I dette afsnit skelner vi mellem:
ydelsesniveau
og
tillæg.
Helt grundlæggende er retten til ydelsesniveauet afhængig af, om pågældende opfylder opholds – og beskæftigelseskravet.
Hjælpen efter LAS §16, stk.1 svarer til uddannelses – og kontanthjælp, som vi kender den i dag men med nye niveauer.
Hjælpen efter LAS §16,stk.2 svarer til selvforsørgelses – og hjemrejseydelse samt overgangsydelse.
Ydelsesniveau og satser
LAS § 16,stk.1:
Kontanthjælp til personer, som opfylder opholds- eller beskæftigelseskravet
Kontanthjælpen udgør pr. måned:
• En grundsats på 7.205 kr. (2025-niveau) til personer under 30 år.
• En forhøjet sats på 12.498 kr. (2025-niveau) til personer, som er fyldt 30 år.
• En sats på 2.925 kr. (2025-niveau) til hjemmeboende personer under 30 år, der bor hos én eller begge forældre og ikke forsørger eget barn i hjemmet.
OBS! Unge der er fyldt 25 år
De unge, som er berettigede til at få grundsats, kan få forhøjet sats. Kravet er, at personen har haft ordinær beskæftigelse her i landet eller i et andet EU-/EØS-land svarerende til fuldtidsbeskæftigelse i 2 år og 6 måneder inden for de seneste 10 år.
LAS § 16,stk.2
Kontanthjælp til personer, som ikke opfylder opholds- eller beskæftigelseskravet
Kontanthjælpen udgør pr. måned:
•En mindstesats på 6.789 kr. (2025-niveau).
•En sats på 2.925 kr. (2025-niveau) til hjemmeboende personer under 30 år, der bor hos én eller begge forældre og ikke forsørger eget barn i hjemmet.
Tillæg
Børnetillæg – LAS §17
Modtagere af kontanthjælp, som har forsørgelsespligt over for ét eller flere børn under 18 år, kan få ét børnetillæg på 2.784 kr. (2025-niveau) pr. måned fra kommunen. Der ydes ét tillæg til alle forsørgere på kontanthjælp, uanset om de har barnet boende hos sig eller ej. Der ydes kun ét tillæg uanset antallet af børn.
Det er et krav for at modtage tillægget, at børnene opholder sig her i riget. Det vil sige Danmark, Færøerne eller i Grønland.
Tillæg til enlige forsørgere – LAS §18
Enlige forsørgere der modtager kontanthjælp på
- grundsats efter LAS §16,stk.1, nr.1
eller
- mindstesats efter LAS §16,stk.2, nr.1
modtager ét månedligt tillæg på 1.638 kr. (2025-niveau).
Retten til tillægget er betinget af:
• at personen forsørger eget barn i hjemmet og har ret til ekstra børnetilskud.
• at personen forsørger eget barn i hjemmet og ville have fået ret til ekstra børnetilskud, hvis barnet eller indehaver(e) af forældremyndigheden, havde dansk indfødsret eller havde haft fast bopæl i Danmark i et år.
• at personen ville have fået ret til ekstra børnetilskud, hvis barnet ikke havde været anbragt uden for hjemmet.
Tilskud til enlige personer, som ikke har forsørgerpligt overfor børn – LAS §18, stk.3
Enlige personer, der modtager kontanthjælp på
• grundsats efter LAS §16,stk.1, nr.1
eller
• forhøjet sats LAS §16, stk.1, nr.2,
som ikke har forsørgelsespligt over for børn modtager et tillæg på 1.092 kr. (2025-niveau).
Retten er betinget af, at personen kan betragtes som enlig efter børnetilskudsloven.
Særligt ungetillæg – LAS §19
Aktivitetsparate personer under 30 år, som modtager kontanthjælp på enten
• grundsats efter LAS §16,stk.1, nr.1
eller
• satsen for hjemmeboende personer under 30 år uden forsørgelsespligt overfor børn, som modtager kontanthjælp efter LAS §16, stk.1, nr.3
kan modtage det særlige ungetillæg.
Personen skal være visiteret som aktivitetsparat og opfylde opholds- og beskæftigelseskravene efter LAS.
Personer under 30 år, som modtager kontanthjælp som forrevalidend efter LAB har ret til at modtage det særlige ungetillæg.
Det særlige ungetillæg udgør i 2025 et månedligt beløb på:
•1.036 kr. til personer under 25 år, der ikke har forsørgelsespligt over for børn,
•2.590 kr. til personer mellem 25 og 29 år, der ikke har forsørgelsespligt over for børn,
og
•2.590 kr. til personer under 30 år, der har forsørgelsespligt over for børn, som modtager børnetillæg efter § 17.
Midlertidigt tilpasningstillæg LAS §20 – gældende i perioden 1. juli 2025 – 30. juni 2027
Målgruppen for tillægget er:
Personer under 30 år, der modtager kontanthjælp for juli 2025 som
• grundsats efter §16, stk.1,nr.1
eller
• satsen for hjemmeboende personer under 30 år, der bor hos én eller begge forældre og ikke forsørger eget barn i hjemmet efter §16, stk.1,nr.3.
OBS! Det er dermed en betingelse, at personerne opfylder opholds-og beskæftigelseskravet. Derfor kan personer, der tidligere har modtaget selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, ikke få tilpasningstillæg.
OBS! Får en person ret til forhøjet sats, jf. § 16, stk. 1, nr. 2, ophører retten til det midlertidige tilpasningstillæg.
OBS! For at være berettiget til tilpasningstillægget, skal personen have modtaget uddannelseshjælp eller kontanthjælp i juni 2025.
OBS! Personer, der får en udbetaling på 0 kr. i kontanthjælp for juni og/eller for juli måned 2025 vil ikke være berettiget til et midlertidigt tilpasningstillæg.
Det er derfor en betingelse for at modtage tilpasningstillægget, at der er sket en udbetaling af kontanthjælp for juni og juli måned 2025.
Satsen: Tillægget er på 2.000 kr. pr. måned
Yderligere betingelser for at modtage tilpasningstillæg:
Den hjælp i kontanthjælpssystemet personen har modtaget skal opfylde følgende betingelser:
Uddannelses- eller kontanthjælp til personer under 30 år, som forsørger eget barn i hjemmet, og som modtog et aktivitetstillæg.
- Er hjælpen i juni måned 2025 modtaget som samlevende eller gifte, er det også en betingelse, at der er ret til kontanthjælp som grundbeløb, et børnetillæg og et særligt ungetillæg for juli 2025.
- Hvis hjælpen i juni 2025 er modtaget som enlige, er det også en betingelse, at der er ret til kontanthjælp som grundbeløb, et børnetillæg, et tillæg til enlige forsørgere, og et særligt ungetillæg for juli 2025.
Udeboende ikke-forsørgere, der er fyldt 25 år, som har modtaget uddannelses- eller kontanthjælp som udeboende, og som modtog et aktivitetstillæg.
- Det er en betingelse, at der er ret til kontanthjælp som grundbeløb, et særligt ungetillæg, og at der ikke er ret til et tillæg til enlige uden forsørgelsespligt for juli 2025.
Hjemmeboende, der er fyldt 25 år, som har modtaget uddannelses – eller kontanthjælp, og som modtog et aktivitetstillæg.
- Det er en betingelse, at der er ret til kontanthjælp som grundbeløb, et særligt ungetillæg, og at der ikke er ret til et børnetillæg for juli 2025.
Personer, der modtog uddannelses – eller kontanthjælp på grundlag af særlige psykiske lidelser.
- Det en betingelse, at der er ret til kontanthjælp som grundbeløb og et børnetillæg for juli 2025.
Hjemmeboende, der modtog uddannelses – eller kontanthjælp på grundlag af særlige psykiske lidelser.
- Det en betingelse, at der er ret til kontanthjælp som grundbeløb, og at der ikke er ret til et børnetillæg for juli 2025. Er personer fyldt 25 år, er det endvidere en betingelse, at der ikke er ret til et tillæg til enlige uden forsørgelsespligt for juli 2025.