Kategori: Nyhedsbrev – November 2022

Udgivet den

Artikel om Ankestyrelsens praksis på kontanthjælpsområdet i 2022 

Vi har valgt at sætte fokus på Ankestyrelsens afgørelser på kontanthjælpsområdet fra indeværende år. 

Hvis der kommer en blændende afgørelse i december måned, tager i naturligvis den med i vores næste nummer. 

For god ordens skyld skal vi lige slå fast, at vi her med kontanthjælp mener kontanthjælp, uddannelseshjælp, overgangsydelse og selvforsørgelses- og hjemrejseydelse. Altså kontanthjælp i bredeste forstand. 

AFG.21-22 om vejledning og sanktioner for modtagere af kontanthjælp  

Afgørelsen fastslår, at kommunen skal vejlede borger om alle rettigheder og pligter om rådighed og sanktioner, samt at dette skal ske senest ved første jobsamtale. Herefter skal der som minimum vejledes hvert halve år.  

Hvis reglerne om vejledning ikke er opfyldt, er der ikke grundlag for at træffe afgørelse om sanktionering. Dette gælder uanset grunden til den manglende vejledning. 

Første jobsamtale: 

Ved indkaldelsen til første jobsamtale kan kommunen vejlede skriftligt om, at borgeren har pligt til at møde til jobsamtalen. Kommunen kan også vejlede om, at udeblivelse fra jobsamtalen uden rimelig grund vil medføre, at borgeren bliver sanktioneret. 

 Afgørelsen indeholder en grundig gennemgang af reglerne om udeblivelse fra første jobsamtale og den vejledning, der skal gives i indkaldelsesbrevet. 

Endvidere gennemgås reglerne om den pligtmæssige vejledning ved første jobsamtale, pligten til at udlevere vejledningen skriftligt til borgeren og pligten til at sende den skriftlige vejledning til borger umiddelbart efter samtalen. Endvidere gennemgås reglerne om genvejledning. 

OBS – Vi minder lige om vigtigheden af notatpligten i denne typer sager. Derfor reklamerer vi for, at det skal noteres på sagen, hvilken vejledning kommunen har givet borgeren, samt at betingelserne om udlevering og eftersendelse af den skriftlige vejledning er opfyldt. Læs hele afgørelsen, hvis du har brug for eksakt viden om kravene til dokumentationen på sagen. Dette kan være en rigtig god idé, da vejledningspligten ikke er opfyldt, hvis notaterne ikke fyldestgørende (beklager det gammeldags udtryk).  

Afgørelsen indeholder tre konkrete sager. 

Læs hele afgørelsen her: 

https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/b4c34875-a558-4ae3-bb09-46ac5b6593ef

AFG.13-22 om aktivitetsparat borger som muligvis skal sanktioneres på grund af udeblivelse fra jobsamtale  

Når en kommune skal vurdere, om en borger skal sanktioneres efter reglerne i aktivloven, er det en forudsætning, at borger ikke har en rimelig grund til at undlade at opfylde sin rådighedsforpligtelse. Dette gælder uanset hvilken visitationsgruppe, borgeren tilhører. 

Det er meget vigtigt at være opmærksom på, at kommunen er forpligtet til at lave en udvidet vurdering (Ankestyrelsens udtryk), inden en aktivitetsparat borger kan sanktioneres. Med udvidet vurdering menes, at kommunen skal vurdere, om der er andre særlige grunde hos den aktivitetsparate borger, end de grunde der gælder for personer visiteret til andre målgrupper. Hvis det er tilfældet, kan grunden føre til, at personen ikke sanktioneres. Vurderingen skal bygge på en konkrete og individuel stillingtagen til samtlige relevante oplysninger i sagen. Det er ikke tilstrækkeligt at afgørelsen alene træffes ud fra borgerens forklaringer om grunden til udeblivelsen. 

Ved vurderingen skal kommunen have taget stilling til, om sanktionen vil fremme den aktivitetsparate borgers rådighed. Hvis dette ikke er tilfældet, kan der ikke sanktioneres. Man skal være opmærksom på, at vurderingen af den eventuelle beskæftigelsesfremmende effekt af en sanktion skal beskrives i begrundelsen for afgørelsen. 

Afgørelsen indeholder to konkrete sager. 

Læs hele afgørelsen her: 

https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/c0190f22-9b55-48b8-a5b9-2ee6c1a72667

Afg.32-22 om tilbagebetaling og modregning når borgerens modtager kontanthjælp  

En borger ikke kan få udbetalt to forsørgelsesydelser til samme formål samtidigt eller for den samme periode. I den situation vil der være tale om dobbeltforsørgelse. Kommunen kan vælge at træffe afgørelse om tilbagebetaling af den forsørgelsesydelse, der er udbetalt først. Hvis kommunen vælger at træffe afgørelse om tilbagebetaling på grund af dobbeltforsørgelse, er den forpligtet til at lave modregning af den allerede udbetalte forsørgelsesydelse i den forsørgelsesydelse, der skal efterbetales. Modregningen skal ske med bruttobeløbet (dvs. ydelsen før fratræk af skat) af den allerede udbetalte ydelse. Det samme gælder ved beregningen af den ydelse, som borgeren har krav på efterbetaling af. 

Den konkrete sag: I den konkrete sag havde borgeren modtaget kontanthjælp i en periode. Kommunen afgjorde efterfølgende, at borger havde ret til sygedagpenge med virkning fra samme dato, der var udbetalt kontakthjælp fra. Borgeren havde dermed krav på en efterbetaling af sygedagpenge.  Ankestyrelsen vurderede, at borger havde været dobbeltforsørget i en periode, idet efterbetalingen af sygedagpenge dækkede samme periode og havde samme formål, som den allerede udbetalte kontanthjælp. Ankestyrelsen vurderede, at kommunen var forpligtet til at foretage modregning af den allerede udbetalte kontanthjælp i efterbetalingen af sygedagpenge, inden kommunen opgjorde et tilbagebetalingskrav i henhold til reglerne om tilbagebetaling på grund af dobbeltforsørgelse. Modregningen skulle ske med bruttobeløbene af begge ydelser. 

Læs hele afgørelsen her:  

https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/f31b2894-4771-495e-b3df-01f997989ed9

AFG.22-22 om hjælp til dækning af udgifter til bolig til modtager af kontanthjælp under varetægtsfængsling  

En indsat, hvis bolig skal bruges under udgang eller efter løsladelsen og boligen derfor bør bevares, har som udgangspunkt ret til hjælp til dækning af en rimelig boligudgift. Dette gælder, hvis pågældende ikke selv har indtægter eller formue, der kan dække udgifterne.  

Når man i disse situationer beregner hjælp, skal beregningen af hjælpen som hovedregel ske på baggrund af den indsattes og en eventuel ægtefælles faktiske indtægter.  

Den konkrete sag: I den konkrete sag traf kommunen afgørelse om, at den indsatte, som er gift, ikke havde ret til dækning af sin andel af boligudgifterne under afsoningen. Kommunen havde foretaget sin beregning på grundlag af en gennemsnitlig månedlig indkomst, der blev udregnet efter Kriminalforsorgens minimumstakster for dusør og kost. På denne baggrund havde kommunen vurderet, at den indsatte selv kunne afholde sin andel af boligudgifterne.  Ankestyrelsen vurderede, at hjælpen skulle beregnes efter den indsattes og dennes ægtefælles faktiske indtægter. Der blev lagt vægt på, at da den indsatte borger ikke havde frasagt sig muligheden for at arbejde under afsoningen. Styrelsen lagde også vægt på, at der manglede oplysninger om den indsattes og ægtefællens faktiske nettoindtægter. Sagen blev derfor hjemvist til kommunen. 

Læs hele afgørelsen her:  

https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/043d4067-28c3-46d4-b353-d0365026a794

Udgivet den

Ankestyrelsens temanotat vedrørende sager efter Integrationsloven 

Herunder har vi udvalgt de dele af notatet, der giver et grundlæggende overblik over reglerne om vejledning og opkvalificering, danskbonus, boligplacering og flytning i integrationsperioden. 

Vejledning og opkvalificering 

Vejledning og opkvalificering kan bestå af 

  • Korte vejlednings- og afklaringsforløb 
  • Særligt tilrettelagte projektet samt uddannelsesforløb mv. 
  • Ordinære uddannelsesforløb 
  • Særligt opkvalificerende forløb med henblik på anvendelse uddannelseskvalifikationer på det danske arbejdsmarked 
  • Forberedende forløb til virksomhedsrettede tilbud, for at støtte en udlænding til at blive i stand til at deltage i et virksomhedsrettet tilbud. 
    Disse forløb kan tilbydes i op til 6 måneder fra overtagelsen af integrationsansvaret og skal være knyttet til en konkret virksomhed 
  • Efter en konkret vurdering, kan der gives tilbud om vejledning og opkvalificering i form af studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse til udlændinge der er fyldt 25 år, eller som har forsørgerpligt overfor hjemmeboende børn, hvis personen ikke har sådan en uddannelse i forvejen 

Danskbonus 

Både selvforsørgende og integrationsydelsesmodtagere kan søge om danskbonus. 

Kravet for at få danskbonus er at personen har bestået Prøve i Dansk 2, FVU læsning trin 2 eller tilsvarende og højere prøve i dansk. 

Personer der får selvforsørgelses- og hjemrejseydelse/overgangsydelse, får bonus udbetalt efter Lov om en Aktiv Socialpolitik, i op til 6 måneder. 

Personer der ikke får selvforsørgelses- og hjemrejseydelse/overgangsydelse eller kontanthjælp, får et engangsbeløb efter Integrationsloven. 

Boligplacering og overtagelse af integrationsansvaret 

Det er den kommune, som flygtningen boligplacere i, der har ansvaret for udlændingens integration og skal stå for at der laves en kontrakt og lægges et program for integrationen. 

Programmet skal indeholde både danskuddannelse og beskæftigelsesrettede tilbud, og skal sikre at udlændingen bliver hurtigst muligt selvforsørgende. 

Hvis en flygtning eller familiesammenført ønsker at flytte til en anden kommune i Integrationsperioden, skal udlændingen selv ansøge tilflytningskommunen om at overtage integrationsansvaret. 

Flytter udlændingen til en anden kommune, selv om denne har givet afslag på at overtage integrationsansvaret, kan det få konsekvenser for retten til hjælp i tilflytningskommunen. 

Efter integrationsperioden, på op til 5 år, kan personen frit flytte uden at være begrænset af integrationslovens regler. 

Selvom målene i kontrakten og programmet er opnået, skal udlændingen fortsat ansøge tilflytningskommunen om tilsagn til at overtage integrationsprogrammet, hvis der flyttes inden for integrationsperioden. Det skyldes at det kan blive nødvendigt at genoptage integrationsindsatsen, hvis udlændingen mister sit forsørgelsesgrundlag inden integrationsperioden er udløbet. 

Der er udlændingen selv der skal ansøge tilflytningskommunen om overtagelse af integrationsansvaret og fraflytningskommunen er ikke part i sagen og kan heller ikke være udlændingens partsrepræsentant. 

Hvis udlændingen først flytter efter at have fået tilsagn om overtagelse af integrationsansvaret, gælder overtagelsen fra tilflytningstidspunktet. 

En kommune har altid ret til at overtage integrationsansvaret for en udlænding, men de er kun forpligtet til at overtage, hvis flytningen er nødvendig for integrationsforløbet eller på grund af særlige personlige forhold. 

Det står i loven, at tilflytningskommunen skal overtage integrationsansvaret hvis personen eller dennes ægtefælle opnår ordinær beskæftigelse i kommunen og flytningen er nødvendig for at kunne varetage arbejdet.  

Ud over dette ene konkrete eksempel, er det en skønsmæssig bestemmelse, der beror på en konkret og individuel vurdering af udlændingens forhold.  
Kommunen skal sikre, at der er proportionalitet mellem afgørelse og bestemmelsens formål om en sammenhængende og effektiv integrationsindsats. 

Hvornår er kommunen er forpligtet til at overtage integrationsansvaret 

Ordinær beskæftigelse 

Tilflytningskommunen er forpligtet til at overtage integrationsansvaret når 

  1. Det ordinære arbejde ligger i tilflytningskommunen, og 
  1. Flytningen skal være nødvendig for varetagelsen af arbejdet 

Tilflytningskommunen skal lægge vægt på, om det er rimeligt at henvise personen til muligheden for offentlig transport. 

Følgende momenter kan indgå i vurderingen 

  • Afstand 
  • Transporttid 
  • Hvor ofte er der mulighed for offentlig transport 
  • Er beskæftigelsen varig eller midlertidig – dog kan kommunen være forpligtet til overtage integrationsansvaret også hvis der er tale om deltidsbeskæftigelse (se afgørelse I-4-03) 

Uddannelse 

Optagelse på en uddannelsesinstitution i en anden kommune, hvor der ikke umiddelbart er transportmuligheder, kan begrunde at tilflytningskommunen skal overtage ansvaret. 

Ankestyrelsens praksis er, at tilflytningskommunen ikke er forpligtet til at overtage integrationsansvaret for en udlænding, hvis den samme uddannelse kan tages i boligplaceringskommunen, eller en kommune hvor der er transportmuligheder til. 

Tilflytningskommunen er heller ikke forpligtet til at overtage integrationsansvaret, hvis uddannelsen ikke er den hurtigste vej i beskæftigelse for udlændingen. 

Ægtefælle 

Hvis udlændingens ægtefælle ikke er omfattet af integrationsloven, vil det at ægtefællen flytter til en anden kommune, som udgangspunkt være så tungtvejende, at kommunen skal overtage integrationsansvaret for udlændingen. 

Årsagen til ægtefællens flytning er uden betydning. 

Der lægges vægt på at et ægtepar udgør en familieenhed, der bør forblive sammen (se også afgørelse I-2-05). 

På samme vis, skal kommunen overtage integrationsansvaret for en udlænding, der efter indgåelse af ægteskab, ønsker at flytte sammen med sin ægtefælle, der ikke er omfattet af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet/introduktionsprogrammet. 

Er begge ægtefæller omfattet af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet/introduktionsprogrammet, skal tilflytningskommunen foretage en særskilt vurdering af ægtefællernes forhold. 
Hvis den ene ægtefælles forhold begrunder at tilflytningskommunen skal overtage integrationsansvaret for den pågældende, skal kommunen som udgangspunkt overtage ansvaret for dem begge. 

Kæresteforhold 

Det er Ankestyrelsens praksis, at det samme ikke gør sig gældende, hvis der er tale om et kæresteforhold, da det ikke er en tilstrækkelig nær og fast relation til, at der foreligger en familierelation. 

Hvis en udlænding og dennes kæreste har fået et barn og ønsker at bo sammen, foreligger der til gengæld en familierelation i forhold til barnet, der gør at kommunen er forpligtet til at overtage integrationsansvaret. 

Det er afgørende at faderskabet er registreret, hvorfor det først er efter barnets fødsel, at kommunen er forpligtet til at overtage ansvaret. 

Sygdom 

En udlændings sygdom kan efter en konkret vurdering medføre at tilflytningskommunen skal overtage integrationsansvaret. 
Det er en betingelse, at der ikke umiddelbart er rimelige transportmuligheder fra boligplaceringskommunen til relevant behandlingssted, eksempelvis hvis personen skal til undersøgelser eller behandling hver uge. 

Sygdom ved nære pårørende kan efter omstændighederne også være et særligt personligt forhold, der gør at integrationsansvaret skal overtages. 
Det gælder eksempelvis alvorligt syge børn, der kræver hyppig hospitalsbehandling. 

Trusler 

Hvis en udlænding af sikkerhedsmæssige årsager ikke kan vende tilbage til boligplaceringskommunen, er tilflytningskommunen forpligtet til at overetage integrationsansvaret, medmindre udlændingen har en større tilknytning til en anden kommune. 

Følgende momenter kan indgå i vurderingen 

  • Er truslerne anmeldt til politiet 
  • Er oplysningerne om voldunderstøttet af journal fra læge/hospital eller en krisecentererklæring 
  • Anbefaler politiet eller andre myndigheder, at udlændingen ikke bor i nærheden af gerningspersonen 

Midlertidigt ophold på krisecenter medfører ikke at udlændingen har fået større tilknytning til krisecenterkommunen, end den kommune der ønskes flytning til. 

Mindre by kontra større by 

Selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet/introduktionsprogrammet kan lige så godt gennemføres i en mindre kommune som i en større kommune, så dette er ikke en årsag til at skulle overtage integrationsansvaret. Se også afgørelse I-2-00. 

Familie 

Det at have familie og/eller venner i tilflytningskommunen, kan ikke føre til at kommunen skal overtage integrationsansvaret. Læs mere i afgørelse I-2-00. 

Ensomhed er heller ikke grund, der kan føre til overtagelse af integrationsansvaret. 

Mindreårig uledsaget flygtning 

Hvis en mindreårig uledsaget flygtning er tilbudt et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram, og der opstår forhold der gør det nødvendigt at anbringe barnet på eksempelvis en døgninstitution i en anden kommune, og den kommune hvor institutionen ligger, vil overtage integrationsansvaret. 

Konsekvenser hvis udlændingen flytter 

Bolig 

Overtagelse af integrationsansvaret betyder, som hovedregel, ikke at tilflytningskommunen skal anvise en bolig til udlændingen. 

Selvforsørgelses- og hjemrejseprogram/introduktionsprogram 

Hvis tilflytningskommunen giver afslag på at overtage integrationsansvaret, har udlændingen stadig ret til at flytte, men det har konsekvenser for den ret til hjælp, som udlændingen kan få i tilflytningskommunen; 

  • Udlændingen har ikke ret til at fortsætte selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet/introduktionsprogrammet 
  • Udlændingen har ret til at deltage i danskuddannelse 
  • Udlændingen har ikke ret til at modtage beskæftigelsesrettede tilbud efter integrationsloven 

Ydelse 

Når tilflytningskommunen har valgt at overtage integrationsansvaret, så har udlændingen ret til fuld selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, hvis personen opfylder betingelserne her for. 

Når tilflytningskommunen har valgt ikke at overtage integrationsansvaret, kan kommunen efter en konkret vurdering, træffe afgørelse om at nedsætte eller helt ophøre selvforsørgelses- og hjemrejseydelsen. 

Der er tale om et skøn, der kræver en konkret afvejning af, hvilke konsekvenser afslaget på at overtage integrationsansvaret, skal have for udlændingens ret til ydelse.  

Følgende kriterier skal indgå i den skønsmæssige vurdering: 

  • Udlændingens behov for ydelse 
  • Årsagen til at udlængen vil flytte 
  • Skyldes flytningen, at udlændingen vil forsøge at slippe for at deltage i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet 

Ud fra disse kriterier skal der laves en proportionalitetsafvejning, så der gives en rimelig konsekvens. 

Hvis der ikke foretages en konkret afvejning i hver enkelt sag, vil det kunne stride mod vores internationale forpligtelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN´s konvention om Borgerlige og Politiske rettigheder. 

Hvis en udlænding, der har fået nedsat sin ydelse, flytter tilbage til fraflytningskommunen, udbetaler denne (efter ansøgning) fuld ydelse, såfremt de øvrige betingelser for hjælp er opfyldt. 

Læs hele notatet her: https://ast.dk/til-myndigheder/vejledning-til-kommuner/praksisnotater-fra-temamoder-1/praksisnotater-om-andre-love-pa-det-social-og-beskaeftigelsesretlige-omrade/notat-til-brug-for-temaankemode-i-uge-12-2022-omhandlende-behandling-af-sager-om-dele-af-integrationsloven.pdf  

Udgivet den

Ankestyrelsens principmeddelelse 20-22 om Hjælpemiddel – kompressionsstrømper – afgrænsning – behandlingsredskab 

Principmeddelelsen fastslår 

Når kompressionsstrømper er et hjælpemiddel, skal ansøgningen behandles efter betingelserne for bevilling af hjælpemidler i Servicelovens §112. 

Efter denne bestemmelse kan der ydes støtte til hjælpemidler, som har til formål at afhjælpe varige følger af en nedsat funktionsevne. 

Hvad er et hjælpemiddel 

Et hjælpemiddel skal hjælpe til at borgeren får mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt og i størst mulig grad gøre borgeren uafhængig af andres bistand i dagligdagen. 

Produkter der har til formål at forbedre, vedligeholde eller forhindre forringelse af det aktuelle funktionsniveau, er ikke hjælpemidler i Servicelovens forstand. 

Kompressionsstrømper kan både være et hjælpemiddel og have karakter af behandlingsredskab. 
Det afhænger af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, om det er et hjælpemiddel eller et behandlingsredskab. 

I vurderingen kan der blandt andet ses på, hvad det primære formål med kompressionsstrømperne er for ansøger. 

Sag nr. 1 

Ansøger opfylder ikke betingelserne for bevilling af kompressionsstrømper som hjælpemiddel, da der er tale om forebyggende behandling for væske og rosen i benene. 

Ankestyrelsen vejleder ansøger om at kontakte sundhedsvæsenet og undersøge muligheden for at få bevilget kompressionsstrømper som et behandlingsredskab. Der kan rettes henvendelse til egen læge eller til behandlende hospital. 

Sag nr. 2 

Ansøger opfylder ikke betingelserne for bevilling af kompressionsstrømper som hjælpemiddel, da der er tale om behandling i forbindelse med blodpropper og livslang behandling med blodfortyndende medicin. 
Det vurderes derfor at der er tale om at forbedre, vedligeholde eller undgå forringelse af nuværende funktionsniveau. 

Læs hele afgørelsen her: https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/44ce18d9-14ed-4b6d-949b-37ba605b1bd4  

Læs også vores gennemgang af praksisnotat om forbrugsgoder og hjælpemidler her: https://lundsteenwiederquist.dk/index.php/2022/12/01/ankestyrelsens-praksisnotat-om-hjaelpemidler-og-forbrugsgoder/

Udgivet den

Ankestyrelsens principmeddelelse 19-22 om Flytteudgifter  

– Indbo – udgiftens størrelse – brugte ting – enkeltudgifter 

Principmeddelelsen fastslår 

  • Når borger søger om økonomisk hjælp i forbindelse med en flytning, skal ansøgningen behandles efter Aktivlovens regler om hjælp til flytteudgifter (LAS §85) 
    Ansøgningen skal først behandle ansøgningen efter §85, stk. 1 og derefter §85, stk. 2 
     
  • Når der søges om hjælp til køb af nyt indbo, skal ansøgningen behandles efter Aktivlovens regler om hjælp til enkeltudgifter (LAS §81) 

Hjælp i forbindelse med flytning 

Der gives hjælp efter §85, stk. 1 når 

  • Flytningen forbedrer borgerens eller familiens bolig- eller erhvervssituation og 
  • Borger eller ægtefælle kan ikke selv betale 

Der gives hjælp efter §85, stk. 2 når 

  • Der er tale om en rimeligt begrundet enkeltudgift til flytning og 
  • Borger har været ude for ændringer i sine forhold og 
  • Borger kan ikke selv betale flytteudgifterne 

Normalt gives der kun hjælp til uforudsete udgifter, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for borgeren eller dennes families livsførelse. 

Flytteudgifter kan være 

  • Udgifter til depositum eller indskud 
  • Transport af indbo 
  • Rejseudgifter for ansøger og familien 

Nødvendigt indbo – behandles efter LAS §81 

Dette er ikke en flytteudgift, selvom behovet opstår i forbindelse med en flytning. 

Udgifter til nødvendigt indbo, er rimeligt begrundede enkeltudgifter. 

Eksempler på indbo, der som udgangspunkt betragtes som nødvendigt: 

  • Madras eller seng 
  • Køkkenservice 

Eksempler på indbo, der som udgangspunkt ikke betragtes som nødvendigt: 

  • Sofabord 
  • Gulvtæpper 

Der skal altid foretages en konkret vurdering af, om det er nødvendigt indbo. 
I den forbindelse kan der lægges vægt på husstandens sammensætning og behov. 

Udgiftens størrelse til indbo 

Det er en del af sagens oplysning, at kommunen undersøger, hvad det nødvendige indbo kan købes for. 

Kommunen kan henvise ansøger til at handle i billigere butikker eller i genbrugsbutikker. I så fald skal der henvises konkret til hvor det ansøgte kan købes og til hvilken pris. Hvis dette ikke sker, vil sagen blive hjemvist. 

Det afgørende er anvendeligheden af tingene og at de kan opfylde ansøgers behov. 

Ved vurderingen af hvad der er nødvendigt, kan kommunen lægge vægt på, om der er tale om akutte udgifter, eller om ansøger har mulighed for at spare op inden for rimelig tid. 

Der henvises til principmeddelelse 6-19, hvor det fremgår at hvis borgeren på eget initiativ optager et lån for at afholde den ansøgte udgift, kan der normalt gives afslag på hjælp alene med den begrundelse, at borgeren selv er i stand til at afholde udgiften.  
Dette gælder også, hvis borgeren låner pengene fra familie eller venner.  

Læs hele afgørelsen her: https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/b8173ab0-4405-4f5b-b53b-3514161b83e1  

Udgivet den

Ankestyrelsens principmeddelelse 18-22 om Enkeltydelser  

– Uudnyttet opsparingsmulighed – boligløs – flytning – depositum – boligmæssig forbedring 

Principmeddelelsen er en omskrivning af principmeddelelse 27-15.  

Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt i forhold til den tidligere udmeldte praksis om betingelserne for, hvornår der kan bevilliges hjælp til flytteudgifter.  

Omskrivningen består i, at det sidste afsnit af 27-15 er slettet.  

Principmeddelelsen fastslår 

Kommunen kan efter Aktivlovens (LAS) §85 yde hjælp til en flytning, der forbedrer ansøgerens bolig- eller erhvervsforhold. 

Det er en betingelse, at ansøger ikke selv har økonomisk mulighed for at betale udgiften. 

En person, der er boligløs, kan være berettiget til hjælp til flytning efter LAS §85, uanset årsagen til at personen er boligløs. 

Der ikke kan gives afslag alene med begrundelsen at  

  • ansøger har haft mulighed for at spare op 
  • ansøger selv er skyld i at være uden bolig 

Ansøgers forhold forud for ansøgningen, kan få betydning for hvilken bolig, der må anses for passende og dermed for hvilken form for hjælp kommunen har pligt til at yde. 

Der skal være tale om en passende bolig – det betyder at ansøger kan henvises til andre løsninger på boligproblemet, end den ansøgte bolig. 

Det kan være boliger med lavere indflytningsomkostninger, boliger med mulighed for beboerindskudslån eller midlertidig bolig. 

Ved vurdering af om der kan henvises til midlertidig bolig, kan der lægges vægt på husstandens størrelse og sammensætning og om der er mulighed for fremadrettet at spare op til flytteudgifterne. 

I denne vurdering, kan det efter omstændighederne indgå, pm ansøger har haft anledning til og mulighed for at spare op eller om ansøger selv er skyld i at være uden bolig. 

De konkrete afgørelser 

Sag nr. 1 

I vurderingen af, at der ikke er tale om en boligmæssig forbedring, lægges der vægt på at 

  • ansøger boede i en 2-værelses lejlighed på 55 m2, og at dette er en passende bolig til en enlig 
  • ansøger bor alene og at den ansøgte lejlighed er en 3-værelses lejlighed og at huslejen er ca. 1.000, -kr. højere end den hidtidige bolig 

Kommunen burde have vejledt om, hvilke andre muligheder der er for at få hjælp, samt eventuelt have truffet afgørelse om hjælp til anden bolig. 

Sag nr. 2 

Ankestyrelsen vurderer at ansøger selv havde mulighed for at betale udgiften til et depositum. 

De lægger vægt på, at rådighedsbeløbet efter afholdelse af faste udgifter udgjorde 7.358, – kr. pr. måned, der skulle dække forsørgelsen af 1 voksen. 

I denne sag tager ankestyrelsen stilling til at rimelige faste udgifter er 

  • husleje, herunder el, vand og varme 
  • børnepasning 
  • børnebidrag 

Der lægges vægt på, at ansøger i første omgang kunne have løst sit boligproblem via en midlertidig bolig, en bolig med en lavere udgift til depositum eller en almennyttig bolig med mulighed for beboerindskudslån. 

Sag nr. 3 

I denne sag lægger ankestyrelsen vægt på, at ansøger ikke havde et akut behov for at fraflytte den hidtidige bolig, idet de havde mulighed for at blive boende indtil afholdelse af tvangsauktionen. 

Derudover lægges der vægt på, at en flytning ikke nødvendigvis skulle ske til den ansøgte bolig, da der på ansøgningstidspunktet fortsat var mulighed for at afklare om der kunne ske flytning på et senere tidspunkt, så der blev mulighed for at spare op til udgiften. Det kunne også undersøges om der var mulighed for en almennyttig bolig med mulighed for beboerindskudslån. 

Ankestyrelsen tager stilling til at følgende ikke kan medregnes i opgørelsen af rådighedsbeløbet 

  • Udgifterne til bil – kan kun medtages, hvis bilen er nødvendig af arbejdsmæssige eller helbredsmæssige grunde 
  • Ulykkesforsikring – da det er en frivillig forsikring. Hvis man kommer ud for en ulykke, kan man søge kommunen om hjælp til forsørgelse (eks. Sygedagpenge, kontanthjælp, revalidering eller førtidspension) 
  • Afdrag på bøder og gæld – da det ville betyde en indirekte hjælp til betaling af gæld 
  • Udgifter til friskole 

Ankestyrelsen tager stilling til at følgende kan medregnes i opgørelsen af rådighedsbeløbet 

  • Udgiften til internet – fordi kommunikation med det offentlige i vidt omfang foregår elektronisk, og stadig flere informationer findes på internettet. 
    Der kan medregnes den billigste udgift til internetadgang. 

Følgende principmeddeleler er brugt ved afgørelsen og gælder stadig 

A-14-04 – konkret vurdering af ansøgers økonomiske forhold. 

101-11 – den omstændighed, at en person fylder 18 år og ønsker at flytte hjemmefra, bevirker ikke i sig selv, der er tale om en boligmæssig forbedring, der kan begrunde bevilling af flyttehjælp. 

Følgende principmeddelelser er kasserede og gælder ikke længere 

A-4-05 – Praksis er indarbejdet i denne afgørelse 

A-10-08 – Praksis er indeholdt i A-14-04 

86-09 – Praksis er indeholdt u A-14-04 

Læs hele afgørelsen her: https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/fd335078-18e3-4588-928f-10608041a50e  

Udgivet den

Ankestyrelsens praksisundersøgelse af sager, hvor borgere er blevet sanktioneret efter reglerne om udeblivelse. 

Baggrunden for undersøgelsen

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har bedt Ankestyrelsen om at gennemføre en undersøgelse af sager, hvor borgeren er blevet sanktioneret efter udeblivelse fra tilbud eller samtale. Ankestyrelsen gennemfører undersøgelser af sanktionssager i 2021, 2022 og 2023. Denne undersøgelse er den første i rækken. I praksisundersøgelserne skal der være et særligt fokus på sanktioner overfor aktivitetsparate borgere. 

Resultaterne fra undersøgelsen

Ankestyrelsen har fundet sager, hvor afgørelsen samlet set er opfylder reglerne, men i over halvdelen af sagerne ville styrelsen enten ændre eller hjemvise afgørelsen, hvis den blev 

behandlet som en klagesag. Ud fra disse fund kommer Ankestyrelsen med en række anbefalinger, som fremgår af undersøgelsens s.9-10. I anbefalingerne fremhæves de forhold, som kommunen skal opfylde for at leve op til reglerne og gældende praksis.  

Der er i undersøgelsen fundet mange eksempler på sager, hvor kommunen forholder sig til, om borgeren har haft en rimelig grund til ikke at skulle opfylde sin rådighedsforpligtelse. Der er dog også mange eksempler på sager, hvor kommunen ikke har oplyst sagen tilstrækkeligt. Dette ses især i de sager, hvor udeblivelsen skyldes sygdom. Hvis disse sager var behandlet som klagesager, ville de blive hjemvist eller ændret.  

I de sager, hvor borgeren oplyser andre årsager til udeblivelsen end helbredsmæssige forhold, er der fundet eksempler på sager, hvor kommunen ikke opfylder krave til oplysning af sagen. Disse sager ville styrelsen også have hjemvist eller ændret.  

Størstedelen af de sager, som Ankestyrelsen ville ændre eller hjemvise, drejer sig om aktivitetsparate borgere.  

Der er fundet flere eksempler på udfordringer med (eller manglende stillingtagen til!) følgende forhold: 

  • om der er tale om en jobparat eller aktivitetsparat borger, 
  • om der foreligger rimelige grunde, 
  • om der er andre forhold end de rimelige grunde, som kan føre til, at den aktivitetsparate borger ikke skal opfylde sin rådighedsforpligtelse, herunder om en sanktion vil fremme den aktivitetsparate borgeres rådighed, 
  • om det fremgår af sagen, at kommunen har udtømt alle rimelige muligheder for personlig kontakt med borgeren. 

Læs hele undersøgelsen her: https://ast.dk/publikationer/sanktioner-1-2013-praksisundersogelse-om-sanktion-ved-udeblivelse-fra-tilbud-eller-samtale-2 

Udgivet den

Ankestyrelsens praksisnotat om Hjælpemidler og forbrugsgoder 

I praksisnotatet gennemgås lovgrundlaget, der er et afsnit om kriterier for bevilling, afgrænsning til anden lovgivning (sektoransvar), en gennemgang af relevante principmeddelelser, samt et udvalg af de konkrete mødesager med fokus på transkønnede og diabetikere. 

Lovgrundlag 

  • Serviceloven (Lov om social service, nr. 170 af 24. januar 2022) 
  • Hjælpemiddelbekendtgørelsen (Bekendtgørelse nr. 1247 af 13. november 2017 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven) 
  • Afgrænsningscirkulæret (Cirkulære om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet, nr. 9079 af 22 februar 2013) 
  • Vejledning om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder (Vejledning nr. 10324 af 14. december 2017) 

Formål med bevilling af hjælpemidler og forbrugsgoder 

  • Borgeren skal have mulighed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt 
  • Borgeren skal i størst mulig grad gøres uafhængig af andres bistand i dagligdagen 
  • Borgere der ønsker det, får mulighed for at få eller bevare tilknytning til arbejdsmarkedet  

Personkredsen 

Borgere med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som følge af medfødt eller senere opstået handicap, sygdom eller som følge af ulykkesskader, der gør et hjælpemiddel nødvendigt. 

Der skal være tale om en varigt nedsat funktionsevne, hvis konsekvenser er af indgribende karakter i den daglige tilværelse. 

Det indebærer, at der ikke inden for en overskuelig fremtid er udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold, og at der i lang tid fremover er et behov for at afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne. 

Normalt er der tale om en livslang belastning. 

Bevilling af flere hjælpemidler 

Hvis der er bevilget andre hjælpemidler, der kan dække behovet for afhjælpning, er det afgørende, om det ansøgte produkt giver yderligere afhjælpning af funktionsnedsættelsen. 

Kriterier for bevilling 

Der kan ydes hjælp, når hjælpemidlet 

  • I væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, 
  • I væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, eller 
  • Er nødvendigt for, at den pågældende kan udføre et erhverv. 

Væsentlighed 

Vurderingen af om hjælpemidlet/forbrugsgodet i væsentlig grad afhjælper de varige følger af den nedsatte funktionsevne, eller i væsentlig grad letter den daglige tilværelse i hjemmet er konkret og individuel. 

Der kan ved denne vurdering blandt andet lægges vægt på 

  • Helbredsmæssige forhold 
  • Sociale forhold 
  • Familiemæssige forhold, eksempelvis børn i familien 
  • Hjælpemidlets betydning for muligheden for at leve et liv som andre på samme alder og i samme livssituation 
  • Findes der andre måder at kompensere for funktionsnedsættelsen på 

Det afgørende er, at behovet for hjælpemidlet/forbrugsgodet sammenholdt med funktionsnedsættelsen, er af tilstrækkeligt omfang til, at der reelt bliver tale om en væsentlig afhjælpning af de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller en væsentlig lettelse i den daglige tilværelse i hjemmet. 

Hvis der er bevilget andre hjælpemidler, som kan dække behovet for afhjælpning, er det afgørende om det ansøgte produkt giver en yderligere afhjælpning af funktionsnedsættelsen. 

Den daglige tilværelse i hjemmet 

Ved vurderingen af kravet om, at hjælpemidlet/forbrugsgodet kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, kan der blandt andet lægges vægt på 

  • Hjælpemidlets/forbrugsgodets funktion og vigtighed i forbindelse med ansøgers ophold i hjemmet 
  • Betydningen for ansøgers mulighed for så vidt muligt at klare sig uden hjælp fra andre 
  • Betydningen for at ansøger fortsat har mulighed for at klare sig og forblive i eget hjem 
  • Funktionen for andre, der hjælper ansøger dagligt i hjemmet (eksempelvis en seng, der bruges til pleje af ansøger) 

Det forventes som udgangspunkt, at ægtefælle og børn medvirker ved udførelse af praktiske opgaver i hjemmet, men ikke udover hvad der er normalt og ligger inden for rimelighedens grænser. 

Udøvelse af erhverv 

Der skal ved vurderingen lægges vægt på, om hjælpemidlet/forbrugsgodet er nødvendigt for, at ansøger kan være i erhverv. 

Hjælpemidlet/forbrugsgodet skal være en forudsætning for, at ansøger overhovedet kan være i erhverv og bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. 

Afgrænsning til anden lovgivning 

Der findes regler om ydelse af hjælpemidler inden for blandt andet 

  • Sygehussektoren 
  • Hjemmesygeplejen 
  • Tandplejen 
  • Uddannelsessektoren  
  • Beskæftigelsessektoren 

Det et udelukkende, hvor det ansøgte hjælpemiddel ikke kan henføres til disse bestemmelser, at ansøgningen kan behandles efter reglerne i Servicelovens §115. 

Derudover indeholder Serviceloven bestemmelser om merudgiftsydelse til børn (§41) og voksne (§100) og mulighed for boligændringer (§116). 

Sektorsamarbejde 

Der kan opstå problemer for borgeren, hvis der er tvivl om hvilken sektor, der skal yde hjælpemidlet. 

Der kan også opstå problemer i forbindelse med sektorskift. 

Det er derfor nødvendigt, at sagsgangen imellem sektorerne lettes, og at samarbejdet mellem sektorerne smidiggøres og udbygges mest muligt – så borgeren altid er sikret de nødvendige hjælpemidler. 

Behandlingsredskab eller hjælpemiddel 

Et produkt kan være både være et behandlingsredskab og et hjælpemiddel. Om det er det ene eller det andet, afhænger af sammenhængen og altså en konkret og individuel vurdering af om det er et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel. 

Sygehussektoren / Sektoransvarlighed 

Afgrænsningscirkulæret angiver retningslinjer for afgrænsning af behandlingsredskaber, hvor udgiften afholdes af sygehusvæsenet. 

Behandlingsredskaber, hvor udgiften afholdes af sygehusvæsenet, er apparatur og hjælpemidler 

  • som patienten får som led i eller som fortsættelse af den behandling, der er påbegyndt på sygehuset, og som i reglen anvendes under kontrol af sygehuset, inden tilstanden er stationær 
  • som indopereres under indlæggelse på sygehus 
  • som ordineres af sygehuset og anskaffes til mere eller mindre permanent brug i hjemmet, men hvor patienten har fået undervisning i brugen på sygehuset eller er under en vis kontrol på sygehuset 

Cirkulæret er vejledende og det kan derfor ikke udelukkes, at de eksempler der er på hjælpemidler i cirkulæret, i visse tilfælde må betragtes sim behandlingsredskaber, som sygehusvæsenet skal afholde udgiften til. 

Eksempelvis produkter, som er en integreret del af et andet produkt, eller i øvrigt er nødvendigt for anvendelsen af dette produkt – disse skal bevilges sammen med det primære produkt, af den sektor, der er ansvarlig for ydelsen. 

Ankestyrelsens principmeddelelser om hjælpemidler og forbrugsgoder 

Der er tale om en ikke udtømmende liste over principmeddelelser, der udvalgt for at belyse den almindelige praksis. 

40-19 

Principmeddelelsen fastslår, at et el-køretøj er et forbrugsgode, hvortil der som udgangspunkt kan ydes støtte til køb med 50 procent af prisen på et almindeligt standardprodukt. I særlige tilfælde har et el-køretøj reelt ikke en anden funktion end at fungere som et hjælpemiddel på linje med andre egentlige hjælpemidler. Hvis et el-køretøj udelukkende fungerer som et hjælpemiddel for borgeren, bevilges det med den fulde anskaffelsespris. 

Læs hele principmeddelelsen her:  https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/a8993bfa-f9cd-4c7f-be0c-7de7632e055f

30-17 

Principmeddelelsen fastslår, at et produkt kun kan bevilges som et hjælpemiddel efter serviceloven, når det ikke kan bevilges efter anden lovgivning. Dette følger af servicelovens bestemmelse om subsidiaritetsprincippet. 

Læs hele principmeddelelsen her: https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/d2b73de2-ad80-4050-9641-83503fc779bb

C-24-02 

En armamputeret ansøger fandtes, på baggrund af en konkret vurdering, berettiget til at få bevilget en æstetisk (kosmetisk) hånd som et hjælpemiddel. 

Læs hele principmeddelelsen her:  https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/ec31f592-68d8-462f-8d2f-d62695bfa5b2

133-10 

Ansøger havde ret til en hverdagsprotese, selvom hun allerede havde en arbejdsprotese. 

Læs hele principmeddelelsen her:  https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/ad57a87c-8973-4427-82c6-896aa4557832

15-13 

Principmeddelelsen fastslår, at der normalt ikke kan ydes støtte til hjælpemidler, som ansøger selv har anskaffet, inden bevilling. 

Læs hele principmeddelelsen her:  https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/4b1065d8-9876-4cfb-9388-dd9041611af3

13-13 

Principmeddelelsen fastslår, at det er et almindeligt socialretligt princip, at der som udgangspunkt ikke kan ydes hjælp til udgifter, som en borger har påtaget sig, inden han har søgt kommunen om hjælp. 

Læs hele principmeddelelsen her: https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/86423eb8-d579-49cc-9256-854a06fe17a9

De konkrete mødesager 

Transkønnede – Penisproteser 

De første 4 sager, der er medtaget i notatet, handler alle om transkønnet mænd, der ansøger om penisprotese. 

Det fastslås at en mand uden mandlige kønsorganer, må anses for at være omfattet af personkredsen, der kan have ret til hjælpemidler, hvis væsentlighedskriteriet er opfyldt. 

I gennemgangen af de 4 sager, fremgår det at følgende årsager til at ønske en penisprotese, ikke er tilstrækkelige for at opfylde væsentlighedskriteriet 

  • Føler sig sårbar på grund af manglende kropsdel, eksempelvis i om- og afklædningssituationer i svømmehal, træningscenter, til fysioterapibehandling o. Lign. 
  • Føler sig særligt sårbar ved ikke at kunne lade vandet stående i forbindelse med byture, teltture med venner m.v. 
  • Psykisk belastning på grund af manglende penis, blandt andet fordi han ikke kan gå i det tøj han vil, uden at det afslører at han ikke har en bule i bukserne 
  • Vil kunne deltage i flere sociale aktiviteter 
  • Til brug for når han går nøgen rundt derhjemme, er nøgen med sin kæreste eller i bad eller svømmehal med sin søn 
  • Ønsker at kunne lade vandet stående, eksempelvis på fisketure, i skoven, til festival o. Lign. 

Det fremgår, at Ankestyrelsen vurderer, at en genstand der medfører, at en borger kan have et sexliv i overensstemmelse med sit køn, opfylder væsentlighedskriteriet. 

Det skal dog undersøges, hvilken genstand der er bedst egnet og billigst i forhold til at kompensere borger i forhold til samleje. 

Diabetespatienter – Glukosemåleapparat Freestyle Libre 

De næste 16 sager omhandler diabetespatienter og mulighed for at få glukosemåleapparatet FreeStyle Libre eller Freestyle Libre 2. 

I gennemgangen af sagerne, fremgår det at følgende årsager til at ønske en Freestyle Libre eller FreeStyle Libre 2 ikke er tilstrækkelige for at opfylde væsentlighedskriteriet 

  • Det at FreeStyle Libre 2 har en alarmfunktion, fører ikke til at den i væsentlig yderligere grad kan afhjælpe følgerne af den nedsatte funktionsevne (borger har allerede en Freestyle Libre) 
  • Borger har velreguleret diabetes og synes det er svært at forene almindelige bivirkninger ved traditionelt testmateriale med computerarbejde.  
    Da de beskrevne gener ikke er udover hvad der kan forventes, er der ikke tale om en væsentlig yderligere afhjælpning, og det vurderes heller ikke nødvendigt for at borger kan udføre et erhverv 
  • Borger har en ikke velreguleret diabetes. Det er ægtefælle der måler blodsukker, derfor er FreeStyle Libre ikke et hjælpemiddel for borgeren (se også principmeddelelse 30-17) 
  • Øgning af livskvalitet 
  • Forhindre forringelse af det aktuelle funktionsniveau 

I gennemgangen af sagerne, fremgår det at følgende årsager til at ønske en Freestyle Libre eller FreeStyle Libre 2 er tilstrækkelige for at opfylde væsentlighedskriteriet 

  • Borger har haft velreguleret diabetes i mange år og har nu nervebetændelse i fingrene på grund af blodsukkermålingerne. Borger har et aktivt udendørsarbejde og skal måle blodsukker mange gange om dagen. 
  • Hvis borger har særlige fysiske gener, herunder nedsat følelse i fingerspidserne eller et særligt behov for mange daglige blodsukkermålinger 
  • Når det er af stor betydning for borgers arbejdssituation at der måles blodsukker via FreeStyle Libre/ikke traditionelt testmateriale 

Læs hele praksisnotatet her: https://ast.dk/nyheder/nyheder/nyheder-2022/nyt-praksisnotat-om-hjaelpemidler-og-forbrugsgoder  

Se også vores artikel om principmeddelelse 20-22 om kompressionsstrømper og netop afgrænsningen af om det er behandlingsredskab eller hjælpemiddel 

Du finder den her:  https://lundsteenwiederquist.dk/index.php/2022/12/01/ankestyrelsens-principmeddelelse-20-22-om-hjaelpemiddel-kompressionsstroemper-afgraensning-behandlingsredskab/