Tag: ankestyrelsen

Udgivet den

Ankestyrelsens principmeddelelse 14-21

  • Om sygedagpenge når lønmodtageren har orlov uden løn 

Ankestyrelsen har behandlet sagen for at afklare hvad der gælder, hvis en lønmodtager bliver sygemeldt i forbindelse med aftalt orlov uden løn. Herunder om arbejdsgiver har pligt til at udbetale sygedagpenge i arbejdsgiverperioden, når første sygedag indtræffer under den aftalte orlov, og om lønmodtager har ret til sygedagpenge fra kommunen. 

Første fraværsdag

Hvis en lønmodtager bliver syg under aftalt orlov uden løn, vil første fraværsdag være dagen efter orlovens ophør. 

Det skyldes at det i perioden med orlov uden løn er orloven – og ikke sygdom – der afholder lønmodtageren fra arbejdsmarkedet. Derudover er der i perioder med orlov uden løn, ikke en lønindkomst der kan kompenseres af sygedagpenge. 

Beskæftigelseskravet i forhold til arbejdsgiver 

En lønmodtager der ikke har ret til fuld løn under sygdom, har ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren i 30 kalenderdage fra første fraværsdag. 

Retten til sygedagpenge fra arbejdsgiver er betinget af at lønmodtageren opfylder beskæftigelseskravet på første fraværsdag; 

  • har været ansat i de seneste 8 uger før fraværet hos arbejdsgiveren 
  • i denne periode har været beskæftiget ved arbejdsgiveren i 74 timer. 

Lønmodtageren er fortsat ansat i perioder med orlov uden løn. 

Perioden med orlov indgår derfor i opgørelsen af 8 ugers perioden. 

Der kan derimod ikke ses bort fra perioder med orlov uden løn i opgørelsen af 74 timers beskæftigelse.  
Det betyder at der i perioder med orlov ikke optjenes arbejdstimer. 

Beskæftigelseskravet i forhold til kommunen 

En lønmodtager har ret til sygedagpenge fra kommunen hvis personen ikke har ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren og 

  • er i aktuel beskæftigelse 
  • har været beskæftiget i mindst 240 timer inden for de seneste 6 måneder forud for første fraværsdag 
  • i mindst 5 af de seneste 6 måneder har været beskæftiget i mindst 40 timer hver måned. 

Lønmodtageren er fortsat ansat i perioder med orlov uden løn. 
Kravet om aktuel beskæftigelse er således opfyldt, hvis sygdommen indtræder under aftalt orlov. 

Opgørelsen af timer med lønarbejde sker ud fra indberetninger til indkomstregisteret, og der kan ikke ses bort fra perioder med orlov uden løn ved opgørelsen af timekravet i de seneste 6 måneder. 

Det betyder at der i perioder med orlov ikke optjenes arbejdstimer. 

Beskæftigelseskravet i forhold til kommunen for dagpengeberettigede medlemmer af en A-kasse 

En lønmodtager har ret til sygedagpenge fra kommunen, hvis personen ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt. 

Sygemeldes en lønmodtager i en periode med aftalt orlov uden løn, er retten til sygedagpenge fra kommunen betinget af, at den sygemeldte har en aktuel dagpengeret hos en A-kasse, dagen efter ophøret af den aftalte orlov. 

Det er en betingelse at den sygemeldte ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, hvis uarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt. 

Den konkrete sag

Lønmodtageren har første sygedag i en periode, hvor der var aftalt orlov uden løn. 

Under orloven opsagde lønmodtageren sin stilling og afbrød dermed orloven. Lønmodtageren stiller sig efterfølgende til rådighed for arbejdsmarkedet hos sin A-kasse, hvorfra hun modtog arbejdsløshedsdagpenge. 

Lønmodtageren anmoder i forbindelse med sygemeldingen kommunen om sygedagpenge. 

Ankestyrelsen har vurderet, at retten til udbetaling af sygedagpenge skal vurderes ud fra borgerens første fraværsdag efter ophør af aftalt orlov uden løn, da der først på det tidspunkt er grundlag for at yde kompensation ved fravær på grund af sygdom. 

Retten til sygedagpenge er dermed betinget af, at lønmodtageren opfylder sygedagpengelovens betingelser på den første fraværsdag efter endt orlov, herunder beskæftigelseskravet og kravet om uarbejdsdygtighed. 

Da lønmodtageren har raskmeldt sig og stillet sig til rådighed for arbejdsmarkedet dagen efter ophøret af den aftalte orlov, vurderer Ankestyrelsen således ikke at borgeren er berettiget til sygedagpenge. 

Læs hele principmeddelelsen her: https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20210948525

Udgivet den

Ankestyrelsens principmeddelelse 18-21

Afgørelsen fastslår afgrænsningen mellem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats og brugen af ressourceforløb 

Lundsteen og Wiederquist mener: Der er tale om en særdeles interessant afgørelse, som vi kun kan opfordre jer til at læse i dens fulde længde. 

For os giver den rigtig god mening.  

På den anden side spøger lovbemærkninger fra reformen om fleksjob og førtidspension fra 2013. Denne afgørelse må have den effekt, at man i en del kommuner kommer til at ændre på sin praksis for tilkendelse af førtidspension (FØP). Med det tænker vi, at tanken om, at FØP – som udgangspunkt – ikke tilkendes, medmindre der har været gennemført et ressourceforløb.  

Naturligvis har det gældende stk. 2 om udviklingsmuligheder i bestemmelsen om tilkendelse af ressourceforløb ryddet op i en hel del. Men hvis der skal tænkes generelt og man vender det om, så kan man enten kun få FØP, hvis man har haft behov for et længerevarende tværfagligt forløb eller der skal i højere grad åbnes op for, at den almindelige beskæftigelsesrettede indsats kan udgøre grundlaget for tilkendelsen af FØP. 

Læs afgørelsen og nyd den. 

Beskrivelse af de to former for indsatser 

Den almindelige beskæftigelsesrettede indsats defineres som tilbud efter Beskæftigelseslovens kapitler 11-14 (virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud, nytteindsats og vejledning og opkvalificering). 

Tilbuddene kan gives hver for sig eller i kombination, med det formål, at personen hurtigst muligt opnår varig beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse. 

Hvis en person udelukkende har behov for beskæftigelsesrettede indsatser med henblik på afklaring og udvikling af arbejdsevnen, kan kommunen iværksætte en almindelig beskæftigelsesrettet indsats i form af fx vejledning og opkvalificering eller virksomhedspraktik. 

Ressourceforløb (tværfaglig indsats) 

Hvis personen har sammensatte komplekse problemer ud over ledighed og har behov for et helhedsorienteret forløb, hvor der skal iværksættes tværfaglige indsatser, kan personen være i målgruppen for et ressourceforløb. Tværfaglige indsatser er indsatser inden for beskæftigelsesområdet og social- og/eller sundhedsområdet. 

Det er endvidere en betingelse, at personen enten har  

  • modtaget længerevarende offentlig forsørgelse,  
  • har deltaget i beskæftigelsesrettede tilbud uden at have øget tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller  
  • at kommunen vurderer, at der er behov for en længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål. 

Hvordan afgøres det, hvad der er den rigtige indsats? 

Det er en konkret og individuel vurdering, om en borger skal visiteres til et ressourceforløb. 

Ved vurderingen af, om en borger skal hjælpes videre enten ved de almindelige beskæftigelsesrettede tilbud som fx virksomhedspraktik eller en tværfaglig indsats i form af ressourceforløb, er det relevant at overveje følgende: 

  • Har personen komplekse problemer, fx i form af helbredsproblemer, misbrug, sociale forhold, m.v., og udsigten til at komme i ordinær beskæftigelse eller uddannelse er lang? 
  • Er der behov for yderligere lægelig udredning og/eller behandling for personens helbredstilstand? 
  • Er der allerede forsøgt med almindelige beskæftigelsesrettede indsatser, herunder støtte, og i så fald med hvilket resultat? 
  • Er der allerede iværksat støtte- og hjælpeforanstaltninger efter anden lovgivning og/eller er der behov for en tværfaglig indsats, som bedst kan varetages i et ressourceforløb? 
  • Er det nødvendigt med en længerevarende indsats på mindst 1 års varighed, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål? 

En varig og væsentlig funktionsnedsættelse som følge af helbredsmæssige forhold er ikke i sig selv ensbetydende med, at der er behov for, at personens arbejdsevne skal afklares og udvikles i et ressourceforløb.  

Hvis der er iværksat relevant behandling, og det i øvrigt er afklaret, hvilken form for hjælp personen skal have, og hjælpen er iværksat, vil der som udgangspunkt ikke være behov for etablering af et længerevarende forløb i form af et ressourceforløb. 

Afgørelsen indeholder stillingtagen til to konkrete afgørelser om afgrænsningen. 

LÆS HELE AFGØRELSEN HER:  https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20210965525

Udgivet den

Hvor går grænsen mellem indsatsviften og ressourceforløb? – AFG.18-21 

Afgørelsen definerer snitfladen mellem situationer, hvor en såkaldt ordinær indsats efter Beskæftigelsesloven (indsatsviften)er tilstrækkelig og hvornår betingelserne for at bevilge et ressourceforløb er opfyldt.  

Helt grundlæggende slår afgørelsen fast, at en person, der kan hjælpes ind på arbejdsmarkedet gennem en almindelig beskæftigelsesrettet indsats (for eksempel ved brug af virksomhedspraktik eller vejledning og opkvalificering efter beskæftigelsesindsatsloven), ikke er i målgruppen for et ressourceforløb. Det gælder også, selvom personen har en varig og væsentlig funktionsnedsættelse som følge af helbredsmæssige forhold. 

Tilbudsviften (almindelig beskæftigelsesrettet indsats) 

Kommunen kan give tilbud om virksomhedspraktik, ansættelse med løntilskud, nytteindsats og vejledning og opkvalificering efter beskæftigelsesindsatsloven (tilbudsviften). Tilbuddene kan gives hver for sig  – men også i kombination. Målet med indsatsen er, at personen hurtigst muligt opnår varig hel – eller delvis beskæftigelse. 

Hvis en person udelukkende har behov for beskæftigelsesrettede indsatser for at arbejdsevnen afklares eller udvikles, kan kommunen anvende indsatsviften. 

Ressourceforløb (tværfaglig indsats) 

Hvis personen har  

  • sammensatte komplekse problemer ud over ledighed og  
  • har behov for et helhedsorienteret forløb,  
  • hvor der skal iværksættes tværfaglige indsatser, 

kan personen være i målgruppen for et ressourceforløb.  

Tværfaglige indsatser defineres her som indsatser inden for beskæftigelsesområdet og social- og/eller sundhedsområdet. 

Desuden skal mindst én af følgende betingelser være opfyldt 

  • personen enten har modtaget længerevarende offentlig forsørgelse,  
  • har deltaget i beskæftigelsesrettede tilbud uden at have øget tilknytningen til arbejdsmarkedet, eller 
  • kommunen vurderer, at der er behov for en længerevarende indsats, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål. 

WQ kommentarer – Så langt er der ikke væsentlige nyheder. Vi vurderer dog, at det er nyttigt at få defineret begrebet indsatsviften så konkret overfor kravene til målgruppen for et resourceforløb. 

Tilbudsviften eller ressourceforløb? 

Det er en konkret og individuel vurdering, om en borger skal visiteres til et ressourceforløb. 

Ved vurderingn er det relevant at overveje følgende: 

  • Har personen komplekse problemer, fx i form af helbredsproblemer, misbrug, sociale forhold, m.v., hvor udsigten til at komme i ordinær beskæftigelse eller uddannelse er lang? 
  • Er der behov for yderligere lægelig udredning og/eller behandling for personens helbredstilstand? 
  • Er der allerede forsøgt med almindelige beskæftigelsesrettede indsatser, herunder støtte, og i så fald med hvilket resultat? 
  • Er der allerede iværksat støtte- og hjælpeforanstaltninger efter anden lovgivning og/eller er der behov for en tværfaglig indsats, som bedst kan varetages i et ressourceforløb? 
  • Er det nødvendigt med en længerevarende indsats på mindst 1 års varighed, før der kan fastsættes et konkret beskæftigelsesmål? 

WQ kommentarer – Afgrænsningen ser klar og stringent ud. Det interessante er dog, at en håndhævelse af afgræsningen vel vil betyde, at en del af de borgere, der i dag bevilges ressourceforløb, vil skulle bevilges førtidspension uden først at have deltaget i et ressourceforløb. Dette passer fint med kravet om, at der skal være udviklingsmuligheder, når personen bevilges ressourceforløbet. Men hvordan passer det med tanken om, at langt størstedelen af personer, der skal have tilkendt førtidspension, ikke har deltaget i et ressourceforløb? Vi må vente og se, i hvilket omfang og hvordan afgørelsen vil påvirke kommunernes praksis. 

Læs hele afgørelsen her – https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/a96ffd04-606c-411d-8b9a-3dd984ead71e

Trepartsaftale om arbejdsgiveres mulighed for at pålægge ansatte at forevise coronapas 

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er enige om, at arbejdsgiverne sikres en lovmæssig adgang til at pålægge ansatte at forevise et gyldigt coronapas. Hensynet er, at der på arbejdspladserne hurtigt og effektivt skal kunne sikres tryghed om smittesituationen, og at eventuel smitte blandt ansatte skal kunne bremses. 

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er desuden enige om at anbefale Folketinget, at den lov, som gav arbejdsgiverne mulighed for at pålægge ansatte at lade sig coronateste, genindføres, og arbejdsgivernes adgang til at pålægge ansatte at forevise gyldigt coronapas omfattes af loven. Det skal fremgå af lovbemærkningerne, at så længe covid-19 er en samfundskritisk sygdom, er saglighedskravet for at pålægge ansatte at vise coronapas opfyldt. Det vil desuden sige, at det skal fremgå, at arbejdsgiver skal leve op til en række procedurekrav. 

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er derudover enige om, at arbejdsgiverne kan pålægge at anvende selvtest på arbejdspladsen i regi af den nye lov i det omfang, at de er CE-godkendte og anvendes i overensstemmelse med anvisningerne for testen. 

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er endelig enige om, at genindførelse af arbejdsgivernes mulighed for pålæg af test og indførelse af adgang til at kunne kræve, at ansatte foreviser coronapas skal gælde, så længe covid-19 kategoriseres som en samfundskritisk sygdom. 

Læs hele teksten her – https://bm.dk/nyheder-presse/pressemeddelelser/2021/11/trepartsaftale-skal-give-virksomheder-mulighed-for-at-kraeve-coronapas/  

Udgivet den

Tilsynsudtalelse fra Ankestyrelsen om kvalitetsstandard for kropsbårne hjælpemidler

Ankestyrelsen har i en konkret sag taget stilling til, at det er i strid med Serviceloven og hjælpemiddelbekendtgørelsen, at kommunen oplyser i sin kvalitetsstandard, at der kan ske udskiftning af ortopædisk fodtøj hver 18. måned. 

Ankestyrelsen lægger blandt andet vægt på at det daværende Social- og Indenrigsministerium udtaler at  

”Bestemmelsen i hjælpemiddelbekendtgørelsens § 4, stk. 1, er beskrevet i punkt 33 i hjælpemiddelvejledningen. Det fremgår bl.a. heraf, at Hjælpemidler udskiftes, når der er behov for det. Der kan ikke opstilles generelle retningslinjer for, hvor længe et hjælpemiddel skal holde. Der skal derfor altid foretages en individuel bedømmelse af ansøgninger om udskiftning. 

Det fremgår videre af hjælpemiddelvejledningens punkt 33, at der i vejledningens kapitel 10 om de enkelte typer af hjælpemidler, hvori punkt 94 om ortopædisk fodtøj bl.a. indgår, er nævnt vejledende udskiftningsintervaller. Dette indebærer ikke, at hjælpemidlet skal udskiftes på dette tidspunkt, eller at behov for hyppigere udskiftning ikke kan forekomme. Individuel brug, legemlige forandringer og slitage kan selv efter kort tid gøre det umuligt at anvende hjælpemidlet. Et hjælpemiddel kan blive uanvendeligt af andre årsager eller gå tabt, f.eks. ved tyveri eller brand. I sidstnævnte situationer bør borgeren forsynes med et erstatningshjælpemiddel uden unødig forsinkelse. Herudover kan 4 borgerens behov, f.eks. ved progredierende lidelser, have ændret sig.” 

Det er således uomtvisteligt, at der skal foretages en konkret og individuel vurdering i alle sager, samt at en Servicestandard ikke må indeholde faste intervaller for udskiftning af kropsbårne hjælpemidler. 

Læs hel udtalelsen her: https://ast.dk/tilsynet/udtalelser/udtalelsesdatabase/_ube_/media/pdf_files/122_Guldborgsund_Kommune_-_Udtalelse_-_Kvalitetsstand_kropsb%C3%A5rne_hj%C3%A6lpemidler__Url2j8i.pdf  

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Tilmeld dig nyhedsbrevet her.

Nyhedsbrev Arkiv

Se alle tidligere nyhedsbreve.

Udgivet den

Mangel på væsentlige oplysninger er den primære årsag til hjemvisning af sager – Artikel i Nyt fra Ankestyrelsen nr. 5, 2021

Artiklen indgår i teamet om ressourceforløbsydelse, som Ankestyrelsen behandler på baggrund af praksisundersøgelsen fra 2020, hvor resultatet var, at styrelsen omgjorde 41 pct. af de gennemgåede klagesager. 

Temaet i artiklen er oplysningsgrundlaget (Retssikkerhedslovens §10) samt betydningen af, hvilken indflydelse det har, når en sag ikke er tilstrækkeligt oplyst.  

Hvis sagen ikke er tilstrækkeligt belyst, kan det føre til, at sagen hjemvises. 

Praksis er dog, at styrelsen kan indhente de manglende oplysninger, hvis disse udgør en mindre, supplerende del af oplysningsgrundlaget i sagen. Dermed kan det fastslås, at udgangspunktet er, styrelsen selv indhenter de disse oplysninger og at sagen ikke hjemvises af denne årsag. 

En naturlig konsekvens af denne praksis er, at sagen – som udgangspunkt – hjemvises, hvis de manglende oplysninger udgør en væsentlig del af beslutningsgrundlaget i sagen. I afgørelsen om hjemvisningen vil det fremgå, hvilke oplysninger kommunen skal indhente i sagen, inden den træffer en ny afgørelse. 

En hjemvisning betyder som udgangspunkt, at kommunens afgørelse ophæves. Kommunen skal derfor stille borgeren, som om kommunen aldrig havde truffet den hjemviste afgørelse. 

Det vil – igen som udgangspunkt – betyde, at kommunen straks skal genoptage udbetalingen af ydelsen eller udbetale den fulde ydelse. I nogle sager vil det betyde, at beløb, som kommunen måtte have trukket i ydelsen som følge af sin afgørelse, skal efterbetales til borgeren. 

Artiklen indeholder en gennemgang af tre situationer fra praksisundersøgelsen, hvor der mangler væsentlige oplysninger i sagen og hjemvisning ofte har været konsekvensen. 

Indtægternes periode 

INDTÆGTER FRA PERIODEN FØR UDBETALINGEN AF YDELSEN – Oplysninger om hvilke perioder borgerens indtægter er udbetalt for er nødvendige for at kunne afgøre, om indtægten vedrører en periode, hvor personen modtager ressourceforløbsydelse, og dermed om indtægten skal trækkes fra i ydelsen. 

Indtægter fra perioden, før personen er overgået til ressourceforløb eller jobafklaringsforløb, skal ikke trækkes fra i ressourceforløbsydelsen, selvom udbetalingen sker, mens den pågældende modtager ressourceforløbsydelse. Samme undtagelse gælder for indtægter fra en periode, efter personen er ophørt i ressourceforløb eller jobafklaringsforløb. 

TILBAGEBETALING – Oplysningerne om hvilke perioder borgerens indtægter er udbetalt for er desuden nødvendige for at kunne vurdere, om reglerne om tilbagebetaling på grund af dobbeltforsørgelse i aktivlovens § 94 skal anvendes. § 94 anvendes frem for reglerne om fradrag i ressourceforløbsydelse, når en person, der har modtaget ressourceforløbsydelse, senere får udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag eller lignende, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte ressourceforløbsydelse. Bestemmelsen i § 94 vedrører allerede udbetalt hjælp.I AFG.101-17 har styrelsen taget stilling til, hvornår reglerne om henholdsvis fradrag og tilbagebetaling skal anvendes, når en ressourceforløbsydelsesmodtager har indtægter. 

LÆS HELE AFGØRELSEN HER – https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/fb8bd564-ea1f-4f21-87fa-488df53eadea 

Overførsler til borgerens konto 

Klagesager om ressourceforløbsydelse, hvor kommunen vurderer, at beløb, der indgår på borgerens konto, er indtægter, som skal trækkes fra i ressourceforløbsydelsen kan hjemvises. Årsagen til hjemvisningerne er typisk, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad har oplyst, hvad overførsler til borgerens konto dækker over, inden kommunen vurderer, at der er tale om indtægter, som skal trækkes fra i ressourceforløbsydelsen. 

Vi har i principmeddelelse 104-16 om kontanthjælp slået fast, at kommunen i sådanne sager skal vurdere, om beløb på en borgers konto er formue eller indtægter. Kommunen skal ved sagens behandling inddrage borgerens oplysning om, hvad bankoverførsler dækker over, ligesom kommunen skal inddrage teksten på kontoudtog og andre oplysninger om, hvad beløbet dækker over. Hvis borgeren ikke medvirker, og der ikke foreligger eller kan indhentes oplysninger om arten og årsagen til overførslerne, kan beløbene betragtes som indtægt. Disse principper kan overføres til sager om ressourceforløbsydelse. 

LÆS HELE AFGØRELSEN HER- https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/4b871784-5b8e-49d5-b8d2-707604cc06df 

Indtægter fra udlejning af ejerbolig 

Dette tema drejer sig om situationer, hvor borgeren har indtægter fra udlejning af et eller flere lejemål, som skal trækkes fra i ressourceforløbsydelsen. 

Kan udlejning sidestilles med selvstændig virksomhed, skal visse af borgerens udgifter ved udlejningen trækkes fra i indtægten, før indtægten trækkes fra i ressourceforløbsydelsen. 

Det fremgår af AFG.69-15 om kontanthjælp, at indtægter fra udlejning af ejerbolig i visse tilfælde kan sidestilles med selvstændig virksomhed. 

LÆS HELE AFGØRELSEN HER – https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/aad0e5b9-2daa-4f39-96f5-93df47fc60b8 

I vurderingen af, om udlejningen kan sidestilles med selvstændig virksomhed, skal der lægges vægt på, om udlejningen skattemæssigt anses som erhvervsmæssig udlejning. Principperne fra principmeddelelsen kan overføres til sager om ressourceforløbsydelse