Præcisering af reglerne om modtagelse af ydelser efter Lov om aktiv socialpolitik (LAS) under kortvarige ophold i udlandet

OBS: Reglen er trådt i kraft d.1. marts i år.

Baggrund: Beskæftigelsesministeriet og Justitsministeriet har tidligere vurderet, at fortolkningen og anvendelsen af opholdskravet i § 5, stk. 3 i lov om aktiv socialpolitik om helt kortvarige ophold i udlandet uden overnatning kunne udløse krav om tilbagebetaling og sanktion.

Dette var ikke foreneligt med retten til fri bevægelighed. Senest i februar måned sidste år meldte Ankestyrelsen og STAR igen ud, at de kortvarige ophold i udlandet ikke skulle betragtes som omfattet af reglen i LAS § 5, stk.3. 

Ændringen: Formålet med ændringen af LAS § 5, stk.3 har været at skabe overensstemmelse med EU-rettens regler om fri bevægelighed.

Det fremgår nu direkte af lovteksten, at personer, der modtager hjælp efter LAS, kan modtage hjælp under helt kortvarige ophold i udlandet uden overnatning, fordi denne type ophold ikke er omfattet af reglen i § 5, stk.3.

Som eksempler på kortvarige ophold i udlandet kan nævnes indkøbsture, fritidsaktiviteter og lignende. Kortvarige ophold i udlandet må fortsat ikke involvere overnatning.

Der er ikke sket ændringer i resten af LAS § 5. Derfor kan personer, der modtager ydelser efter LAS, som hidtil overnatte i udlandet højst én gang pr. kalendermåned uden, at opholdet får betydning for retten til ydelser efter LAS. Øvrige sædvanlige krav for at modtage ydelser efter loven er heller ikke ændret og gælder derfor stadig.

Afskaffelse af den skærpede rådighedssanktion i LAS § 40a for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.

OBS: Reglen er trådt i kraft 1. marts i år.

Baggrund: Ønsket om ændringer i LAS § 40a har rod i erfaringerne med kommunernes store udfordringer med korrekt administration af reglerne om den skærpede rådighedssanktion. Særligt har der været udfordringer i sager, hvor borgeren var visiteret som aktivitetsparat.

Ændringen: Efter ændringen er aktivitetsparate personer, som modtager kontanthjælp, ikke længere omfattet af reglen om skærpet rådighedssanktion efter LAS § 40 a. Med forslaget vil den skærpede rådighedssanktion fremover udelukkende omfatte uddannelses- og jobparate modtagere af hjælp efter LAS.

Afskaffelse af skærpet rådighedssanktion for aktivitetsparate personer har ikke betydning for anvendelsen af de andre sanktionsregler i LAS. Disse personer vil derfor stadig kunne pålægges sanktion(er) efter LAS §§ 36-40. Her tænkes for eksempel på fradrag i eller nedsættelse af ydelsen, hvis den pågældende uden rimelig grund ikke opfylder sin rådighedsforpligtelse. Det kan f.eks. blive aktuelt, hvis den pågældende uden rimelig grund udebliver fra jobsamtaler og tilbud, eller afviser tilbud om arbejde, aktive tilbud m.v.

Overgangsregler: Afgørelser om skærpet rådighedssanktion efter LAS § 40 a truffet overfor aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere bortfalder, hvis afgørelsen er truffet før lovens ikrafttræden d.1. marts i år.

Øvrige ændringer:

Lovforslaget indeholder desuden et forslag om ændring af det skattemæssige fradragstidspunkt for tilbagebetalingspligtige ydelser udbetalt efter LAS og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats samt en række tekniske konsekvensændringer.

Lovforslaget som vedtaget kan læses her: https://www.ft.dk/samling/20241/lovforslag/L108/som_vedtaget.htm

AFG.17-24 ophør af hjælp – Krav om dokumentation for manglende vilje til at stå til rådighed, når reglen om den skærpede rådighedssanktion anvendes.

Kommunen kan efter lov om aktiv socialpolitik §40a (LAS) træffe afgørelse om, at en borger mister retten til hjælp i en periode på op til tre måneder, hvis borgeren har fået en afgørelse om en sanktion på grund af manglende rådighed, og borgeren igen uden rimelig grund tilsidesætter sin pligt til at stå til rådighed.

Det er en betingelse for at anvende denne sanktion, at kommunen konkret vurderer, at borgerens adfærd skyldes manglende vilje til at opfylde rådighedsforpligtelsen. Dette kan blandt andet vise sig ved:

  • at borgeren optræder negativt i forbindelse med, at kommunen giver tilbud eller altid har mange forbehold i forbindelse med tilbud,
  • at borgerens optræden kan sidestilles med en afvisning af tilbuddet m.v.
  • at borgeren uden en rimelig grund – én eller flere gange – udebliver fra tilbud eller jobsamtaler eller ikke aktivt søger job m.v.

Vurderingen og begrundelsen for rådighedsvurderingen skal fremgå af afgørelsen om skærpet rådighedssanktion.

For at kommunen kan træffe afgørelse om skærpet rådighedssanktion, er det en betingelse, at borgeren har fået mindst én forudgående afgørelse om sanktion.

Det er et ufravigeligt krav, at kommunen skriftligt har vejledt borgeren om alle rettigheder og pligter i forhold til rådighed og sanktioner og deres betydning for hjælpen. Desuden skal borgeren og dennes eventuelle ægtefælle være skriftligt vejledt om den skærpede rådighedssanktion.

Det er af afgørende betydning, at kommunen overholder de særlige krav til sagsbehandlingen, når borgeren er visiteret som aktivitetsparat. Her tænkes blandt andet på partshøringsreglen med krav om kontakt til borgeren og kravet om konkret begrundelse for vurderingen af, at sanktionen vil fremme den aktivitetsparate borgers rådighed.

Øvrige betingelser

  • Kommunen skal samtidig med afgørelsen om skærpet rådighedssanktion, give borgeren en aktivitet, som borgeren kan møde ind til. Borgeren modtager hjælp for de dage, hvor borgeren deltager i aktiviteten.
  • Kommunen skal sikre, at det fremgår af afgørelsen, hvornår den er gældende fra, og at borgeren kan påbegynde tilbuddet eller aktiviteten samme dag.
  • Kommunen skal i forbindelse med afgørelsen om skærpet rådighedssanktion foretage en konkret vurdering af, om en borger skal have en, to eller tre måneders skærpet sanktion.

Læs hele afgørelsen her: https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/2024/0b1c0e6e-3de5-4a75-a12c-e26c066b9d6d