Tag: afgørelse

Udgivet den

Principafgørelse 3-21 om sygedagpenge – §56 – varigt nedsat arbejdsevne 

Ankestyrelsen har i principafgørelse 3-21 fra 2. marts 2021 forholdt sig til, hvornår en lidelse har en sådan karakter, at den ikke er omfattet af anvendelsesområdet for Sygedagpengelovens § 56. 

Kriterier for en § 56-aftale 

Når en lønmodtager har en langvarig eller kronisk lidelse der medfører øget risiko for fravær, kan der indgås en aftale, der giver arbejdsgiveren ret til refusion fra første sygedag. 

Aftaler efter Sygedagpengelovens § 56, stk. 2, nr. 1 kan godkendes når følgende 3 betingelser alle er opfyldt 

  • Der er tale om en kronisk eller langvarig lidelse 
  • Lidelsen i væsentligt omfang øger den ansattes fraværsrisiko 
  • Den ansatte skønnes at have mindst 10 sygedage inden for 1 år på grund af lidelsen 

Aftalen kan ikke fornyes, når lønmodtagerens fravær på grund af lidelsen ikke har medført minimum 10 fraværsdage inden for det seneste år. Dette kan dog fraviges, hvis der ved aftalens udløb er sket væsentlige ændringer i lønmodtagerens arbejds- eller helbredsmæssige forhold. 

Kronisk eller langvarig lidelse 

Til brug for kommunens vurdering, indhentes der normalt en LÆ225 (attest vedr. Kronisk sygdom) fra egen læge. Af erklæringen skal det fremgå 

  • Om lidelsen er kronisk eller langvarig 
  • Om sygdommen skønnes at forøge fraværsrisikoen i væsentligt omfang (minimum 10 fraværsdage inden for 1 år) 
  • Om den forøgede fraværsrisiko forventes at være varig eller tidsbegrænset 

Lægen skal lægge vægt på lidelsens art, sammenholdt med arbejdets karakter. 

Øget fravær eller varigt nedsat arbejdsevne 

Ifølge bestemmelsen kan der indgås aftale, når fraværsrisikoen er væsentligt forøget på grund af en varig eller kronisk lidelse. Heri ligger, at lidelsen giver en risiko for sygefravær. 

Det betyder, at der ikke kan indgås en § 56-aftale som kompensation for en varigt nedsat arbejdsevne. 

Da vurderingen af § 56-aftalen foretages i forhold til den aktuelle beskæftigelse, skal vurderingen af om arbejdsevnen er varigt nedsat også foretages i forhold til den aktuelle beskæftigelse. 

I vurderingen af, om arbejdsevnen kan anses for varigt nedsat, kan indgå 

  • Om lønmodtageren kan bestride det aktuelle arbejde uden nedsættelse af arbejdstiden 
  • Om nedsættelsen er begrænset til en bestemt periode, herunder om der er en afslutningsdato 
  • Om der er behandlingsmuligheder, der kan forbedre arbejdsevnen 
  • Det hidtidige antal sygedage 
  • Antal sygeperioder 
  • Fordelingen af sygeperioder 
  • Om der har været længerevarende perioder uden sygefravær 
  • Om der er særlige forhold, der har medvirket til det høje sygefravær (eksempelvis operation med efterfølgende restitution/rekreation) 

Det er ikke en betingelse for at anse arbejdsevnen for varigt nedsat, at der er et fast mønster i sygefraværet. 
Der behøves heller ikke at være en eller flere faste sygedage om ugen. Det kan være tilstrækkeligt at sygefraværet har et vist omfang. 

To længerevarende sygeperioder inden for det seneste år, kan ikke i sig selv begrunde, at arbejdsevnen er varigt nedsat. 
Det gennemsnitlige sygefravær om ugen, siger heller ikke i sig selv noget om, hvorvidt arbejdsevnen er varigt nedsat. 

Eksempler 

1. En lønmodtager, der normalt arbejder 37 timer/ugen, og som har haft betydeligt fravær på grund af en operation, kan få en § 56-aftale. Det er dog en forudsætning, at fraværsrisikoen fortsat er øget efter operationen, som følge af den langvarige eller kroniske lidelse. 

2. En lønmodtager der på grund af en varigt nedsat arbejdsevne kun arbejder 30 timer/ugen, kan få en § 56-aftale i forhold til ansættelsen på 30 timer/ugen. Der kan ikke laves en aftale, der kompenserer for de sidste 7 timer (forskellen mellem pågældendes arbejdsevne og fuld tid). 

Ankestyrelsen har taget stilling til 2 konkrete sager 

Sag nr. 1: Lønmodtager har ikke ret til fornyelse af § 56-aftale, da fraværet det seneste år, har været regelmæssigt og af et omfang, så arbejdsevnen må anses for varigt nedsat. 

Ankestyrelsen lægger vægt på: 

  • Lidelsen er kronisk og behandling har hidtil ikke haft nogen væsentlig effekt 
  • Borger har det seneste år haft 102 sygedage fordelt over 22 sygeperioder 
  • I 2019 har der været sygefraværsdage i 34 af ugerne 
  • Kun én måned har været uden fravær og i en anden måned har der kun været 2 fraværsdage 

På den baggrund vurderer Ankestyrelsen, at fraværet er af sådan et omfang, at arbejdsevnen må anses for varigt nedsat. 

Sag nr. 2: Sagen blev hjemvist til fornyet behandling. 

Borger har psoriasisagtigt, og har det seneste år gennemgået 3 operationer i relation til lidelsen. 

Kommunen har givet afslag på fornyelse af § 56-aftale, med henvisning til antallet af sygedage. 

Der var ikke oplysninger i sagen om, hvornår operationerne havde fundet sted, samt hvor mange sygedage, der relatererede sig til disse. Det fremgik heller ikke hvilken betydning operationerne ville have for arbejdsevnen fremadrettet. 

Kommunen havde derfor ikke tilstrækkelige oplysninger til at vurdere om arbejdsevnen er varigt nedsat. 

Ankestyrelsen lægger vægt på: 

  • Lidelsen er kronisk 
  • Der har været en del fravær det seneste år i forbindelse med 3 operationer i skulder og knæ, med indsættelse af proteser 
  • Kommunen har ikke undersøgt nærmere, hvilken betydning operationerne har for lidelsen, sygefraværet fremover og borgerens mulighed for at bestride det hidtidige arbejde 

Links 

Afg. 3-21: https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20210912725  
Sygedagpengeloven: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/223  
Vejledning om sygedagpenge, nr. 9300 af 25. juni 2008:  https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2008/9300  

Udgivet den

Ankestyrelsens principmeddelelse 18-21

Afgørelsen fastslår afgrænsningen mellem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats og brugen af ressourceforløb 

Lundsteen og Wiederquist mener: Der er tale om en særdeles interessant afgørelse, som vi kun kan opfordre jer til at læse i dens fulde længde. 

For os giver den rigtig god mening.  

På den anden side spøger lovbemærkninger fra reformen om fleksjob og førtidspension fra 2013. Denne afgørelse må have den effekt, at man i en del kommuner kommer til at ændre på sin praksis for tilkendelse af førtidspension (FØP). Med det tænker vi, at tanken om, at FØP – som udgangspunkt – ikke tilkendes, medmindre der har været gennemført et ressourceforløb.  

Naturligvis har det gældende stk. 2 om udviklingsmuligheder i bestemmelsen om tilkendelse af ressourceforløb ryddet op i en hel del. Men hvis der skal tænkes generelt og man vender det om, så kan man enten kun få FØP, hvis man har haft behov for et længerevarende tværfagligt forløb eller der skal i højere grad åbnes op for, at den almindelige beskæftigelsesrettede indsats kan udgøre grundlaget for tilkendelsen af FØP. 

Læs afgørelsen og nyd den. 

Beskrivelse af de to former for indsatser 

Den almindelige beskæftigelsesrettede indsats defineres som tilbud efter Beskæftigelseslovens kapitler 11-14 (virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud, nytteindsats og vejledning og opkvalificering). 

Tilbuddene kan gives hver for sig eller i kombination, med det formål, at personen hurtigst muligt opnår varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse. 

Hvis en person udelukkende har behov for beskæftigelsesrettede indsatser med henblik på afklaring og udvikling af arbejdsevnen, kan kommunen iværksætte en almindelig beskæftigelsesrettet indsats i form af fx vejledning og opkvalificering eller virksomhedspraktik. 

Ressourceforløb (tværfaglig indsats) 

Hvis personen har sammensatte komplekse problemer ud over ledighed og har behov for et helhedsorienteret forløb, hvor der skal iværksættes tværfaglige indsatser, kan personen være i målgruppen for et ressourceforløb. Tværfaglige indsatser er indsatser inden for beskæftigelsesområdet og social- og/eller sundhedsområdet. 

Det er endvidere en betingelse, at personen enten har  

  • modtaget længerevarende offentlig forsørgelse,  
  • har deltaget i beskæftigelsesrettede tilbud uden at have øget tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller  
  • at kommunen vurderer, at der er behov for en længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål. 

Hvordan afgøres det, hvad der er den rigtige indsats? 

Det er en konkret og individuel vurdering, om en borger skal visiteres til et ressourceforløb. 

Ved vurderingen af, om en borger skal hjælpes videre enten ved de almindelige beskæftigelsesrettede tilbud som fx virksomhedspraktik eller en tværfaglig indsats i form af ressourceforløb, er det relevant at overveje følgende: 

  • Har personen komplekse problemer, fx i form af helbredsproblemer, misbrug, sociale forhold, m.v., og udsigten til at komme i ordinær beskæftigelse eller uddannelse er lang? 
  • Er der behov for yderligere lægelig udredning og/eller behandling for personens helbredstilstand? 
  • Er der allerede forsøgt med almindelige beskæftigelsesrettede indsatser, herunder støtte, og i så fald med hvilket resultat? 
  • Er der allerede iværksat støtte- og hjælpeforanstaltninger efter anden lovgivning og/eller er der behov for en tværfaglig indsats, som bedst kan varetages i et ressourceforløb? 
  • Er det nødvendigt med en længerevarende indsats på mindst 1 års varighed, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål? 

En varig og væsentlig funktionsnedsættelse som følge af helbredsmæssige forhold er ikke i sig selv ensbetydende med, at der er behov for, at personens arbejdsevne skal afklares og udvikles i et ressourceforløb.  

Hvis der er iværksat relevant behandling, og det i øvrigt er afklaret, hvilken form for hjælp personen skal have, og hjælpen er iværksat, vil der som udgangspunkt ikke være behov for etablering af et længerevarende forløb i form af et ressourceforløb. 

Afgørelsen indeholder stillingtagen til to konkrete afgørelser om afgrænsningen. 

LÆS HELE AFGØRELSEN HER:  https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20210965525

Udgivet den

Hvor går grænsen mellem indsatsviften og ressourceforløb? – AFG.18-21 

Afgørelsen definerer snitfladen mellem situationer, hvor en såkaldt ordinær indsats efter Beskæftigelsesloven (indsatsviften)er tilstrækkelig og hvornår betingelserne for at bevilge et ressourceforløb er opfyldt.  

Helt grundlæggende slår afgørelsen fast, at en person, der kan hjælpes ind på arbejdsmarkedet gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats (for eksempel ved brug af virksomhedspraktik eller vejledning og opkvalificering efter beskæftigelsesindsatsloven), ikke er i målgruppen for et ressourceforløb. Det gælder også, selvom personen har en varig og væsentlig funktionsnedsættelse som følge af helbredsmæssige forhold. 

Tilbudsviften (almindelig beskæftigelsesrettet indsats) 

Kommunen kan give tilbud om virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud, nytteindsats og vejledning og opkvalificering efter beskæftigelsesindsatsloven (tilbudsviften). Tilbuddene kan gives hver for sig  – men også i kombination. Målet med indsatsen er, at personen hurtigst muligt opnår varig hel – eller delvis beskæftigelse. 

Hvis en person udelukkende har behov for beskæftigelsesrettede indsatser for at arbejdsevnen afklares eller udvikles, kan kommunen anvende indsatsviften. 

Ressourceforløb (tværfaglig indsats) 

Hvis personen har  

  • sammensatte komplekse problemer ud over ledighed og  
  • har behov for et helhedsorienteret forløb,  
  • hvor der skal iværksættes tværfaglige indsatser, 

kan personen være i målgruppen for et ressourceforløb.  

Tværfaglige indsatser defineres her som indsatser inden for beskæftigelsesområdet og social- og/eller sundhedsområdet. 

Desuden skal mindst én af følgende betingelser være opfyldt 

  • personen enten har modtaget længerevarende offentlig forsørgelse,  
  • har deltaget i beskæftigelsesrettede tilbud uden at have øget tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller 
  • kommunen vurderer, at der er behov for en længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål. 

WQ kommentarer – Så langt er der ikke væsentlige nyheder. Vi vurderer dog, at det er nyttigt at få defineret begrebet indsatsviften så konkret overfor kravene til målgruppen for et resourceforløb. 

Tilbudsviften eller ressourceforløb? 

Det er en konkret og individuel vurdering, om en borger skal visiteres til et ressourceforløb. 

Ved vurderingn er det relevant at overveje følgende: 

  • Har personen komplekse problemer, fx i form af helbredsproblemer, misbrug, sociale forhold, m.v., hvor udsigten til at komme i ordinær beskæftigelse eller uddannelse er lang? 
  • Er der behov for yderligere lægelig udredning og/eller behandling for personens helbredstilstand? 
  • Er der allerede forsøgt med almindelige beskæftigelsesrettede indsatser, herunder støtte, og i så fald med hvilket resultat? 
  • Er der allerede iværksat støtte- og hjælpeforanstaltninger efter anden lovgivning og/eller er der behov for en tværfaglig indsats, som bedst kan varetages i et ressourceforløb? 
  • Er det nødvendigt med en længerevarende indsats på mindst 1 års varighed, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål? 

WQ kommentarer – Afgrænsningen ser klar og stringent ud. Det interessante er dog, at en håndhævelse af afgræsningen vel vil betyde, at en del af de borgere, der i dag bevilges ressourceforløb, vil skulle bevilges førtidspension uden først at have deltaget i et ressourceforløb. Dette passer fint med kravet om, at der skal være udviklingsmuligheder, når personen bevilges ressourceforløbet. Men hvordan passer det med tanken om, at langt størstedelen af personer, der skal have tilkendt førtidspension, ikke har deltaget i et ressourceforløb? Vi må vente og se, i hvilket omfang og hvordan afgørelsen vil påvirke kommunernes praksis. 

Læs hele afgørelsen her – https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/a96ffd04-606c-411d-8b9a-3dd984ead71e

Trepartsaftale om arbejdsgiveres mulighed for at pålægge ansatte at forevise coronapas 

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er enige om, at arbejdsgiverne sikres en lovmæssig adgang til at pålægge ansatte at forevise et gyldigt coronapas. Hensynet er, at der på arbejdspladserne hurtigt og effektivt skal kunne sikres tryghed om smittesituationen, og at eventuel smitte blandt ansatte skal kunne bremses. 

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er desuden enige om at anbefale Folketinget, at den lov, som gav arbejdsgiverne mulighed for at pålægge ansatte at lade sig coronateste, genindføres, og arbejdsgivernes adgang til at pålægge ansatte at forevise gyldigt coronapas omfattes af loven. Det skal fremgå af lovbemærkningerne, at så længe covid-19 er en samfundskritisk sygdom, er saglighedskravet for at pålægge ansatte at vise coronapas opfyldt. Det vil desuden sige, at det skal fremgå, at arbejdsgiver skal leve op til en række procedurekrav. 

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er derudover enige om, at arbejdsgiverne kan pålægge at anvende selvtest på arbejdspladsen i regi af den nye lov i det omfang, at de er CE-godkendte og anvendes i overensstemmelse med anvisningerne for testen. 

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er endelig enige om, at genindførelse af arbejdsgivernes mulighed for pålæg af test og indførelse af adgang til at kunne kræve, at ansatte foreviser coronapas skal gælde, så længe covid-19 kategoriseres som en samfundskritisk sygdom. 

Læs hele teksten her – https://bm.dk/nyheder-presse/pressemeddelelser/2021/11/trepartsaftale-skal-give-virksomheder-mulighed-for-at-kraeve-coronapas/