AFG.14-26 – Betingelser for at yde dækning af den fulde udgift til befordring efter Beskæftigelsesloven 

I afgørelsen behandles spørgsmålet om dækning af transportudgifter til borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

En grundlæggende betingelse for dækning af den faktiske (den fulde) transportudgift til og fra – f.eks. et tilbud efter Beskæftigelsesloven (LAB) – er, at udgiften er knyttet til den nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne.

Hvis borgeren kan bruge en anden og billigere form for transport, er udgiften ikke en nødvendig følge af den nedsatte funktionsevne.

Det er derfor nødvendigt, at kommunen undersøger, om borgeren kan bruge andre og billigere transportmuligheder end den ansøgte. Først når dette er undersøgt, kan der træffes afgørelse.

De konkrete sager

Begge afgørelser blev hjemvist, fordi Ankestyrelsen vurderede, at der manglede konkrete oplysninger om borgeren muligheder for at anvende andre transportformer.

I den første sag manglede der oplysninger om, borgeren under en praktik kunne transportere sig på en anden og billigere måde end ved taxakørsel.

I den anden sag manglede der oplysninger om, borgerens muligheder for at  bruge offentlig transport. Det skulle også undersøges om,  borgeren på grund af andre forhold havde udgifter til transport, som var en nødvendig følge af funktionsnedsættelsen.

Læs hele afgørelsen her:

https://www.ast.dk/for-myndigheder/principmeddelelser/2026/ankestyrelsens-principmeddelelse-14-26-om-befordringsgodtgoerelse-beskaeftigelsesindsatsloven-noedvendig-transportudgift-billigst-egnet-transportudgifter

AFG. 8-26 – brugen af Anden Aktør og sagsbehandlingen:

Den konkrete sag, der er behandlet i denne afgørelse, drejer sig om afslag på forlængelse af sygedagpenge. Her behandles kun den del, der drejer sig om samarbejdet med anden aktør.

Lovhjemmel:

Udgangspunktet for brug af anden aktør er, at det kræver klar lovhjemmel, hvis en kommune helt eller delvist vil overlade sin afgørelseskompetence til en anden aktør.

Det er dermed ikke muligt for anden aktør at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge.

Den eneste undtagelse er afgørelser, hvor repræsentanten for anden aktør og borger er fuldt ud enige om vurderingen af uarbejdsdygtigheden.

Sagsforberedelse:

Kommunen kan anvende anden aktør ved forberedelsen af afgørelsessager – også sager om retten til sygedagpenge.

Det betyder, at anden aktør kan og skal foretage de nødvendige sagsbehandlingsskridt – herunder også partshøringer og udarbejdelse af indstillinger til selve afgørelsen.

Generelle krav til overladelse af sagsforberedelse til anden aktør

Ankestyrelsen omtaler i afgørelsen de vigtigste forudsætninger for brugen af anden aktør i sagsforberedelsen, når der skal træffes afgørelser:

  • Den anden aktør har den nødvendige fagkyndige ekspertise til at udføre opgaven.
  • Opgaven kan udføres uden, at der opstår interessekonflikter i forhold til myndigheden. Det vil sige, at den anden aktør ikke må optræde i en dobbeltrolle.
  • De sagsbehandlingsskridt, som den anden aktør foretager, skal leve op til de krav, der stilles til god sagsbehandlingsskik.
  • Ordningen skal tilrettelægges sådan, at der er sikkerhed for, at den ikke medfører tab af rettigheder for borgeren.
  • Kommunen skal på en hver måde stå inde for sagsbehandlingen og den afgørelse, som er truffet.

Det sidste krav betyder blandt andet, at kommunen skal vurdere,

  • om sagen er tilstrækkeligt oplyst,
  • om sagsfremstillingen fra den anden aktør er fyldestgørende, og
  • om der er taget hensyn til de oplysninger, der er indhentet.

OBS: Kommunen skal herefter træffe afgørelsen i sagen.

Den konkrete sag:

Anden aktør lavede et oplæg til afgørelsen om retten til sygedagpenge, som kommunen brugte i forbindelse med partshøringen og udarbejdelsen af selve afgørelsen. 

AFGØRELSEN fra AST:

Ankestyrelsen vurderede, at kommunens brug af anden aktør ikke var i strid med rammerne for anvendelse af anden aktører.

Kommunen havde forud for afgørelsen overladt sagsbehandlingen til

  • den anden aktør, som havde de nødvendige faglige forudsætninger for at udføre opgaven,
  • de enkelte dele af sagsbehandlingen levede op til de krav, som stilles til offentlige myndigheder, og
  • sagens forløb medførte ikke tab af rettigheder for borgeren.

Det er værd at bemærke, at kommunen:

  • Selv partshørte,
  • Selv traf afgørelse om afslag på forlængelse af udbetalingen af sygedagpenge
  • Kommunen anvendte oplægget til afgørelse fra den anden aktør ved afgørelsen.

Læs hele afgørelsen her:https://www.ast.dk/for-myndigheder/principmeddelelser/2026/ankestyrelsens-principmeddelelse-8-26-om-sygedagpenge-anden-aktoer-sagsforberedelse

Afg.7-26 – Håndteringen af fradrag i kontanthjælp, når fritvalgsordningen bruges 

OBS:
De to sager i denne afgørelse drejer sig om beregning af uddannelseshjælp.

Reglerne om ydelser efter Lov om aktiv social politik (LAS) er forenklet. Fra den 1.februar 2026 omhandler reglerne om fradrag af lønindtægter derfor kun ydelsen kontanthjælp.

Det fremgår af afgørelsen:

  • Hvordan indbetalinger på fritvalgsordninger skal behandles, inden lønindtægten trækkes fra i kontanthjælpen.
  • Hvornår udbetaling fra en fritvalgsordning skal vurderes som indtægt eller som formue efter LAS.

Fradrag af lønindtægter

Lønindtægter skal trækkes fra i kontanthjælp. Når lønindtægten gøres op, fratrækkes en række udgifter, så det bliver den skattepligtige personlige indkomst, der trækkes fra i kontanthjælpen.  De udgifter der fratrækkes er, arbejdsmarkedsbidrag, ATP-bidrag, eventuelle kollektive pensionsbidrag og henlagte feriepenge. Endvidere reduceres indtægten med et arbejdstimefradrag.

Fritvalgsordninger

Her er tale om en ordning, hvor en arbejdsgiver indbetaler en procentdel af den ansattes løn til en fritvalgskonto. Den ansatte kan bruge midlerne til fx fridage eller lignende.

Indbetalinger til en fritvalgsordning:

Hvis fritvalgsordningen fremgår af en overenskomst m.v. skal indkomsten reduceres med indbetalinger til ordningen, før indtægten trækkes fra i kontanthjælpen, Baggrunden er, at beløbet på tidspunktet for indbetalingen ikke indgår i den skattepligtige personlige indkomst.

Fremgår fritvalgsordningen ikke af en overenskomst m.v. reduceres indkomsten ikke med indbetalingerne.

Baggrunden er, at indbetalingen indgår i den skattepligtige personlige indkomst på indbetalingstidspunktet.

Udbetalinger fra en fritvalgsordning

Hvis fritvalgsordningen fremgår af en overenskomst m.v. behandles udbetalingen som en indtægt, der skal trækkes fra i kontanthjælpen. Baggrunden er, at udbetalingen beskattes på udbetalingstidspunktet.

Hvis fritvalgsordningen ikke fremgår af en overenskomst m.v. skal udbetalingen behandles som formue.

Læs hele afgørelsen her: https://www.ast.dk/for-myndigheder/principmeddelelser/2026/ankestyrelsens-principmeddelelse-7-26-om-uddannelseshjaelp-kontanthjaelp-selvforsoergelses-og-hjemrejseydelse-overgangsydelse-fradrag-for-indtaegter-loenindtaegter-fritvalgsordning

L17 – Skærpelse af regler om udvisning af visse kriminelle udlændinge + elektronisk kontrol m. fodlænke for visse udlændinge + styrkelse af repatrieringsordningen

Lovforslaget 3. behandles 3. september 2026.

Lovforslaget skærper reglerne for udvisning, så udlændinge, der idømmes mindst 1 års ubetinget fængsel for visse former for alvorlig kriminalitet, såsom bl.a. grov vold, seksuelle overgreb, organiseret kriminalitet, menneskesmugling og narkotikakriminalitet, som udgangspunkt skal udvises, medmindre ganske særlige hensyn taler afgørende imod.

Der indføres elektronisk kontrol med GPS-fodlænke i 1 år for udlændinge, der straffes for 10 eller flere overtrædelser af kontrolforpligtelserne.

Hvis udlændingen ikke overholder forpligtelserne ved den elektroniske kontrol, kan den pågældende idømmes en frihedsstraf i indtil 4 måneder, der skal udstås med almindelig fodlænke på et udrejsecenter eller ved yderligere overtrædelser i fængsel.

Hvis en udlænding ikke medvirker til eller ikke overholder forpligtelserne ved udståelse af straf med almindelig fodlænke på et udrejsecenter, kan den pågældende idømmes en fængselsstraf i indtil 4 måneder.

Målgruppen for hjemrejsestøtte udvides, så visse domsudviste udlændinge fremover kan få hjemrejsestøtte.

Det forudsættes i første omgang, at udlændinge- og integrationsministeren efter lovens ikrafttræden fastsætter regler om et tidsbegrænset tillæg til hjemrejsestøtten til visse udlændinge, som skal udsendes til Syrien eller Afghanistan, og et tidsbegrænset tillæg til hjælp til repatriering til personer med oprindelse i et MENAPT-land.
(Mellemøsten, Nord Afrika, Afghanistan, Pakistan og Tyrkiet)

Du kan læse lovforslaget her: https://www.ft.dk/samling/20252/lovforslag/l17/index.htm

L14 – Begrænsninger af ophold for personer omfattet af den ukrainske mobilisering.

Lovforslaget 3. behandles den 27. august 2026.

Lovforslaget er kort og simpelt, og handler om at mænd i alderen 23-60 år, der ikke er fritaget for militærtjeneste i Ukraine, ikke længere skal kunne få ophold i Danmark.

Forslaget får ikke betydning for opholdstilladelser, der allerede er givet.

Læs lovforslaget her: https://www.ft.dk/samling/20252/lovforslag/l14/index.htm

Ankestyrelsen – statistik for 2025

I 2025 afgjorde Ankestyrelsen ca. 59.000 sager, hvilket er ca. 9.000 flere end i 2024.

I skemaet ses tallene på landsplan – på Ankestyrelsens hjemmeside kan du også fremsøge tallene for de enkelte kommuner.

LovgivningAntal sagerStadfæstetOmgjortÆndret / ophævetHjemvist
SDP2.65883,9 %16,1 %9,3 %6,8 %
LAS6.01180,5 %19,5 %9,6 %9,9 %
LAB1.64379,1 %20,9 %9,9 %11,1 %
FØP91182,4 %17,6 %6,5 %11,1 %
INT9783,5 %16,5 %1 %15,5 %
HKL4367,4 %32,6 %18,6 %14 %

SDP = Sygedagpengeloven
LAS = Lov om en Aktiv Socialpolitk
LAB = Lov om en Aktiv Beskæftigelsesindsats
FØP = Lov om Social Pension
INT = Integrationsloven
HKL = Handicapkompenserende ordninger

Dyk selv videre ned i Ankestyrelsens tal her: https://talportal.ast.dk/tal-og-statistik-app/

Ankestyrelsen vil øge fokus for at imødekomme ønsket om flere principmeddelelser

Ankestyrelsen har bedt 1300 sagsbehandlere og ledere i kommunerne om at vurdere de forskellige praksiskoordinerende indsatser; principmeddelelser, artikler, webinarer, e-læringsprodukter mv.

Kortlægningen viser at principmeddelelser er det mest benyttede praksiskoordineringsredskab – 88% af de adspurgte bruger principmeddelelser og ud af dem vurderer 94% at de giver dybdegående juridisk viden.

Mange af de adspurgte efterspørger flere principmeddelelser og at de kommer hurtigere.

Ankestyrelsen anerkender behovet og har derfor som målsætning at øge antallet af principmeddelelser og at reducere tiden fra et identificeret behov til udgivelse.

Læs nyheden her: https://www.ast.dk/nyhedsarkiv/2026/jun/kommunerne-efterlyser-flere-principmeddelelser-ankestyrelsen-oeger-fokus-for-at-imoedekomme-behovet

Beskæftigelsesrettede tiltag i Regeringsgrundlaget for firkløverregeringen 2026

  • Børn i økonomisk dårligt stillede familier hjælpes ved at
    • Fritidstillægget i kontanthjælpssystemet afbureaukratiseres, sådan at det samtidig understøtter børns fritidsaktiviteter.
    • Give kommunerne bedre mulighed for at give økonomisk hjælp til blandt andet boligudgifter (jf. bla. forslaget fra Ydelseskommissionen).
  • Øge ydelsen med mindst 1.000, – kr. pr. måned til sårbare unge under 30 år i kontanthjælpssystemet, der har bestemte psykiske diagnoser.
  • Mere sammenhængende og fleksibel beskæftigelsesindsats for mennesker med handicap
    • Hurtigere og mere målrettet støtte til den enkelte borger, ved at sikre bedre overgange mellem uddannelse og job
    • Undersøge om det sociale frikort kan udvides til at omfatte mennesker med handicap
  • Fremadrettet fokus på
    • Seniorbeskæftigelsen
    • Stigende beskæftigelsesfrekvens for herboende indvandrere og efterkommere
    • International arbejdskraft
  • Den strukturelle beskæftigelse øges med 35.000 fuldtidspersoner i 2035.
    Øget privat beskæftigelse frem for offentlig beskæftigelse.
  • Personer på overførselsindkomst kan få en hurtigere tilpasning f ydelsen ifm. høj inflation.
  • Velfærdsforlig 2.0
    • Styrke mulighederne for, at man i perioder af livet kan arbejde mindre og i andre perioder mere.
    • Større tryghed og klarhed om reglerne for tilbagetrækning.
    • Investere i uddannelse, opkvalificering, omskoling og sporskifte.
    • Nedbringe stress og sygefravær og styrke arbejdsmiljøet.
    • Styrke et mere rummeligt arbejdsmarked blandt andet for seniorer.
  • Aldersgrænsen for tidlig pension hæves ikke 1. januar 2027.
  • Hæve ydelsen for tidlig pension med 3.000, -kr. pr. måned.
  • Lempe modregningsreglerne for efterløn og tidlig pension for at gøre det mere attraktivt at arbejde i en sen alder.

Tiltag, der ikke som udgangspunkt er beskæftigelsesrettede, men som kan få en økonomisk effekt for en del af målgrupperne i beskæftigelsesloven

  • Gennemgå boligstøtten og – inden for den eksisterende ramme – omlægge den, så den også kan anvendes i kollegier og deleboliger mv.
  • Midler til at gøre op med at særligt udsatte familier oplever krav om egenbetaling i folkeskolen.
  • Gratis offentlig transport til unge under 22 år.
  • Vederlagsfri tandbehandling – i første omgang til særligt udsatte.
  • Revision af reglerne om straffesagsgæld og lønindeholdelse i sager om straffesagsgæld.
  • Halvering af moms på alle fødevarer.
  • Fjerne moms på frugt og grønt.

Du kan finde regeringsgrundlaget her

Ny vejledning om beregning af klagefrister

Som følge af at PostNord er ophørt med at omdele breve i Danmark pr. 30. december 2025, er der kommet en ny vejledning om beregning af klagefrister.

Der er kun foretage mindre justeringer i de dele af vejledningen der omhandler beregning af klagefrist i sager, hvor afgørelsen meddeles via digital post.

Begyndelsestidspunktet for klagefristen

Fysisk brev:

Klagefristen begynder at løbe, på det tidspunkt hvor meddelelsen om afgørelsen er nået frem til borgeren.

Et brev kan antages at være kommet frem på det seneste tidspunkt, hvor postdistributørens leveringsbestemmelser angiver at brevet vil være leveret.
Det betyder, at hvis det fremgår at et brev vil være leveret inden for 2 – 5 hverdage, så kan man antage at brevet er kommet frem til modtageren 5 hverdage efter det er dateret og sendt.

Denne formodning skal fraviges i de tilfælde, hvor postdistributøren registrerer et præcist tidspunkt for levering af forsendelsen.

Der kan også være situationer, hvor man det må lægges til grund at brevet er kommet senere frem, eksempelvis hvis der har været forsinkelser ved postleverandøren.

Digitale meddelelser:

Klagefristen skal regnes fra den dato hvor meddelelsen er tilgængelig i modtagerens postløsning, uanset hvilket tidspunkt på døgnet det er. Dette gælder også hvis meddelelsen bliver tilgænglig på ikke arbejdsdage.

Udløbsdagen for klagefristen

Denne beregning sker på samme måde, uanset hvordan meddelelsen er fremsendt til borgeren.

Den dag hvor afgørelsen er kommet frem, tælles ikke med i klagefristens længde.

Udløber klagefristen i en weekend, på en helligdag eller en lukkedag i kommunen – udløber klagefristen på førstkommende hverdag.

Præcis angivelse af klagefrist

I de tilfælde hvor det er muligt, bør myndigheden så vidt muligt angive klagefristen meget præcist med dato og eventuelt klokkeslæt.

Rettidig modtagelse af klage

Fysisk brev:

Skal være myndigheden i hænde senest ved kontortids ophør, den dag fristen udløber.

Digital meddelelse:

Klagen skal være myndigheden i hænde senest kl. 23.59, den dag fristen udløber.

Fejlagtig fremsendelse

Som udgangspunkt skal borgeren stilles som om klagen er modtaget rettidigt, hvis den inden for fristens udløb er modtaget ved en myndighed, der har pligt til at videresende klagen til den rette myndighed.

Dog kan en klage – afleveret til en forkert myndighed – ikke uden videre kunne anses for at være rettidig, hvis borgeren forinden har fået en korrekt og fyldestgørende klagevejledning.
Der skal foretages en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt der er undskyldelige omstændigheder for borgeren.

Du finder vejledning nr. 9292 af 20/02/2026 her.