Aftale om systematisk gennemgang af udvalgte førtidspensionssager mv.

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, har indgået en aftale om en systematisk gennemgang af visse førtidspensionssager.
Forventningen er, at det vil dreje sig om 5.000 sager.

Undersøgelsen skal være gennemført inden udgangen af 2026.

Aftalepartierne er enige om, at resultaterne og erfaringerne fra undersøgelsen skal indgå i senere drøftelser om yderligere tilpasning af reglerne for tilkendelse af førtidspension.

Målgruppe:

Målgruppen for den systematiske sagsgennemgang er:

  • Nytilkomne personer under 60 år, som modtager førtidspension tilkendt efter 1. januar 2003.

Med nytilkommen menes personer, der er registreret i CPR, som førstegangsindrejst fra et tredjeland, eller som er indrejst efter udlandsophold i mere end 12 sammenhængende måneder.

  • Afgrænsningen omfatter også danske statsborgere og unionsborgere, som er indrejst efter 12 måneders sammenhængende ophold i lande udenfor EU/EØS.
  • Personerne skal være bosat i et af de udvalgte boligområder med mindst 1.000 beboere. Boligområderne er tillige udvalgt efter socioøkonomiske kriterier.

Sagsbehandlingen:

Kommunerne skal indkalde alle personer i den udvalgte målgruppe til en samtale. Med udgangspunkt i samtalen og de eksisterende oplysninger vurderer kommunen om, der er sagligt grundlag for at genoptage sagen.

Hvis kommunen vurderer, at der er grundlag for at genåbne en førtidspensionssag, skal sagen oplyses i fuldt omfang.

Som sidste skridt skal kommunen sende alle sager til udvalgte kommuner, som får kompetence til at gennemgå og validere sagerne og træffe afgørelse i de sager, der er genåbnet.

Læs mere her:

https://bm.dk/arbejdsomraader/aktuelle-fokusomraader/aftale-om-systematisk-gennemgang-af-udvalgte-foertidspensionssager

Aftale om forenkling og målretning i sygedagpengesystemet

Følgende ændringer i Sygedagpengeloven er trådt i kraft 1. januar 2025.

Kategori 3 afskaffes (nuværende §12, stk. 1, nr. 3 i Sygedagpengeloven)

Overgangsbestemmelser:

  • Sygemeldte, der er visiteret til kategori 3, og som fortsat er uarbejdsdygtige, visiteres den 1. januar 2025 til kategori 2.

I sager hvor

  • Den sygemeldte er visiteret til kategori 3, eller
  • Personen er overgået til første jobafklaringsforløb

inden 1. januar 2025, skal sagen forelægges rehabiliteringsteamet.

Kategori 2 sager

Den generelle ret til mestringsforløb for borgere i kategori 2 fjernes.

I den nye §13c om kategori 2 sager, fremgår det at indsatsen kan bestå af:

  • Arbejdspladsbaseret indsats
  • Tilbud efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
    • kap. 11 (virksomhedspraktik)
    • kap. 12 (løntilskud)
    • kap. 14 (Vejledning og opkvalificering)
    • kap. 26 (mentor)

Sygemeldte med udfordringer ud over de helbredsmæssige, som har behov for en tværfaglig indsats, kan også få en indsats efter anden lovgivning.
Indsatsen skal tilpasses den enkeltes forudsætninger, behov og helbredstilstand.

Kommunen skal ved første opfølgning indgå en aftale med den sygemeldte om jobmål, beskæftigelsesindsats og eventuelt tværfaglig indsats. Aftalen skal indgå i den sygemeldtes »Min Plan«.

For sygemeldte i et ansættelsesforhold er der ikke krav om, at aftalen indeholder jobmål og indgår i »Min Plan«.

Inden kommunen iværksætter en tværfaglig indsats, kan sagen forelægges for rehabiliteringsteamet.

Sygemeldte med et forudsigeligt sygeforløb

I den nye §13f fremgår det, at sygemeldte i et ansættelsesforhold med et forudsigeligt sygeforløb og forventet raskmelding senest inden udgangen af 13. uge, skal kommunen kun følge op på, om den sygemeldte bliver raskmeldt inden udgangen af 13. uge.

Den sygemeldte har ret til at få en samtale, hvis den sygemeldte ønsker det.

For sygemeldte fra beskæftigelse, som bliver ledige, eller som ikke er raskmeldte inden udgangen af 13. uge, skal der følges op efter de almindelige regler i § 13 b. Dette gælder selvom, der ikke er gået 6 måneder fra første fraværsdag.

Læs mere om aftale om forenkling og målretning i sygedagpengesystemet her: https://star.dk/implementering/sygedagpengeaftale

Politisk aftale om Ungeløft

Et flertal af folketingets partier er enige om at investere i de unges fremtid for at hjælpe flere med at realisere deres potentiale på en arbejdsplads, på en uddannelse eller i andre fællesskaber, hvor de kan vokse og blomstre.

Målgruppe

  • De 43.000 unge i alderen 15-24 år, som hverken er i uddannelse eller beskæftigelse
  • Udsatte unge op til 30 år kan også være omfattet

Periode

2025 – 2028

Indsatser

  • Et stærkt partnerskab på tværs af samfundet = Ungeløftet
  • Markant styrkelse af indsats til unge med psykiske lidelser – IPS
  • Flere unge skal med – fokus på job
  • Kapitalindskud i Den Sociale Investeringsfond – 45 mio. Kr.
  • Styrket indsats for kriminalitetstruede unge – High Five
  • Meningsfulde fællesskaber – DGI (Danske Gymnastik og Idrætsforeninger) og DUF(Dansk Ungdoms Fællesråd)
  • Styrket indsats for unge med handicap – Sammenslutningen af unge med handicap (SUMH)
  • Støtte til inddragelse af unge i Ungeløftet – Modstrøm (foreningen  for FGU-elever)
  • Flere unge skal have mulighed for at komme på højskole – Økonomisk støtte
  • Højere tilskud til frie fagskoler
  • Større kendskab til EGU på deltid – Informationsmateriale og bedre vejledning

Læs mere om aftalen her: https://bm.dk/media/r5zhpuzn/aftale-om-ungeloeftet.pdf