Principmeddelelse 48-22 om Flekslønstilskud – om efterregulering og tilbagebetaling af fleksløntilskud

Principmeddelelsen er en præcisering af principmeddelelse 16-18, der således ikke længere er gældende. Den præciserer, at kommunen kun kan foretage efterregulering, hvis der er grundlag for det i reglerne. Dog er listen med de 4 scenarier ikke udtømmende. 

Principemeddelelsen fastslår, at løn og fleksløntilskud højst kan udgøre et beløb, der svarer til fuldtidsløn med tillæg i samme stilling. 

Hvis løn og flekslønstilskud tilsammen udgør mere end fultidslønnen med tillæg, nedsættes fleksløntilskuddet med det overskydende beløb. 

I forbindelse med indgåelse af aftale om ansættelse i fleksjob, skal arbejdsgiver oplyse hvad fuldtidslønnen er i den pågældende stilling. Hvis der sker ændringer, skal arbejdsgiver oplyse om disse. 

Den løn, der udgør lønloftet, er lønnen for fuld tid i den pågældende stilling. Uden eventuel reduktion af timelønnen som følge af den nedsatte arbejdsevne. 

Hvis der ydes tillæg i form af genetillæg, aften/nattillæg, weekendtillæg m.v. skal arbejdsgiver oplyse den gennemsnitlige månedsløn, for en medarbejder, der er ansat på ordinære vilkår i samme stilling. 

Kommunen skal sikre, at udbetaling af ydelser sker på et korrekt grundlag, og at alle nødvendige oplysninger for at kunne beregne fleksløntilskuddet indgår i sagen. 

Pligten til at oplyse sagen er en garantiforskrift, hvilket betyder, at der ved tilsidesættelse nødvendig oplysning, er en formodning for, at afgørelsen er påvirket af manglen. 

Det er myndigheden, der har bevisbyrden for, at manglen ikke har haft betydning for afgørelsens resultat. 

Som hovedregel udbetales fleksløntilskud månedsvist bagud, og nedsættelsen af fleksløntilskuddet sker derfor bagud i den følgende måned. 

Hvis borger har fået udbetalt for meget fleksløntilskud i en periode, kan kommunen træffe afgørelse om efterregulering eller tilbagebetaling.  

Efterregulering sker typisk når 

  1. Borgerens fleksløntilskud er beregnet på et forventet grundlag, i starten af en ansættelse 
  1. Borgeren får løn for arbejde, der er udført over flere måneder 
  1. Borgerens løn i indkomstregisteret er ændret med tilbagevirkende kraft 
  1. Borgeren ændrer arbejdstid – går op eller ned i tid fremadrettet 

Efterregulering kan ikke ske, hvis borger har fået for meget udbetalt fordi kommunen har beregnet fleksløntilskuddet forkert. 

Efterregulering sker ved, at kommunen foretager fradrag i de månedlige udbetalinger. 

Kan efterregulering ikke foretages fuldt ud i den efterfølgende måned, kan der efterreguleres i de kommende måneder, dog maksimalt i op til 12 måneder efter udbetalingen af for meget fleksløntilskud. 

Reglen med de 12 måneder begrænser kommunens mulighed for efterregulering i borgerens fremtidige ydelser. 

Reglen begrænser ikke borgerens ret til regulering, hvis fleksløntilskuddet er beregnet forkert af kommunen, der gælder den almindelige forældelsesregel på 3 år. 

Forældelsesfristen løber fra det tidspunkt hvor fleksjobberen ved eller burde vide, at han/hun har fået for lidt udbetalt. 

Tilbagebetaling kan kun komme på tale, hvis lovens betingelse for dette er opfyldt; 

  1. Når personen i fleksjob ikke har opfyldt sin oplysningspligt og har modtaget fleksløntilskud med urette eller mod bedre vidende 
  1. Når der i en måned er udbetalt løn mv., der vedrører arbejde udført over flere måneder og det ikke har været muligt at efterregulere lønindtægten mv. i de kommende måneders fleksløntilskud eller ledighedsydelse  

Læs hele principmeddelelsen her: https://ast.dk/afgorelser/principafgorelser/find-principafgorelse#/a/a84768c1-cab9-441b-b772-b3987cbe640d  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *