Fortrinsret til offentlige stillinger- Forhandling mellem arbejdsgiver og Jobcenter

Ankestyrelsen skrevet en artikel om forhandling i forbindelse med fortrinsret, da de har set eksempler på, at der ikke altid foregår en reel forhandling mellem arbejdsgiver og Jobcenter.

Fortrinsret

Personer med handicap, har mulighed for at benytte fortrinsadgang, når ansøges til en offentlig stilling, Det betyder, at hvis ansøgeren opfylder de formelle uddannelseskrav til stillingen, skal den offentlige arbejdsgiver indkalde ansøgeren til en personlig ansættelsessamtale, inden stillingen besættes.

Formål

Formålet med reglerne er, at personer med handicap skal have samme muligheder for  at  opnå og fastholde tilknytning til arbejdsmarkedet, som personer uden handicap.

Forhandling

Hvis den offentlige arbejdsgiver, efter ansættelsessamtalerne, ikke ønsker at ansætte personen, der har anmodet om fortrinsret, skal arbejdsgiveren sende en skriftlig redegørelse til Jobcentret i ansøgerens hjemkommune.

På baggrund af denne redegørelse, skal der finde en faktisk forhandling sted, hvor Jobcentret vejleder arbejdsgiveren individuelt og konkret om muligheden for handicapkompenserende ordninger. Forhandlingen kan ske via mail eller telefon, og der skal udarbejdes et skriftligt referat af forhandlingen, der skal lægges på ansøgerens sag.

Det er ikke nok at kvittere for modtagelse af redegørelsen fra arbejdsgiveren.

Vores erfaring

Vi har heldigvis været i mange Jobcentre, hvor vi ser at denne ordning – inklusive at der sker en reel forhandling – fungerer efter hensigten.

Der hvor vi har set de største udfordringer, er hvor opgaven med at forestå forhandling i forbindelse med fortrinsret ikke er placeret i en bestemt afdeling/ved en bestemt person, og hvor der ikke er generelt kendskab til, hvem der kan og skal foretage denne forhandling.

Derfor er vores klare anbefaling, at der udpeges en eller flere nøglepersoner til denne funktion, og at hele organisationen har kendskab til hvem det er.

Læs Ankestyrelsens artikel her:

https://ast.dk/beskaeftigelse/artikler/handicappede-i-erhverv/personer-med-handicap-kan-soge-en-offentlig-stilling-med-fortrinsadgang-men-hvad-betyder-det/view

En ny evaluering af to puljer målrettet borgere med handicap kommer frem til en række anbefalinger, som vi også kender fra andre lignende projekter

STAR har udgivet en samlet evaluering af to puljer (2019), der er målrettet borgere med handicap. 

Der er tale om følgende puljer: 

  • Puljen til projekter med virksomhedsrettede indsatser for personer med handicap og  
  • Puljen til reintegration af sindslidende og psykisk syge på arbejdsmarkedet.  

STAR konkluderer, at anbefalingerne i evalueringen stemmer overens med den viden, der allerede findes på området. 

Blandt andet kan nævnes, at evalueringen fremhæver følgende elementer som vigtige:  

  • Indsatserne skal være individuelt tilrettelagt.  
  • Der skal være god tid til at arbejde med deltagerne i deres tempo.  
  • Der skal arbejdes med deltagernes barrierer for at komme i arbejde og med praktisk træning. 
  • Det er vigtigt med én fast kontaktperson og vedvarende kontakt og støtte – også efter deltageren er kommet i beskæftigelse. Det gælder både støtte til borgeren og til arbejdspladsen, hvor borgeren bliver ansat. 

Det fremgår af evalueringen, at deltagerne i projekterne med den omfattende støtte har udviklet sig positivt. Indsatserne har hjulpet deltagerne tættere på arbejdsmarkedet.  

Desuden har deltagerne på tværs af de to puljer været tilfredse med indsatserne og har en oplevelse af, at de har fået et stort udbytte af forløbene. 

Som eksempler på udbyttet kan nævnes, at deltagerne: 

  • har fået en større livsglæde, 
  • kan noget eller mere, end de kunne før deltagelsen, 
  • har fået øget tro på sig selv. 

Styrelsen har samlet anbefalingerne i et et-siders-notat. 

Læs hele notatet her:  https://star.dk/media/1gcd401e/gode-raad-til-indsatsen-for-borgere-med-psykisk-sygdom-og-handicap.pdf

Læs hele evalueringen her:  https://star.dk/media/cvplpnnc/evaluering-af-handicappuljer-2019.pdf