Praksisundersøgelse – Sanktioner

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har bedt Ankestyrelsen om at lave en undersøgelse af sager, hvor der er sanktioneret på grund af udeblivelse fra tilbud eller samtale. (§§ 36 – 37 i lov om aktiv socialpolitik – LAS).

Baggrunden for undersøgelsen er, at der efter ændringerne af sanktionsreglerne d.01.01.2020 skal udarbejdes tre praksisundersøgelser om kommunernes brug af sanktioner. Denne undersøgelse er den sidste af de tre.

I undersøgelsen er der særlig fokus på anvendelsen af reglerne overfor aktivitetsparate borgere.

OBS: Vi vil gerne gøre opmærksom på, at undersøgelsen af kommunernes brug af sanktioner fra 2021 indeholder en tjekliste. Ankestyrelsen anbefaler fortsat, at kommunerne bruger tjeklisten i arbejdet med sanktionssagerne.

Praksisundersøgelsen indeholder en række opmærksomhedspunkter og anbefalinger til kommunerne.
Her nævnes nogle af dem:

  • Der skal være fokus på kravet om tilstrækkelig oplysning af sagerne.
  • Hvis borgeren oplyser sygdom som årsag til udeblivelsen, skal kommunen oplyse sagen fuldt ud. Dette kan gøre det nødvendigt at indhente helbredsmæssige oplysninger.
  • Kommunen kan ikke vurdere, at borgeren er udeblevet uden en rimelig grund, alene med henvisning til, at der ikke er meldt afbud.
  • Kommunen skal altid forholde sig til, om der er tale om en aktivitetsparat eller en jobparat borger.
  • Hvis kommunen skal træffe afgørelse om sanktion på grund af udeblivelse overfor en aktivitetsparat borger, skal kommunen altid tage stilling til, om der er andre forhold end de rimelige grunde til udeblivelsen. Vurderingen skal foretages ud fra en helhedsvurdering af sagen.
  • Hvis borgeren er aktivitetsparat, skal kommunen altid tage stilling til, om en sanktion vil fremme borgerens rådighed. Vurderingen skal foretages ud fra en helhedsvurdering af sagen.
  • Hvis borgeren er aktivitetsparat, og kommunen skal træffe afgørelse om sanktion for udeblivelse, skal kommunen have udtømt alle rimelige muligheder for at komme i personlig kontakt med borgeren. Dette skal fremgå af sagen.
  • Hvis kommunen kender den aktivitetsparate borgers bopælsadresse, er udgangspunktet, at man forsøger at få personlig kontakt med denne på bopælen, hvis der ikke kan opnås kontakt på anden måde.

Undersøgelsen indeholder desuden en række anbefalinger til vejledningen af borgerne samt nogle betragtninger om relevante forvaltningsretlige regler. Her skal det lige nævnes, at oplysningen af sagerne får særlig opmærksomhed fra Ankestyrelsen.

Læs hele nyheden og undersøgelsen her: https://ast.dk/publikationer/sanktioner-3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *