Tag: ankestyrelsen

Udgivet den

Sådan er sammenhængen mellem særlig støtte og overløb ved modtagelse af hjælp til forsørgelse i form af kontanthjælp, uddannelseshjælp, selvforsørgelse- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse

Artikel i Nyt fra Ankestyrelsen nr. 3, juni 2021 

Artiklen belyser problemstillingen med beregning af ydelsen til personer, der modtager særlig støtte efter §34 i Lov om aktiv socialpolitik på grund af særligt høje boligudgifter. Det er situationer, hvor der kan være tale om overløb, der uddybes i artiklen.  

Ved overløb forstås, at en indtægt ikke kan trækkes fra i ydelsen i udbetalingsmåneden, fordi den overstiger hjælpen i den pågældende måned. Den overskydende del trækkes derfor fra i den eller de efterfølgende måneders udbetaling. 

Artiklen er et supplement til Ankestyrelsens principmeddelelse 42-19, som beskriver, hvordan indtægter skal trækkes fra i hjælp til forsørgelse. 

Læs hele artiklen her: https://ast.dk/beskaeftigelse/artikler/integrationsydelse-uddannelses-og-kontanthjaelp/sadan-er-sammenhaengen-mellem-saerlig-stotte-og-overlob-ved-modtagelse-af-hjaelp-til-forsorgelse-i-form-af-kontanthjaelp-uddannelseshjaelp-selvforsorgelse-og-hjemrejseydelse-eller-overgangsydelse/view 
Læs afgørelse 42-19 her: https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20190966125

Udgivet den

Ny vejledning om afgørelsesbegrebet fra Ankestyrelsen 

Der er tale om en vejledning udarbejdet ud fra en række bestemmelser i Serviceloven (SEL). Der er dog uden tvivl en række generelle overvejelser, der rækker udover disse bestemmelser og derfor også kan anvendes inden for arbejdet med andre lovgivninger. 

I vejledingen ses – blandt andet på – hvornår er en beslutning en egentlig afgørelse. 

Afgørelsesbegrebet defineres, som en myndigheds beslutning om, hvad der er eller skal være ret over for en borger.  

Det kan for eksempel være en beslutning, der fastslår, om borgeren har ret til eller ikke ret til at få en ydelse. Det kan også være myndighedens beslutning om, at borgerens ydelse ændres.  

Følgende eksempler på afgørelser nævnes: 

  • Fuld bevilling af en ydelse 
  • Delvis bevilling af en ydelse 
  • Fuldt afslag på en ydelse 
  • Fortsat og uændret bevilling af en allerede tildelt ydelse 
  • Ændring i en allerede tildelt ydelse 
  • Ophør af en allerede tildelt ydelse. 

Det fremhæves, at der også er tale om en afgørelse, hvis: 

  • Beslutningen er mundtlig, 
  • der er enighed om den mellem kommunen og borgeren, 
  • den følger en kvalitetsstandard eller serviceniveau, 
  • den er åbenlys rigtig eller uomtvistelig, 
  • der er tale om en mindre ændring, 
  • det er den samme hjælp fremadrettet – som forlænges, 
  • den er midlertidig eller tidsbegrænset, 
  • den ændres til en anden type ydelse. 

Vejledningen indeholder også forklaring på begrebet faktisk forvaltningsvirksomhed. 

Dette beskrives, som beslutninger kommunerne træffer om planlægning og udførelsen af opgaverne. Sådanne beslutninger er ikke afgørelser. Det kan for eksempel være en beslutning om, hvornår hjemmehjælpen skal udføre den rengøring, som en borger er blevet bevilliget. På beskæftigelsesområdet kan det være matchet af en borger til en konkret virksomhedspraktik. 

Procesbeslutninger 

Procesbeslutninger er heller ikke afgørelser. Når kommunen træffer beslutninger om, hvordan en sag skal tilrettelægges og behandles, før selve afgørelsen træffes, er der tale om procesbeslutninger. Det kan for eksempel være en beslutning om at indhente flere oplysninger, inden der træffes en afgørelse i sagen. 

Ankestyrelsen har i publikationen ”At skrive en afgørelse” nærmere uddybet, hvilke sagsbehandlingsregler kommunen skal huske, når den træffer afgørelse.  

LÆS HELE VEJLEDNINGEN: https://ast.dk/om-ankestyrelsen/artikler-om-styrelsen-generelt-fra-ankestyrelsens-faglig-nyhedsbrev-nyt-fra-ankestyrelsen/vores-opgaver/ny-vejledning-om-afgorelsesbegrebet 
LÆS HELE PUBLIKATIONEN HER: https://ast.dk/publikationer/at-skrive-en-afgorelse 

Udgivet den

Principafgørelse 12-21 om beregning af tabt arbejdsfortjeneste – beregning – seneste lønindtægt – fleksjob

Beregningen af tabt arbejdsfortjeneste tager udgangspunkt i forælderens seneste lønindtægt inden overgangen til arbejdsfortjenesten.  

Hvis forælderen ved overgangen til arbejdsfortjenesten er ansat i et fleksjob, anses den løn, som forælderen får udbetalt fra sin arbejdsgiver i fleksjobbet, som den seneste lønindtægt. Det er derfor denne indtægt den tabte arbejdsfortjeneste beregnes ud fra. 

Beregningsformen har den konsekvens, at forælderen kun skal kompenseres for lønindtægten. Modtager forælderen fleksløntilskud, skal tilskuddet derfor ikke indgå i beregningen af den tabte arbejdsfortjeneste. 

Den konkrete sag 

I den konkrete sag havde forælderen ret til fuld tabt arbejdsfortjeneste beregnet på baggrund lønindtægten fra fleksjobbet. Ankestyrelsen vurderede, at beregningen og udmålingen af den tabte arbejdsfortjeneste skulle foretages på baggrund af den løn, som forælderen modtog inden overgangen til tabt arbejdsfortjeneste. Forælderen havde derfor kun ret til dækning af tabt arbejdsfortjeneste for 12 timer om ugen, som svarede til forælderens fulde arbejdstid i fleksjobbet. Den erhvervsevnetabserstatning, som forælderen modtog, skulle ikke modregnes i den bevilligede tabte arbejdsfortjeneste, da der ikke ville være tale om dobbeltforsørgelse. 

Lundsteen og Wiederquist mener: Ankestyrelsen omtaler kommunens pligt til at rådgive forælderen om konsekvenserne inden overgangen til tabt arbejdsfortjeneste. Dette vil vi meget gerne understrege vigtighed af. Vi har i den seneste tid set nogle eksempler, hvor manglende eller utilstrækkelig rådgivning om den tabte arbejdsfortjeneste har givet forælderen problemer i forhold til andre ydelser.  

Læs hele afgørelsen her:  https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20210945925

Læs den andre relevante afgørelser her:  
C-63-01:  https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20010931325 
AFG.30-13: https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20130969025 
AFG.11-15: https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#?PrincipleDecisionNumber=11-15&ShowHistorical=0

Udgivet den

Principafgørelse 10-21 om tidspunkt for ret til sygedagpenge – første fraværsdag

I denne principmeddelelse fastslår Ankestyrelsen, at en sygemeldt lønmodtager, der ikke har ret til sygedagpenge fra sin arbejdsgiver eller arbejdsløshedsdagpenge fra A-kassen, har ret til sygedagpenge fra kommunen fra første fraværsdag. 

Første fraværsdag 

Den første hele dag, hvor den sygemeldte er fraværende på grund af egen sygdom. Der er således ikke ret til sygedagpenge, hvor den ansatte må gå tidligere hjem på grund af sygdom, selvom det er en delvis sygemelding. 

Øvrige betingelser 

Retten til sygedagpenge fra kommunen er betinget af, at den sygemeldte opfylder de grundlæggende betingelser:

  • Beskæftigelseskravet 
  • At sygemeldte ikke er omfattet af tidsbegrænsningen på første fraværsdag 
  • Kravet om uarbejdsdygtighed 

Den konkrete sag 

Lønmodtageren bliver sygemeldt efter at han er mødt på arbejde, men er ikke fraværende den efterfølgende dag. Lønmodtageren opfylder ikke beskæftigelseskravet i forhold til sin arbejdsgiver, men modtager løn under sygefraværet. Arbejdsgiver anmoder om refusion fra kommunen. 

Ankestyrelsen vurderer, at arbejdsgiver ikke har ret til sygedagpengerefusion, da lønmodtageren kun er delvist fraværende én dag. Ankestyrelsen har lagt vægt på, at lønmodtageren sygemeldes efter at være mødt frem, og at han ikke er fraværende næste dag. Ifølge lovbemærkningerne skal første fraværsdag forstås som den første hele dag, hvor den sygemeldte er fraværende. 

Links:
Lov om sygedagpenge: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/223 
Forvaltningsloven: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2014/433  
Lovforslag nr. 154/2005 om sygedagpenge, fremsat den 2. februar 2006: https://www.ft.dk/samling/20051/lovforslag/l154/20051_l154_som_fremsat.htm

Udgivet den

Principafgørelse 7-21 om arbejdsskade, anmeldelsesfrist og fristens udløb 

Ankestyrelsen har behandlet sagerne, for at afklare hvornår på døgnet fristen for at anmelde en arbejdsskade udløber ved digital anmeldelse. 

Denne principmeddelelse indeholder U-13-39, så den praksis Ankestyrelsen tidligere har slået fast gælder fortsat. Dermed giver denne principmeddelelse et samlet billede af Ankestyrelsens offentliggjorte praksis, om hvornår fristen for at anmelde en arbejdsskade udløber for henholdsvis fysisk og digital post. 

Anmeldelse af arbejdsskade 

Arbejdsgiver har pligt til at anmelde en arbejdsskade. 
Hvis arbejdsgiver ikke anmelder arbejdsskaden, har den tilskadekomne eller dennes efterladte mulighed for selv at anmelde arbejdsskaden. 

Tilskadekomne skal anmelde arbejdsskaden inden for en frist på 1 år fra arbejdsskadens indtræden. 

Ulykker – fristen regnes fra ulykkesdatoen 

Erhvervssygdomme – fristen regnes fra det tidspunkt, hvor tilskadekomne eller efterladte får kendskab til at sygdommen antages at være erhvervsbetinget 

Fysisk post 

Tilskadekomnes frist for at anmelde en arbejdsskade udløber ved kontortids ophør 

Digital post 

Tilskadekomnes frist for at anmelde en arbejdsskade udløber ved døgnets udløb (23.59) 

Ankestyrelsen har taget stilling til 2 konkret sager 

Sag nr. 1: Et ulykkestilfælde den 23. april 1997, anmeldes til forsikringsselskabet den 23. april 1998. Tilskadekomne sendte anmeldelsen med fysisk post. Ankestyrelsen vurderer, at det anmeldte ulykkestilfælde var anmeldt inden for 1 år efter arbejdsskadens indtræden, da anmeldelsen blev modtaget i forsikringsselskabet den 23. april 1998. Ankestyrelsen finder at fristen udløber på årsdagen fra skadens indtræden = den 23. april 1998 ved kontortids ophør 

Sag nr. 2: En ulykke den 26. januar 2017 bliver anmeldt til AE den 26. januar 2018 kl. 20:44 via mail. Ankestyrelsen vurderer at anmeldelsen er indgivet rettidigt. 

Links:
Afg. 7-21: https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20210927025  
Lov om arbejdsskadesikring (Arbejdsskadesikringsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 376 af 31. marts 2020: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/376  
Justitsministeriets vejledning nr. 9533 af 26. juni 2018 om klagefrister: https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2018/9533

Udgivet den

Principafgørelse 3-21 om sygedagpenge – §56 – varigt nedsat arbejdsevne 

Ankestyrelsen har i principafgørelse 3-21 fra 2. marts 2021 forholdt sig til, hvornår en lidelse har en sådan karakter, at den ikke er omfattet af anvendelsesområdet for Sygedagpengelovens § 56. 

Kriterier for en § 56-aftale 

Når en lønmodtager har en langvarig eller kronisk lidelse der medfører øget risiko for fravær, kan der indgås en aftale, der giver arbejdsgiveren ret til refusion fra første sygedag. 

Aftaler efter Sygedagpengelovens § 56, stk. 2, nr. 1 kan godkendes når følgende 3 betingelser alle er opfyldt 

  • Der er tale om en kronisk eller langvarig lidelse 
  • Lidelsen i væsentligt omfang øger den ansattes fraværsrisiko 
  • Den ansatte skønnes at have mindst 10 sygedage inden for 1 år på grund af lidelsen 

Aftalen kan ikke fornyes, når lønmodtagerens fravær på grund af lidelsen ikke har medført minimum 10 fraværsdage inden for det seneste år. Dette kan dog fraviges, hvis der ved aftalens udløb er sket væsentlige ændringer i lønmodtagerens arbejds- eller helbredsmæssige forhold. 

Kronisk eller langvarig lidelse 

Til brug for kommunens vurdering, indhentes der normalt en LÆ225 (attest vedr. Kronisk sygdom) fra egen læge. Af erklæringen skal det fremgå 

  • Om lidelsen er kronisk eller langvarig 
  • Om sygdommen skønnes at forøge fraværsrisikoen i væsentligt omfang (minimum 10 fraværsdage inden for 1 år) 
  • Om den forøgede fraværsrisiko forventes at være varig eller tidsbegrænset 

Lægen skal lægge vægt på lidelsens art, sammenholdt med arbejdets karakter. 

Øget fravær eller varigt nedsat arbejdsevne 

Ifølge bestemmelsen kan der indgås aftale, når fraværsrisikoen er væsentligt forøget på grund af en varig eller kronisk lidelse. Heri ligger, at lidelsen giver en risiko for sygefravær. 

Det betyder, at der ikke kan indgås en § 56-aftale som kompensation for en varigt nedsat arbejdsevne. 

Da vurderingen af § 56-aftalen foretages i forhold til den aktuelle beskæftigelse, skal vurderingen af om arbejdsevnen er varigt nedsat også foretages i forhold til den aktuelle beskæftigelse. 

I vurderingen af, om arbejdsevnen kan anses for varigt nedsat, kan indgå 

  • Om lønmodtageren kan bestride det aktuelle arbejde uden nedsættelse af arbejdstiden 
  • Om nedsættelsen er begrænset til en bestemt periode, herunder om der er en afslutningsdato 
  • Om der er behandlingsmuligheder, der kan forbedre arbejdsevnen 
  • Det hidtidige antal sygedage 
  • Antal sygeperioder 
  • Fordelingen af sygeperioder 
  • Om der har været længerevarende perioder uden sygefravær 
  • Om der er særlige forhold, der har medvirket til det høje sygefravær (eksempelvis operation med efterfølgende restitution/rekreation) 

Det er ikke en betingelse for at anse arbejdsevnen for varigt nedsat, at der er et fast mønster i sygefraværet. 
Der behøves heller ikke at være en eller flere faste sygedage om ugen. Det kan være tilstrækkeligt at sygefraværet har et vist omfang. 

To længerevarende sygeperioder inden for det seneste år, kan ikke i sig selv begrunde, at arbejdsevnen er varigt nedsat. 
Det gennemsnitlige sygefravær om ugen, siger heller ikke i sig selv noget om, hvorvidt arbejdsevnen er varigt nedsat. 

Eksempler 

1. En lønmodtager, der normalt arbejder 37 timer/ugen, og som har haft betydeligt fravær på grund af en operation, kan få en § 56-aftale. Det er dog en forudsætning, at fraværsrisikoen fortsat er øget efter operationen, som følge af den langvarige eller kroniske lidelse. 

2. En lønmodtager der på grund af en varigt nedsat arbejdsevne kun arbejder 30 timer/ugen, kan få en § 56-aftale i forhold til ansættelsen på 30 timer/ugen. Der kan ikke laves en aftale, der kompenserer for de sidste 7 timer (forskellen mellem pågældendes arbejdsevne og fuld tid). 

Ankestyrelsen har taget stilling til 2 konkrete sager 

Sag nr. 1: Lønmodtager har ikke ret til fornyelse af § 56-aftale, da fraværet det seneste år, har været regelmæssigt og af et omfang, så arbejdsevnen må anses for varigt nedsat. 

Ankestyrelsen lægger vægt på: 

  • Lidelsen er kronisk og behandling har hidtil ikke haft nogen væsentlig effekt 
  • Borger har det seneste år haft 102 sygedage fordelt over 22 sygeperioder 
  • I 2019 har der været sygefraværsdage i 34 af ugerne 
  • Kun én måned har været uden fravær og i en anden måned har der kun været 2 fraværsdage 

På den baggrund vurderer Ankestyrelsen, at fraværet er af sådan et omfang, at arbejdsevnen må anses for varigt nedsat. 

Sag nr. 2: Sagen blev hjemvist til fornyet behandling. 

Borger har psoriasisagtigt, og har det seneste år gennemgået 3 operationer i relation til lidelsen. 

Kommunen har givet afslag på fornyelse af § 56-aftale, med henvisning til antallet af sygedage. 

Der var ikke oplysninger i sagen om, hvornår operationerne havde fundet sted, samt hvor mange sygedage, der relatererede sig til disse. Det fremgik heller ikke hvilken betydning operationerne ville have for arbejdsevnen fremadrettet. 

Kommunen havde derfor ikke tilstrækkelige oplysninger til at vurdere om arbejdsevnen er varigt nedsat. 

Ankestyrelsen lægger vægt på: 

  • Lidelsen er kronisk 
  • Der har været en del fravær det seneste år i forbindelse med 3 operationer i skulder og knæ, med indsættelse af proteser 
  • Kommunen har ikke undersøgt nærmere, hvilken betydning operationerne har for lidelsen, sygefraværet fremover og borgerens mulighed for at bestride det hidtidige arbejde 

Links 

Afg. 3-21: https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20210912725  
Sygedagpengeloven: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/223  
Vejledning om sygedagpenge, nr. 9300 af 25. juni 2008:  https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2008/9300  

Udgivet den

Ankestyrelsens principmeddelelse 15-21

  • Om betydningen af formen på vejledningen efter Lov om aktiv socialpolitik for modtagere af kontant-og uddannelseshjælp, ressourceforløbsydelse og ledighedsydelse   

Kommunen skal vejlede personer i forhold til alle rettigheder og pligter om rådighed og sanktioner. Vejledningen skal ikke som tidligere gives i forbindelse med konkrete aktiviteter og i forbindelse med indkaldelser – til for eksempel møder. Vejledningen skal gives som led i kontaktforløbet.  

Personen skal have mulighed for at få gennemgået og drøftet sine rettigheder og pligter på en måde, der sikrer, at vedkommende har forstået reglerne om rådighed fuldt ud. Derfor kan kommunen ikke opfylde vejledningspligten ved en fælles gruppegennemgang. Når vejledningspligten ikke er opfyldt, kan kommunen ikke pålægge borgeren en sanktion. 

Afgørelsen indeholder de to konkrete sager, hvor kommunernes afgørelser blev ændret på grund af mangelfuld vejledning. 

Læs hele principmeddelelsen her her: https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20210948625

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Nyhedsbrev Arkiv

Se alle tidligere nyhedsbreve.

Udgivet den

Ankestyrelsens principmeddelelse 14-21

  • Om sygedagpenge når lønmodtageren har orlov uden løn 

Ankestyrelsen har behandlet sagen for at afklare hvad der gælder, hvis en lønmodtager bliver sygemeldt i forbindelse med aftalt orlov uden løn. Herunder om arbejdsgiver har pligt til at udbetale sygedagpenge i arbejdsgiverperioden, når første sygedag indtræffer under den aftalte orlov, og om lønmodtager har ret til sygedagpenge fra kommunen. 

Første fraværsdag

Hvis en lønmodtager bliver syg under aftalt orlov uden løn, vil første fraværsdag være dagen efter orlovens ophør. 

Det skyldes at det i perioden med orlov uden løn er orloven – og ikke sygdom – der afholder lønmodtageren fra arbejdsmarkedet. Derudover er der i perioder med orlov uden løn, ikke en lønindkomst der kan kompenseres af sygedagpenge. 

Beskæftigelseskravet i forhold til arbejdsgiver 

En lønmodtager der ikke har ret til fuld løn under sygdom, har ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren i 30 kalenderdage fra første fraværsdag. 

Retten til sygedagpenge fra arbejdsgiver er betinget af at lønmodtageren opfylder beskæftigelseskravet på første fraværsdag; 

  • har været ansat i de seneste 8 uger før fraværet hos arbejdsgiveren 
  • i denne periode har været beskæftiget ved arbejdsgiveren i 74 timer. 

Lønmodtageren er fortsat ansat i perioder med orlov uden løn. 

Perioden med orlov indgår derfor i opgørelsen af 8 ugers perioden. 

Der kan derimod ikke ses bort fra perioder med orlov uden løn i opgørelsen af 74 timers beskæftigelse.  
Det betyder at der i perioder med orlov ikke optjenes arbejdstimer. 

Beskæftigelseskravet i forhold til kommunen 

En lønmodtager har ret til sygedagpenge fra kommunen hvis personen ikke har ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren og 

  • er i aktuel beskæftigelse 
  • har været beskæftiget i mindst 240 timer inden for de seneste 6 måneder forud for første fraværsdag 
  • i mindst 5 af de seneste 6 måneder har været beskæftiget i mindst 40 timer hver måned. 

Lønmodtageren er fortsat ansat i perioder med orlov uden løn. 
Kravet om aktuel beskæftigelse er således opfyldt, hvis sygdommen indtræder under aftalt orlov. 

Opgørelsen af timer med lønarbejde sker ud fra indberetninger til indkomstregisteret, og der kan ikke ses bort fra perioder med orlov uden løn ved opgørelsen af timekravet i de seneste 6 måneder. 

Det betyder at der i perioder med orlov ikke optjenes arbejdstimer. 

Beskæftigelseskravet i forhold til kommunen for dagpengeberettigede medlemmer af en A-kasse 

En lønmodtager har ret til sygedagpenge fra kommunen, hvis personen ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt. 

Sygemeldes en lønmodtager i en periode med aftalt orlov uden løn, er retten til sygedagpenge fra kommunen betinget af, at den sygemeldte har en aktuel dagpengeret hos en A-kasse, dagen efter ophøret af den aftalte orlov. 

Det er en betingelse at den sygemeldte ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt. 

Den konkrete sag

Lønmodtageren har første sygedag i en periode, hvor der var aftalt orlov uden løn. 

Under orloven opsagde lønmodtageren sin stilling og afbrød dermed orloven. Lønmodtageren stiller sig efterfølgende til rådighed for arbejdsmarkedet hos sin A-kasse, hvorfra hun modtog arbejdsløshedsdagpenge. 

Lønmodtageren anmoder i forbindelse med sygemeldingen kommunen om sygedagpenge. 

Ankestyrelsen har vurderet, at retten til udbetaling af sygedagpenge skal vurderes ud fra borgerens første fraværsdag efter ophør af aftalt orlov uden løn, da der først på det tidspunkt er grundlag for at yde kompensation ved fravær på grund af sygdom. 

Retten til sygedagpenge er dermed betinget af, at lønmodtageren opfylder sygedagpengelovens betingelser på den første fraværsdag efter endt orlov, herunder beskæftigelseskravet og kravet om uarbejdsdygtighed. 

Da lønmodtageren har raskmeldt sig og stillet sig til rådighed for arbejdsmarkedet dagen efter ophøret af den aftalte orlov, vurderer Ankestyrelsen således ikke at borgeren er berettiget til sygedagpenge. 

Læs hele principmeddelelsen her: https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20210948525

Udgivet den

Ankestyrelsens principmeddelelse 18-21

Afgørelsen fastslår afgrænsningen mellem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats og brugen af ressourceforløb 

Lundsteen og Wiederquist mener: Der er tale om en særdeles interessant afgørelse, som vi kun kan opfordre jer til at læse i dens fulde længde. 

For os giver den rigtig god mening.  

På den anden side spøger lovbemærkninger fra reformen om fleksjob og førtidspension fra 2013. Denne afgørelse må have den effekt, at man i en del kommuner kommer til at ændre på sin praksis for tilkendelse af førtidspension (FØP). Med det tænker vi, at tanken om, at FØP – som udgangspunkt – ikke tilkendes, medmindre der har været gennemført et ressourceforløb.  

Naturligvis har det gældende stk. 2 om udviklingsmuligheder i bestemmelsen om tilkendelse af ressourceforløb ryddet op i en hel del. Men hvis der skal tænkes generelt og man vender det om, så kan man enten kun få FØP, hvis man har haft behov for et længerevarende tværfagligt forløb eller der skal i højere grad åbnes op for, at den almindelige beskæftigelsesrettede indsats kan udgøre grundlaget for tilkendelsen af FØP. 

Læs afgørelsen og nyd den. 

Beskrivelse af de to former for indsatser 

Den almindelige beskæftigelsesrettede indsats defineres som tilbud efter Beskæftigelseslovens kapitler 11-14 (virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud, nytteindsats og vejledning og opkvalificering). 

Tilbuddene kan gives hver for sig eller i kombination, med det formål, at personen hurtigst muligt opnår varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse. 

Hvis en person udelukkende har behov for beskæftigelsesrettede indsatser med henblik på afklaring og udvikling af arbejdsevnen, kan kommunen iværksætte en almindelig beskæftigelsesrettet indsats i form af fx vejledning og opkvalificering eller virksomhedspraktik. 

Ressourceforløb (tværfaglig indsats) 

Hvis personen har sammensatte komplekse problemer ud over ledighed og har behov for et helhedsorienteret forløb, hvor der skal iværksættes tværfaglige indsatser, kan personen være i målgruppen for et ressourceforløb. Tværfaglige indsatser er indsatser inden for beskæftigelsesområdet og social- og/eller sundhedsområdet. 

Det er endvidere en betingelse, at personen enten har  

  • modtaget længerevarende offentlig forsørgelse,  
  • har deltaget i beskæftigelsesrettede tilbud uden at have øget tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller  
  • at kommunen vurderer, at der er behov for en længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål. 

Hvordan afgøres det, hvad der er den rigtige indsats? 

Det er en konkret og individuel vurdering, om en borger skal visiteres til et ressourceforløb. 

Ved vurderingen af, om en borger skal hjælpes videre enten ved de almindelige beskæftigelsesrettede tilbud som fx virksomhedspraktik eller en tværfaglig indsats i form af ressourceforløb, er det relevant at overveje følgende: 

  • Har personen komplekse problemer, fx i form af helbredsproblemer, misbrug, sociale forhold, m.v., og udsigten til at komme i ordinær beskæftigelse eller uddannelse er lang? 
  • Er der behov for yderligere lægelig udredning og/eller behandling for personens helbredstilstand? 
  • Er der allerede forsøgt med almindelige beskæftigelsesrettede indsatser, herunder støtte, og i så fald med hvilket resultat? 
  • Er der allerede iværksat støtte- og hjælpeforanstaltninger efter anden lovgivning og/eller er der behov for en tværfaglig indsats, som bedst kan varetages i et ressourceforløb? 
  • Er det nødvendigt med en længerevarende indsats på mindst 1 års varighed, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål? 

En varig og væsentlig funktionsnedsættelse som følge af helbredsmæssige forhold er ikke i sig selv ensbetydende med, at der er behov for, at personens arbejdsevne skal afklares og udvikles i et ressourceforløb.  

Hvis der er iværksat relevant behandling, og det i øvrigt er afklaret, hvilken form for hjælp personen skal have, og hjælpen er iværksat, vil der som udgangspunkt ikke være behov for etablering af et længerevarende forløb i form af et ressourceforløb. 

Afgørelsen indeholder stillingtagen til to konkrete afgørelser om afgrænsningen. 

LÆS HELE AFGØRELSEN HER:  https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20210965525

Udgivet den

Hvor går grænsen mellem indsatsviften og ressourceforløb? – AFG.18-21 

Afgørelsen definerer snitfladen mellem situationer, hvor en såkaldt ordinær indsats efter Beskæftigelsesloven (indsatsviften)er tilstrækkelig og hvornår betingelserne for at bevilge et ressourceforløb er opfyldt.  

Helt grundlæggende slår afgørelsen fast, at en person, der kan hjælpes ind på arbejdsmarkedet gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats (for eksempel ved brug af virksomhedspraktik eller vejledning og opkvalificering efter beskæftigelsesindsatsloven), ikke er i målgruppen for et ressourceforløb. Det gælder også, selvom personen har en varig og væsentlig funktionsnedsættelse som følge af helbredsmæssige forhold. 

Tilbudsviften (almindelig beskæftigelsesrettet indsats) 

Kommunen kan give tilbud om virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud, nytteindsats og vejledning og opkvalificering efter beskæftigelsesindsatsloven (tilbudsviften). Tilbuddene kan gives hver for sig  – men også i kombination. Målet med indsatsen er, at personen hurtigst muligt opnår varig hel – eller delvis beskæftigelse. 

Hvis en person udelukkende har behov for beskæftigelsesrettede indsatser for at arbejdsevnen afklares eller udvikles, kan kommunen anvende indsatsviften. 

Ressourceforløb (tværfaglig indsats) 

Hvis personen har  

  • sammensatte komplekse problemer ud over ledighed og  
  • har behov for et helhedsorienteret forløb,  
  • hvor der skal iværksættes tværfaglige indsatser, 

kan personen være i målgruppen for et ressourceforløb.  

Tværfaglige indsatser defineres her som indsatser inden for beskæftigelsesområdet og social- og/eller sundhedsområdet. 

Desuden skal mindst én af følgende betingelser være opfyldt 

  • personen enten har modtaget længerevarende offentlig forsørgelse,  
  • har deltaget i beskæftigelsesrettede tilbud uden at have øget tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller 
  • kommunen vurderer, at der er behov for en længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål. 

WQ kommentarer – Så langt er der ikke væsentlige nyheder. Vi vurderer dog, at det er nyttigt at få defineret begrebet indsatsviften så konkret overfor kravene til målgruppen for et resourceforløb. 

Tilbudsviften eller ressourceforløb? 

Det er en konkret og individuel vurdering, om en borger skal visiteres til et ressourceforløb. 

Ved vurderingn er det relevant at overveje følgende: 

  • Har personen komplekse problemer, fx i form af helbredsproblemer, misbrug, sociale forhold, m.v., hvor udsigten til at komme i ordinær beskæftigelse eller uddannelse er lang? 
  • Er der behov for yderligere lægelig udredning og/eller behandling for personens helbredstilstand? 
  • Er der allerede forsøgt med almindelige beskæftigelsesrettede indsatser, herunder støtte, og i så fald med hvilket resultat? 
  • Er der allerede iværksat støtte- og hjælpeforanstaltninger efter anden lovgivning og/eller er der behov for en tværfaglig indsats, som bedst kan varetages i et ressourceforløb? 
  • Er det nødvendigt med en længerevarende indsats på mindst 1 års varighed, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål? 

WQ kommentarer – Afgrænsningen ser klar og stringent ud. Det interessante er dog, at en håndhævelse af afgræsningen vel vil betyde, at en del af de borgere, der i dag bevilges ressourceforløb, vil skulle bevilges førtidspension uden først at have deltaget i et ressourceforløb. Dette passer fint med kravet om, at der skal være udviklingsmuligheder, når personen bevilges ressourceforløbet. Men hvordan passer det med tanken om, at langt størstedelen af personer, der skal have tilkendt førtidspension, ikke har deltaget i et ressourceforløb? Vi må vente og se, i hvilket omfang og hvordan afgørelsen vil påvirke kommunernes praksis. 

Læs hele afgørelsen her – https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/a96ffd04-606c-411d-8b9a-3dd984ead71e

Trepartsaftale om arbejdsgiveres mulighed for at pålægge ansatte at forevise coronapas 

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er enige om, at arbejdsgiverne sikres en lovmæssig adgang til at pålægge ansatte at forevise et gyldigt coronapas. Hensynet er, at der på arbejdspladserne hurtigt og effektivt skal kunne sikres tryghed om smittesituationen, og at eventuel smitte blandt ansatte skal kunne bremses. 

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er desuden enige om at anbefale Folketinget, at den lov, som gav arbejdsgiverne mulighed for at pålægge ansatte at lade sig coronateste, genindføres, og arbejdsgivernes adgang til at pålægge ansatte at forevise gyldigt coronapas omfattes af loven. Det skal fremgå af lovbemærkningerne, at så længe covid-19 er en samfundskritisk sygdom, er saglighedskravet for at pålægge ansatte at vise coronapas opfyldt. Det vil desuden sige, at det skal fremgå, at arbejdsgiver skal leve op til en række procedurekrav. 

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er derudover enige om, at arbejdsgiverne kan pålægge at anvende selvtest på arbejdspladsen i regi af den nye lov i det omfang, at de er CE-godkendte og anvendes i overensstemmelse med anvisningerne for testen. 

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er endelig enige om, at genindførelse af arbejdsgivernes mulighed for pålæg af test og indførelse af adgang til at kunne kræve, at ansatte foreviser coronapas skal gælde, så længe covid-19 kategoriseres som en samfundskritisk sygdom. 

Læs hele teksten her – https://bm.dk/nyheder-presse/pressemeddelelser/2021/11/trepartsaftale-skal-give-virksomheder-mulighed-for-at-kraeve-coronapas/