Baggrund: Vi har været så heldige at blive spurgt til råds om følgende case:
En over 40-årig borger har arbejdet i en virksomhed i 3 år. Borgeren skal fremover arbejde i en virksomhed med et andet CVR-nummer. Anciennitet, arbejdsopgaver, løn og øvrige vilkår fortsættes uændret.
Tanken er, at ancienniteten også videreføres. Lønudbetaling af medarbejderne er overført til det nye CVR. nummer. Efterfølgende oplyser arbejdsgiver, at der er tale om virksomhedsoverdragelse.
Sagens kerne er, om denne ændring gør, at der skal etableres et nyt fleksjob, således at borgeren skal have et permanent fleksjob?
Ankestyrelsen har vejledende oplyst, at man har drøftet spørgsmålet. Opfattelsen er, at det er de samme fortolkningsregler (overgangsregler), som man anvendte i forbindelse med reformen i 2013, der skal anvendes. Fortolkningen skal selvfølgelig altid ske ud fra en konkret og individuel vurdering. Disse overvejelser fører til, at der ikke skal etableres et nyt fleksjob i denne situation.
I øvrigt henvise til principmeddelelse 35-18 samt pkt. 10.2 i vejledningen til fleksjob.
Vores tanker: Oplysningen om virksomhedsoverdragelse gør, at vi mener, at fleksjobbet fortsætter uændret.
Der er ved virksomhedsoverdragelse ikke krav om ny ansættelseskontrakt, da det er den hidtidige ansættelse, der fortsætter.
Vi tænker ikke at overgangsreglerne i forbindelse med reformen i 2013, overhovedet kommer ind i billedet her, da vores tolkning af spørgsmålet bunder ene og alene i virksomhedsoverdragelse som begreb.
Det er sidste ende arbejdsgiverens ansvar, at reglerne om virksomhedsoverdragelse er overholdt.
Vi minder lige om, at vi ikke er ikke eksperter i virksomhedsoverdragelse som sådan ☺.