Afgørelse 6-23 om, at tabt arbejdsfortjeneste ikke er lønindtægt efter reglerne om flekslønstilskud

Principmeddelelsen fastslår, at tabt arbejdsfortjeneste, der udbetales efter Serviceloven ikke er lønindtægt, og derfor kan der ikke udbetales flekslønstilskud som supplement til tabt arbejdsfortjeneste.

Det er altså en forudsætning for at få udbetalt flekslønstilskud, at der er en lønindtægt fra arbejdsgiveren.

Ankestyrelsen fastslår, at tabt arbejdsfortjeneste efter Serviceloven ikke er løn, da den ikke udbetales af en arbejdsgiver i et ansættelsesforhold. Dette er uanset at tabt arbejdsfortjeneste udbetales som A-indkomst og at der betales arbejdsmarkedsbidrag.

Det betyder, at hvis en person er ansat i fleksjob, og får tabt arbejdsfortjeneste for nogle af timerne, så beregnes flekslønstilskuddet på baggrund af antal lønnede timer ved arbejdsgiver.
Altså en helt normal beregning, hvor der dog sker nedsættelse af hvor mange lønnede timer, der lægger til grund for beregningen..

Det betyder så også, at hvis en person i fleksjob får fuld tabt arbejdsfortjeneste, og ikke har nogen lønudbetaling fra arbejdsgiver, så kan der ikke beregnes flekslønstilskud.

Fleksjobansatte der får fuld tabt arbejdsfortjeneste risikerer altså en markant dårligere økonomi, da de mister både lønindtægt og flekslønstilskud, og tabtarbejdsfortjeneste beregnes ud fra lønindtægten alene.

Tilbagebetaling
Ankestyrelsen har i forbindelse med principmeddelelsen behandlet to konkrete sager, og i sag nr. 2 tages der endvidere stilling til eventuel tilbagebetaling af for meget udbetalt flekslønstilskud.

Betingelserne for at kræve tilbagebetaling af flekslønstilskud er at

  • flekslønstilskuddet er modtaget med urette (= den fleksjobansatte har efter reglerne ikke ret til flekslønstilskuddet), og
  • den fleksjobansatte mod bedre vidende har givet ukorrekte eller mangelfulde oplysninger, eller
  • den fleksjobansatte i øvrigt mod bedre vidende har modtaget flekslønstilskuddet uberettiget.

Begge betingelser skal være opfyldt for at flekslønstilskuddet kan kræves tilbagebetalt.

I den konkrete sag hjemvises den del af afgørelsen, der handler om tilbagebetaling, da kommunen ikke har taget stilling til begge betingelser.

Du kan læse hele afgørelsen her: https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/840dfa4f-4f94-45d2-a6af-0ca3f668dec8