Det aktuelle arbejdsmarked
  • Bevægelser på arbejdsmarkedet
  • Balance mellem ledige og virksomhedersnes rekrutteringer

Læs hele publikationen her: https://bm.dk/media/dlqlwita/status-paa-arbejdsmarkedet_digital.pdf

Status på aftalerne om et nyt kontanthjælpssystem

Aftalerne om et nyt kontanthjælpssystem lader vente på sig og fælles for dem alle er, at der endnu ikke foreligger udkast til lovforslag.

Efter vores opfattelse, er aftalen om arbejdspligt skubbet til efterårets lovprogram, men stadig med en forventet ikrafttræden 01.01.2025

Aftale om Nyt kontanthjælpssystem – flere i arbejde, enklere regler og færre børn i lavindkomst og Aftale om skærpede optjeningsregler for kontanthjælp har fortsat forventet ikrafttræden 01.07.2025

Vi følger med og lover at holde jer opdateret, så snart der er nyt!

Nytteindsats – Erfaringer fra kommuner og borgere

Baggrund: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har bedt Ankestyrelsen om at lave en praksisundersøgelse om de kommunale erfaringer med nytteindsats. Grunden er, at det er relativt få personer, der får tilbudt nytteindsats, når man for eksempel sammenligner med tilbud om virksomhedspraktik. Det har også spillet en rolle, at den seneste landsdækkende evaluering på området stammer fra 2015.

Lovgrundlag: Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §83

Metode: Grundlaget for undersøgelsen består af interviews med kommunale ledere fra 6 kommuner, medarbejdere på området og borgere, der har været i nytteindsats, som er mødt op til indsatsen. Desuden indgår dataudtræk fra Jobindsats.dk i grundlaget for undersøgelsen.

Hovedresultater:

  • Kommunerne bruger nytteindsats i begrænset omfang: I 2022 blev 4.619 personer tilbudt nytteindsats. I 2018 fik mere end 12.000 personer tilbudt indsatsen. Der er altså tale om et markant fald.
  • Langt størstedelen af de borgere, der er i nytteindsats, modtager enten kontanthjælp eller uddannelseshjælp: Det er kun en lille andel af dagpengemodtagere og modtagere af overgangsydelse, der er i nytteindsats. Den overvejede del af borgerne i indsatsen er job- eller uddannelsesparate modtagere af kontant- eller uddannelseshjælp.
  • Fysisk krævende opgaver inden for teknik og miljø: Opgaverne, der bliver løst i nytteindsatsen, findes i høj grad inden for teknik- og miljøområdet. Der ofte tale om fysisk krævende opgaver, der udføres udendørs. Dette gør sig gældende i alle de kommuner, der indgår i undersøgelsen .
  • Nytteindsats er organiseret som en samlet, fysisk enhed: I de kommuner, der indgår i undersøgelsen, er nytteindsatsen organiseret som en samlet enhed på en fysisk lokation.
  • Meningsfuldt at være i nytteindsats: De interviewede borgere giver udtryk for, at de opgaver, der bliver løst i indsatsen, er reelle opgaver. Dette skal forstås som opgaver, der gør nytte for lokalsamfundet. Opgaverne skal ikke udelukkende løses for at aktivere borgerne, men de tjener et formål i sig selv. Alle de interviewede borgere beskriver, at dette er med til at gøre deres deltagelse i nytteindsats meningsfuld. Derudover oplever flere af borgerne, at nytteindsatsen har givet dem flere kompetencer.

LÆS hele praksisundersøgelsen her: https://ast.dk/publikationer/kommuner-og-borgeres-erfaring-med-nytteindsats